Socialistisk Arbejderavis
Nr. 319 – 26. april 2012 – side 10
”Spild ikke tid med sorg – organisér!”
Charlie Lywood
Dette er et uddrag af den tale, Charlie Lywood (IS) holdt på Søllerødgade, d. 16. marts 2012 til mindehøjtideligheden for 20 året for bomben der dræbte en partikammerat.
Da bomben sprang den 16. marts 1992 i Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade på Nørrebro og slog Henrik Christensen ihjel, blev vi klar over (mindst) to meget vigtige ting.
Den ene var en makaber påmindelse om, hvilke ekstreme midler nazistiske bevægelser er parat til at bruge, når de slår fra sig. Både når de er i defensiven, som de var i 1992, og når de lugter at de har magten ”på gaden”.
Den anden var, hvor svagt de egentlig stod i foråret 1992. Forudsætningerne for en ”terror”-kampagne mod venstrefløjen var nemlig slet ikke til stede. Handlingen var en svaghedshandling (ligesom Anders Breviks var det 20 år senere). Og det er der nogle grunde til.
Fascismens væsen er, at den tilstræber at opbygge en massebevægelse, som kan erobre ”gaden” for derved at gøre det muligt for herskende klasser at vælge at satse på den i krisesituationer. Et scenarie, som nemt kan genfindes i dag i f.eks. gældsplagede og nedskæringsramte Grækenland, Portugal, Spanien og bredt i hele Europa.
Derfor er den bedste medicin mod denne pest at opbygge et alternativ til kapitalismens krises hærgen i vores liv – et socialt alternativ som peger frem mod en anden måde at køre samfundet på.
Mennesker vil altid søge efter alternativer, når de er presset langt nok. Vores opgave må være at forhindre, at det er det fascistiske alternativ, de vælger.
Det sker ikke ved at angribe velfærdsstaten, som der lægges op til med planer om såkaldte ”reformer”, som blot er ”nysprog” for forringelser, men tværtimod ved at forsvare og udbygge den som værn mod finanskrisens hærgen. Det kræver et angreb opad og ikke nedad.
I den sammenhæng er det alfa og omega at holde nazisterne fra at kunne vokse sig store, så de kan fremstå som et politisk alternativ. Det være sig gennem offentlige møder eller åbne manifestationer på gaden, som i Århus d. 31. marts.
Enhver bevægelse, som ønsker at forhindre nazismens fremvækst under finanskrisens åg, bør række ud til alle organisationer og enkeltpersoner som vil være med til at stoppe dem. Anti-nazismen må aldrig reduceres til de få modige, som vil slås med dem.
Dels kommer kampen til at handler om fysisk styrke og udtynder det politiske indhold. Dels, specielt i denne tidlige fase, så ville det betyde, at langt de fleste ikke kan være med.
Der skal vælges en taktik som er egnet til at samle bredt således at selve mængden skræmmer nazisterne og afskærer muligheden for at tiltrække andre. Det betyder ikke, at man ikke skal konfrontere nazisterne på gaden, men at vores mængde og styrke må afgøre, hvordan det bedst kan ske.
Det var denne taktik som Henrik Christensen og IS forfægtede i 90’erne og sammen med mange andre, viste det sig at holde nazisterne stort set væk fra gaden. Og i deres huler har de også stort set befundet sig lige siden (undtagelsen er i Århus hvor de af og til kryber ud fra skjulet).
Henrik betalt den højeste pris for at forfægte disse hjørnesten i kampen mod nazismen – den sociale kamp og den fysiske kamp.
Men Henrik ville, som jeg kendte ham sige til os i dag, ligesom Joe Hill, den amerikanske agitator og arbejder-organisator, sagde lige før han skulle henrettes i 1915: “Don’t waste any time in mourning – Organize!"
På 20-års dagen for bomben i Søllerødgade skal vi huske dette budskab. Og det forpligter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed