Socialistisk Arbejderavis
Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 7
Syriens oprør styrker anti-imperialismen
Judith Orr
Den palæstinensiske modstandsorganisation Hamas tog fredag i sidste uge offentligt afstand fra det syriske regime. Organisationens offentlige brud med dens engang allierede, præsident Bashar al-Assad, sendte et vigtigt signal. En hver illusion om, at det syriske regime repræsenterer en styrke mod imperialisme burde nu være bristet.
Hamas-lederen, Ismail Haniyeh, talte til tusinder af mennesker I al-Azhar-moskeen I Cairo. ”Jeg hylder alle nationerne fra Det Arabiske Forår, og jeg hylder det heltemodige syriske folk, der kæmper for frihed, demokrati og reform,” udtalte han.
Alligevel har det faktum, at regimet historisk set er blevet opfattet som en ven af palæstinenserne og Libanons Hizbollah-bevægelse, været grund til forvirring for nogle på venstrefløjen og i anti-krigsbevægelsen i Storbritannien.
Så selvom åbent forsvar af Assad-regimet er en sjældenhed, er der opstået stridigheder om det syriske regimes sande natur og om kampen mod det. Da den tunesiske leder Zine El Abidine Ben Ali og den egyptiske diktator Hosni Mubarak faldt, var situationen mere ligetil. Der var ingen, der havde illusioner om disse brutale vestligt allierede ledere, der brugte massive militære sikkerhedsapparater til at styre deres folk.
Men da de regimer, der blev udfordret fra neden, til tider havde modsat sig Vesten og havde flere modstridende alliancer, som det Syriske regime, blev diskussionerne mere komplicerede.
Opbakning
De vestlige magter er nu fuldt ud engagerede i at støtte dele af den syriske opposition, hvorfra nogle beder om international hjælp til at stoppe det rædselsvækkende bombardement af byen Homs. For nogle giver dette anledning til at adoptere det synspunkt, at den syriske opstand er et imperialistisk værktøj eller måske endda en kontrarevolution.
Det er bestemt kvalmende at se Hillary Clinton sidde ved siden af en saudisk kronprins ved et ”Syriens Venner”-topmøde i Tunis for at diskutere, om man skal støtte op om oprøret.
Dette er det samme Saudi Arabien, der, med amerikansk støtte, har hjulpet med at knuse demokrati-protesterne i Bahrain. Men alt dette betyder ikke, at den syriske revolution bare kan reduceres til at være imperialisternes marionet.
Titusinder af mennesker er gået på gaden i løbet af de sidste 11 måneder, og mange tusind har mistet livet.
At nogle nu beder om hjælp fra erklærede fjender i Vesten er et bevis på deres desperate situation – ikke deres ønske om udenlandsk herredømme i deres land.
Selvfølgelig er oppositionen mod det syriske styre ikke én enkelt politisk organisation. Nogle dele af den, især det Syriske Nationalråd, er ivrige efter at lave aftaler med vestlige magter.
Men de, der kæmper på gaden i Homs og andre modstandsområder, udkæmper en kamp på liv og død for at slippe fri af diktaturet.
Vestens indgriben i Libyen og nu i Syrien, viser, at vestlige ledere er bekymrede for deres muligheder for at kunne forme fremtidige begivenheder i området. Disse selvsamme vestlige ledere, der bombede Irak og Afghanistan, griber ikke ind i kampene på grund af bekymring eller medfølelse for alle dem, der må lade livet under en regn af artilleri i Homs eller nogen andre steder.
Men den eneste måde, de kan få deres indgriben igennem på, er ved at fremstille ideen som en humanitær mission. Det er på denne måde, de har kunnet vinde den politiske diskussion, der gjorde dem i stand til at gribe ind i Libyen.
Mission
På det tidspunkt fremførte Socialist Worker en holdning, der lå langt fra ideen om, at en indgriben i Libyen var en humanitær mission: At Vesten ønskede at overtage oprøret i Libyen, der til gene for de vestlige ledere kunne føre til et nyt regime, der ville modstå sig vestlige krav. Nu vil de gøre det samme i Syrien.
Libyen var ikke på noget tidspunkt en vigtig brik i deres strategi, men det var den bedste mulighed for at komme tilbage i magtspillet. Vestens vigtigste allierede er Saudi Arabien, og de samarbejder nu om at bruge en oprigtig frygt for en folkemassakre i Syrien til at overtage endnu et folkeligt oprør.
Derfor mener Socialist Worker, at oppositionen til imperialistisk indgriben altid må være forbundet med sloganet: ”Sejr til de arabiske revolutioner”.
Revolutionerne er den virkelige anti-imperialistiske styrke i området. Millioner af almindelige mennesker har vist deres beslutsomhed og mod til at gribe den første virkelige chance for at forme deres egen fremtid i årtier.
Disse kampe fra neden giver potentiale til at tage hul på en ny æra, hvor folket i området kan leve, fri for både vestlige magters dominans og hjemmedyrkede diktatorer.
Oversat af Anna Wolf Kristensen fra Socialist Worker
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed