Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 5
Løst ansat uden rettigheder
Jakob Nerup
Det er svært at få arbejde. Og rigtigt fast arbejde på overenskomst er endnu sværere at få fat på. Krisen har skubbet langt over 100.000 ekstra ud i arbejdsløshed. Endnu flere fastansatte er på vej ud i de arbejdsløses rækker, fordi krisen bliver dybere og længere.
I stedet for fastansættelse på fuld tid presses de arbejdsløse i stigende grad til løsarbejde, projektansættelse, korttidsansættelse, freelance og “arme og ben” en-mandsfirmaer. Det betyder ansættelse til lavere løn uden pension, fridage, overarbejdsbetaling og almindelige rettigheder, som andre ansatte har.
Arbejdsgiverne har brugt krisen til at skære ind til benet for at sikre profitten. De største multinationale danske virksomheder har brugt krisechokket til at presse de ansatte. Først blev de fyret i den direkte produktion, hvor dele af den blev flyttet til lavtlønslande i Østeuropa og Asien.
Så kom turen til funktionærerne, hvor der skal løbes stærkere og opgaver blev udliciteret til callcentre o.lign. uden ordentlige arbejdsvilkår. Så kom de store lukninger og fyringsrunder, når koncernen skulle “trimmes” til det globale marked, fx lukningen af Vestas fabrikker, Lindø værftet og mange flere.
Europa skræmmer
Ude i Europa stiger arbejdsløsheden i takt med at krisen bliver dybere og gældskrisen slår igennem for alvor. I det sydlige Europa er arbejdsløsheden tårnhøj, og det er i særlig grad de unge, der er ramt. Fx er næsten hver fjerde spanier arbejdsløs og næsten halvdelen af de unge er uden job.
Et Europa i negativ vækst og med en enorm mængde sulten og ledig arbejdskraft har store konsekvenser i det kolde nord. Arbejdsløse uden fremtid eller socialt sikkerhedsnet tvinges til migration og vil underbyde.
Danmark i fast arbejde
Selvom det er tydeligt at kapitalen og regeringen vil presse de danske lønmodtagere til at arbejde hårdere og længere for lavere løn, så er vi stadig langt fra sydeuropæiske tilstande.
2,9 millioner er i arbejde og 900.000 er udenfor. Hver fjerde dansker er deltidsansat, i særdeleshed kvinderne, hvor det er mere end hver tredje. Mere end 70 % af danske lønmodtagere er omfattet af overenskomst og har til en vis grad beskyttet deres løn- og ansættelsesvilkår. De danske lønmodtagere er som hovedregel også medlem af fagforeningen.
På kanten og i gråzonen
Men når krisen bliver stadig værre og mere påtrængende i den enkeltes hverdag, så stiger usikkerheden. Mange mennesker kommer ud på kanten af arbejdsmarkedet og mange ender i gråzoner, hvor ordnede forhold ikke eksisterer. Selv om det statistisk kun er et mindre antal, dvs. måske 50-100.000 som presses, så opleves problemet stort.
Forklaringen er desværre enkel. Fagbevægelsen har fravalgt solidariteten med de mest udsatte. Fagtoppen taler ikke om dem. De har ingen forslag eller vilje til at bruge kollektivets styrke til at bekæmpe løndumping og det stadigt stigende antal løse ansættelsesformer. De håber, at krisen går over, mens de lukker øjnene.
Men ude på landets arbejdspladser mærker man presset og vi kender alle nogen, som er blevet fyret eller tvunget til dårligere vilkår. Når vi står uden bolværk i form af det organiserede kollektiv som fagbevægelsen er, så føler vi afmagt og usikkerhed.
I stedet for at slås for ordentlige vilkår for alle, så prøver vi at overleve individuelt. Vi bliver utrygge og bange for at blive fyret. Denne frygt presser os til at acceptere at nogle ansættes på dårligere vilkår i virksomheden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed