Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 319 – 26. april 2012 – side 10

Vi sku’ alle være gået til Mølleparken!

Sonja Andersen Lange

Marts måned stod i antifascismens tegn. To vigtige demonstrationer dannede rammerne for kampen: den første var en mindedemonstration på 20-årsdagen for bombeattentatet på Søllerødgade, den anden Århus for mangfoldigheds moddemonstration i Århus, da EDL og co. kom til byen. Der har været megen debat på venstrefløjen – så hvad nu?

Den brede venstrefløj var repræsenteret, da ca. 1200 mennesker mødte op 16. marts og gik sammen fra Blågårds Plads til Søllerødgade, hvor en bombe sprang for 20 år siden og slog Henrik Christensen ihjel. Demonstrationen var vigtig, da den var en påmindelse om, hvad der skete og hvad der aldrig mere må ske igen. Under parolen ”Duk dig ikke – duk op!” sagde folk fra overfor fascismens grumme ansigt.

Parolen har åbenbart vakt genklang i manges ører, for på trods af smædekampagner fra pressen, samt varsler om gadekampe og vold, så valgte mindst 5000 mennesker at gå på gaden i Århus d. 31. marts, for at sige fra overfor en ny generation af fascister, under overskriften ”Århus for mangfoldighed”.

31. marts var den største danske antinazistiske manifestation i 20 år og EDL-fascisterne led et kæmpe nederlag. Under halvdelen af deres succeskriterium på 300 dukkede op og de måtte tage hjem med politieskorte – før tid.

Der har efter demonstrationen været megen diskussion på venstrefløjen om, hvorvidt det var skadeligt for bevægelsen, at en gruppe fra demonstrationen gik ned og konfronterede fascisterne i Mølleparken. Og frygten for det negative pressebillede har i den grad gennemsyret debatten.

Pressen kan vi ikke styre, men vi kan være med til at påvirke folks reaktioner på det, de hører. Det gøres ikke ved at tage afstand fra visse dele af bevægelsen. Det er blot brænde på bålet for den borgerlige presses forsøg på at nedtone og splitte bevægelsen.

Vil man sørge for, at budskabet om mangfoldighed når ud til de brede masser, så skal der bygges netværk. Hvis der på hver arbejdsplads, ethvert uddannelsessted og hvert jobcenter er en person, der har kontakt med bevægelsen, er en aktiv del af den, eller bare kender nogen, der er, så kan pressebilledet være ligegyldigt.

Havde man bygget de netværk op, så var spørgsmålet om, hvorvidt det var forkert at gå ned til Mølleparken været trivielt. Spørgsmålet havde i stedet været, hvorfor vi ikke alle gjorde det – vi var jo mange nok!

Det var vigtigt at sige fra overfor fascismen i marts måned – og det skal vi blive ved med at gøre, hver gang de forsøger at vinde en platform. Men hvis vi skal forhindre fascisterne i reelt at vinde fodfæste i samfundet, så skal vi give folk et antikapitalistisk, socialistisk alternativ.

I krisetider har fascismen rigtig gode forudsætninger for at vokse – men det har modstanden mod det kapitalistiske system også. Vi skal blive ved med at sparke opad, når de vil sparke ned.

Skal vi opbygge de netværk, der skal til, så vi får en samlet, stærk antikapitalistisk bevægelse mod krisepolitikken. På den måde kan vi én gang for alle sikre os, at det, der skete i Søllerødgade for 20 år siden ikke sker igen.

I marts måned bekæmpede vi fascister – i maj måned skal vi bekæmpe krisepolitikken!

Flere artikler fra nr. 319

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Sonja Andersen Lange

Siden er vist 1847 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside