Socialistisk Arbejderavis
Nr. 319 – 26. april 2012 – side 8
Programdebat i Liste Ø – hvorfra, hvorhen?
Lars Henrik Carlskov
Det er ikke et nyt program Enhedslisten har brug for, men derimod at prioritere arbejdet uden for Folketinget.
På Listens årsmøde 4.-6. maj skal der bl.a. stemmes om, hvorvidt partiet skal have nyt program. Denne idé blev lanceret i et B.T.-interview med Johanne Schmidt-Nielsen under valgkampen, hvor hun blev udspurgt om de mere radikale dele af Listens politik og stærkt presset gjorde sig til talsmand for et nyt program.
Dette var langt fra eneste gang under valgkampen, at partiets spidskandidater svarede undvigende på spørgsmål om emner som revolution og socialisme. At dette faktisk er partiets politik ville ikke være nogen sensation, hvis det ikke netop var fordi folketingsgruppen så sjældent udtaler sig om disse spørgsmål.
Politiske uenigheder
Programændringen støttes primært af folketingsgruppen og de Christiansborg-ansatte, men også af et hovedbestyrelsesflertal, angiveligt pga. det ”støvede” sprog i programmet. Altså samme forklaring som blev givet, da SF for nylig skrottede de mere røde dele af sit program. Også i Enhedslisten har det vist sig ikke kun at handle om sproglige, men også om politiske uenigheder.
F.eks. har pressemedarbejder Pelle Dragsted og folketingsmedlem Stine Brix betvivlet, at Folketinget skal afskaffes efter revolutionen og at Listens mål er økonomisk planlægning frem for såkaldt ”socialistisk markedsøkonomi”, som også SF er tilhænger af. Dragsted taler desuden for en strategi, der minder om den klassiske reformisme hos Eduard Bernstein, bortset fra, at revolutionen ikke endegyldigt afskrives, men i stedet udskydes til en fjern fremtid.
Støtteparti eller venstre-opposition?
Alt dette skal naturligvis ses i lyset af den økonomiske krise. Her er Listen i en situation med et historisk lille råderum for reformer inden for kapitalismen drejet i en mere parlamentarisk retning, f.eks. ved at stemme for Libyen-krigen og finansloven. Det paradoksale deri understreges ved, at sidste år bød på den største bølge af oprør og revolutioner siden 1968. Forslaget om nyt program er udtryk for et ønske om at fortsætte den parlamentarisk-fokuserede udvikling.
Enhedslisten burde i stedet sørge for i praksis at leve op til det nuværende programs ord om at ”virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser”. 31. marts så vi den største demonstration i Århus siden velfærdsprotesterne i 2006. Hvis Enhedslisten blot prioriterede sådanne protester lige så højt som den parlamentariske rolle som støtteparti for regeringen, ville vi have en slagkraftig venstre-opposition til den nuværende nedskæringspolitik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed