Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 9

De spiser vores kage!

Mette Hermansen

Fordomme omkring andre folkeslag, kulturer og religioner har siden kolonialismens tid været fast komponent i at legitimere krige og besættelser i andre lande.

Men midt i en global, økonomisk krise tjener de racistiske myter også til at splitte folk, som ellers har en interesse i at stå sammen mod angrebene på vores velfærd.

”De kommer kun for at nasse”

Myterne om muslimer er mange. En af de mest sejlivede er, at indvandrere og flygtninge kun kommer til Danmark for at nasse.

Men et hurtigt blik på hvad man faktisk får ud af at bosætte sig i Danmark, tilbageviser myten. Eksempelvis har en gennemsnitlig familie med to børn, der lever på starthjælp, kun 81 kroner at købe mad for hver dag. Det viser en beregning, som Information foretog i 2008.

Beløbet udgør mindre end halvdelen af det, Forbrugerstyrelsen i 2005 angav som et “rimeligt”, dagligt madforbrug for en familie på fire, og siden 2005 er madpriserne steget voldsomt.

Generelt er indvandreres indkomst og levestandard – både for dem, der er i arbejde, og dem der ikke er – lavere end etniske danskeres. Dertil kommer risikoen for at leve i et asylcenter i årevis, for ikke at tale om den dæmonisering fra mediernes og politikernes side, muslimer i Danmark hver dag skal leve med.

”Muslimer er mere kriminelle end danskere”

Ja. Procentvis er der flere kriminelle indvandrere og efterkommere af indvandrere end kriminelle, etniske danskere.

Men den anden side af historien er, at der er langt flere indvandrere, der lever i fattigdom, og indvandrere og deres efterkommere er generelt stærkt overrepræsenterede på de laveste trin af samfundet.

Hvis man kigger på hvor stor en procentdel af henholdsvis indvandrere og danskere indenfor samme socialgruppe, der begår kriminalitet, er tallet stort set det samme.

Problemet er, at der procentvis er langt flere indvandrere og efterkommere i de laveste socialgrupper, og derfor begår de procentvis også mere kriminalitet. Dette ses blandt andet i en undersøgelse af kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere lavet Kriminalforsorgen og Danmarks Statistik i 2009.

Her fremgår det, at udlændinge langt fra er overrepræsenterede, hvis man sammenligner med jævnaldrende danskere med samme sociale baggrund.

Korrigerer man for dette, ligger de udenlandske mænds kriminalitetsfrekvens eksempelvis kun fire procent over den samlede befolknings. Det tyder på, at kriminalitet nærmere er et socialt problem, end noget der kan henvises til religion eller kulturel arv.

Hvor kriminel man er, hænger sammen med hvilke sociale vilkår, man har. Derudover kan også nævnes, at kriminalitetsraten i muslimske lande ikke er højere, end den er i Danmark.

”Muslimer er kulturelt underlegne”

Det racistiske fokus har flyttet sig fra det rene, biologiske raceargument til i dag at handle om kultur og religion, men den stigmatisering og hetz, som især muslimer udsættes for er den samme.

Argumenterne om at muslimer ’ikke forstår demokrati’, og at islam skulle være en specielt kvindeundertrykkende religion, at de ’kun kommer for at nasse’ og at de ’er mere kriminelle end os danskere’ baner vejen for dele befolkningen i ’os’ og ’dem’.

På den måde kan krigene i eksempelvis Irak og Afghanistan retfærdiggøres med, at vi må hjælpe dem til at opnå demokrati i deres egne lande.

Men muslimers påståede mangel på demokratiforståelse bruges også til at fremstille dem som den største trussel mod vores samfundsmodel; i en tid hvor både den nye og den gamle regeringens angreb på den offentlige sektor og vores velfærdssystem burde være hovedfokus i den debat.

Kampen for velfærd er alles kamp

Regeringer kloden over forsøger at få almindelige mennesker til at betale for en krise, vi ikke har skabt.

Derfor har de fleste danskere mere tilfældes med den egypter og den græker, som det sidste lange stykke tid har ført en opslidende kamp imod stigende fødevarepriser, massive nedskæringer i den offentlige sektor, lønnedgang og stigning i pensionsalderen.

Anti-racisme gavner ikke blot muslimer og indvandrere, men stiller også hele arbejderklassen i en bedre, samlet position i kampen mod de angreb, vi ser på vores velfærd.

Se også:
SAA 318: Indvandrere har ikke skabt den økonomiske krise
SAA 318: Derfor skal vi til Århus 31. marts
SAA 318: English Defence League: Voldelige racister og fascister
SAA 318: Succesfuld blokade mod nazileder
SAA 318: SD-racister mødt af larmende protester i Malmø
SAA 318: Larmende mod-demonstration ved nazi-møde i Århus
SAA 318: Film: Bomben i Søllerødgade: Et levende historisk dokument om Søllerødgade-bomben
SAA 318: Interview med film-bagmand: Bombemordet i Søllerødgade
SAA 318: Stop den hetz: No pasaran!

Flere artikler fra nr. 318

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Racisme

Se flere artikler af forfatter:
Mette Hermansen

Siden er vist 2715 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside