Socialistisk Arbejderavis
Nr. 319 – 26. april 2012 – side 3
Vi har brug for et socialistisk arbejderparti
Jesper Juul Mikkelsen
SFs landsmøde blev en kamp mellem de såkaldte arbejderrister og folkesocialister. At arbejderklassen på den måde kommer tilbage som begreb kan vi kun hilse velkommen, men hvilket arbejderparti har vi brug for?
Vi finder intet svar i SF
Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye har begge formuleret at SF skal være et arbejderparti. Deres udgave af et arbejderparti er et reformistiske projekt med et erklæret mål om at: ”komme ned i maskinrummet”.
Herinde sidder de to arbejderister så nu og forsøger at forbedre Danmarks konkurrenceevne ved at føre borgerlig nedskæringspolitik. Dem ”der smører madpakker om morgenen” skal i fokus. Disse arbejdere bliver i bedste VKO-stil gjort til en modsætning til ”modtagerne af velfærdsydelser”.
SF er med i en regering som angriber de selv samme arbejdere og udstødte, som man angiveligt skulle være parti for. SF udgaven af et arbejderparti er kun et parti for de arbejdere som aldrig bliver syge, aldrig bliver arbejdsløse eller gamle. Villy Søvndal og hans unge karrierepolitikere har skiftet den røde kampfane ud med en hvid overgivelsesfane og underlagt sig den borgerlige konkurrencelogik. SF’s dødskurs kan vi ikke bruge til noget.
Kampen om Enhedslisten
Mens SF styrtbløder er Enhedslistens opbakning kun vokset siden valget. I Enhedslistens folketingsgruppe har man tolket valgsejren som et signal om at skulle tage ansvar og stemme for finansloven. Folketingsgruppen og et flertal i hovedbestyrelsen mente også, at Enhedslisten skulle tage ansvar for krig, da man stemte for Libyenkrigen.
Men på trods af disse fadæser, bliver Enhedslisten stadig opfattet som det eneste parti der ikke har solgt ud. Bl.a. fordi Enhedslisten som det eneste parti, åbent har forsvaret arbejdsløse og bistandsklienter, da regeringens hetz begyndte.
Ansvarlighedspolitikken er et resultatet af, en reformistisk praksis i Enhedslistens top, centreret omkring folketinget. Folkene omkring folketingsgruppen, har da også argumenteret for at skrive Enhedslistens revolutionære program om. Udgangspunktet var, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke ville, eller kunne, forklare hvad Enhedslisten mente med revolution.
Men denne strømning i partiet har fået et problem. Deres strategi om at få indflydelse på regeringen har slået fejl. På valgnatten lød det: ”nu trækker vi Danmark til venstre”. Sidenhen har man opnået meget lidt igennem parlamentet.
12 eller 8000 socialister?
Den økonomiske krise har medført en dyb krise i det reformistiske projekt. Arbejderklassens rettigheder bliver angrebet i hele den vestlige verden, og usikkerheden, skuffelsen og vreden på bunden af samfundet vokser. Spørgsmålet der rejser sig omkring Enhedslisten, er derfor ikke primært rette mod de 12 folketingspolitikere, men derimod til de 8000 medlemmer.
Udfordringen for Enhedslistens 8000 socialister er, hvordan vi bruger vores antal til at komme i offensiven. 8000 aktive socialister kunne gøre en kæmpe forskel ved at omsætte den skuffelse og vrede som er på bunden af samfundet og forvandle den til kamp og modstand.
Enhedslisten og arbejderklassen
Derfor er det er vigtigt, at Enhedslistens 8000 medlemmer handler på, at alternativet til kapitalens angreb ikke ligger i parlamentet, men udenfor hos en aktiv arbejderklasse.
Arbejderklassen er potentielt magtfuld. Arbejderklassen besidder et våben, da de kan sætte samfundets produktion i stå...og sætte den i gang igen under nye betingelser. Arbejderklassen kan, hvis den handler kollektivt, stoppe angrebene på velfærden og lønninger. Udfordringer ligger i at vinde et kampperspektiv i arbejderklassen.
Et spørgsmål om praksis
Hvis de 8000 medlemmer af Enhedslisten skal løfte den opgave kræver det, at venstrefløjen i Enhedslisten begynder at organisere sig. Enhedslisten afdelinger skal udvikles fra at være vælgerforeninger til at blive samlingsstedet for aktivister og klassekæmpere.
Vi skal opbygge et Enhedslisten hvor, det ideologiske niveau er højt, fordi vi skal kunne tilbyde de mest avancerede arbejdere, nemlig dem som går i kamp, nogle svar. Vi skal bygge en organisation hvor, folketingspolitikeren er halehæng til den aktive organisation fra neden, ikke omvendt.
Denne form for socialistisk arbejderparti bliver mere påkrævet og samtidig lettere at bygge, fordi angrebene og vreden intensiveres.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed