Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 315 – 9. december 2011 – side 11

Occupy Rådhuspladsen

Anders Bæk Simonsen

Torsdag d. 1. december tog jeg forbi Rådhuspladsen for at høre, hvordan det gik i Occupy lejren. Hvad mener de, hvad laver de, og hvilke tanker havde de gjort sig om vinteren?

Jeg mødte Røsle, en pige på 17 år, der efter længere tids overvejelse netop havde opgivet sin gymnasieuddannelse, for at blive fuldtidsaktivist på Rådhuspladsen og læse sit eget studie i revolutionsteori.

Hvad er dine overvejelser om at blive en del af den her bevægelse – og hvorfor skal man være her på pladsen?

Det her er jo en ny aktionsform, der er kommet – inspireret af det, der skete på Tahrir-pladsen og senere så Grækenland, Spanien, som tog det offentlige rum tilbage ved at besætte en central del af en storby, og det har så spredt sig – vi har så valgt Rådhuspladsen, fordi der går en masse almindelige mennesker forbi, og det er dem vi gerne vil tale med.

Hvad tænker du omkring spændingen imellem konsensusdemokrati, hvor man taler til sig til rette og så det at kunne handle hurtigt på nogle ting?

En fyr, der hedder Rune siger altid ”det vi er ved at lære, det er ligesom at lære at køre på cykel”- det er en evne at begå sig i et lokalsamfund, som nok er det, vi skal bygge hele vores fremtid på, hvis du spørger mig, som vi er ved at lære nu. Og det skal alle lære. Vi skal alle igennem den samme socialiseringsproces (...)

Nogle gange når vi skulle træffe en beslutning, som virkelig var en stor beslutning; om vi skulle lave civil ulydighed eller ej, så har det bare været sådan (Røsle knipser med fingrene og fløjter kort). Og vi har været mange mennesker. Vi har været 20 mennesker på et tidspunkt, der blev enige på 10 minutter, hvor vi stod med salatfade i den anden side.

Når det virkelig gjaldt så har konsensusdemokratiet bevist sig muligt.

Tror du bevægelsen vil overleve vinteren?

Ja... Ja, ja, så længe jeg er her, så skal den nok overleve, ha ha.

Og jeg ved der også er andre, der siger det samme til mig også (..)

Jeg synes ikke Occupy–bevægelsen i Danmark, særlig meget har brugt det budskab om de 99 mod den ene procent, som man ser det ovre i USA, og som ret meget har været deres logo. Hvordan kan det være, det ikke er noget, I har spillet mere offensivt på?

Jeg synes, det med at forklare den her bevidsthedsudvidelse, der sker i verden med tal, det virker lidt ... umuligt. Jeg vil hellere forklare det med ord og følelser. Jeg har aldrig brugt den parole.

Vi havde på et tidspunkt et rigtig godt banner, som sagde noget med: ”Vi er de 99% der er blevet frataget Jordens ressourcer”.

Det var skrevet på en måde, så man bedre kan forstå problematikken, at det ikke handler så meget om klassekampen, som det handler om bæredygtighed.

Så diskussionen i den her lejr og linje, der er blevet lagt igennem konsensus har mere været bæredygtighed i forhold til klasse?

Nej, du kan ikke sige, at vi har lagt en linje. Fordi det, jeg sagde lige før – det er bare mig, der synes det. Jeg vil aldrig gå rundt og reklamere med sådan noget 99% banner. Men det er der andre, der gør. Vi har f.eks. lige fået lavet badges, hvor der står: ”Vi er de 99%”. (..)

Vi laver ikke noget fælles ... reklamestrategi eller ... ”det-synes-vi” eller regler. Det skal være så inkluderende som muligt. Det er en ny måde at tænke samfund på.

Hvad er det så i er enige om, som gør, at I alligevel samles her og bor sammen og lever jeres liv sammen her i den her periode?

Jamen vi er jo samlet i vores indignation over verdens tilstand lige nu, og vores søgen efter et alternativ, der er godt, så vi er samlet i kampen mod det nuværende system.

Dette er grundet pladsmangel en temmelig forkortet udgave af det oprindelige interview. En længere version vil snart være at finde på vores hjemmeside: www.socialister.dk

Flere artikler fra nr. 315

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 2085 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside