Socialistisk Arbejderavis
Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 4
Sultestrejke for menneskeværd
Jesper Juul Mikkelsen
Den landsdækkende sultestrejke blandt asylansøgere som begyndte i starten af maj, rundt om på landets asylcentre, afsløre at den nye regering ikke har betydet en reel opblødning på asylpolitikken.
DF har i dag mindre taletid og dermed er den daglige dosis racisme fra Christiansborg blevet mindre, men det umenneskelige asylsystem fra VKO regeringens tid består.
Desværre ser det ikke ud til, at SSFR-regeringen har travlt med at forbedre forholdene. Justitsminister Morten Bødskov som udmærket ved, at ingen flygter for sjov og flygtninge som står til udsendelse risikerer tortur, forfølgelse og i værste fald døden, når de bliver sendt tilbage til Iran og Syrien. Alligevel udtalte han til TV2 nyhederne 24. maj:
"Jeg må tage afstand fra, at man benytter sultestrejke som pressionsmiddel og som et forsøg på at komme i dialog med myndigheder,".
Vi bør alle tage afstand fra hans kynisme.
Der skal kæmpes for forandring
Den nuværende asylpraksis er umenneskelig men den er ikke tilfældig. Regeringen vil fortsætte den umenneskelige behandling af asylansøgere, hvis den får lov. Derfor er besættelsen af Stefans kirken og sultestrejkerne rundt om i landets asylcentre ikke bare forståelige men også vigtige. De er vigtige handlinger, som allerede nu har været med til at sætte en solidaritetsbevægelse i gang.
Sejr og nederlag i Brorsons-kirken
Spørgsmålet der så rejser sig er, hvilken bevægelse vi skal bygge for at forandre forholdene? Vi har her nogle erfaringer at trække på.
Da irakerne i 2009 besatte Brorsons-kirken opstod der en stor solidaritetsbevægelse som kaldte sig Kirkeasyl. Bevægelsen var meget aktiv, men havde den politik, at deres aktivitet kun skulle handle om de konkrete irakere, som var inde i kirken. Bevægelsen formåede at vende folkestemningen omkring irakernes situation – fra at et flertal af befolkningen var for hjemsendelse til at et flertal var for, at irakkerne skulle blive.
Det var en imponerende bedrift, men det endte desværre med, at irakerne en mørk nat blev taget af politiet, mens kampklædte politifolk tæskede bevægelsen ned, for at hjemsendelsesbussen kunne komme igennem de siddende demonstranter.
For en mere generel kamp
Brosons-kirken viste altså, at kamp kan flytte holdninger. Men det snævre fokus på de konkrete mennesker i kirken er et problem. Det er ikke fordi der er forkert at fortælle de enkelte menneskers historie til pressen, så de netop derved bliver fremstillet som mennesker.
Men vi skal undgå, at vi igen opbygge en bevægelse, der kollapser den dag politiet bliver sendt ind.
Vi bør i stedet se kampen for asyl som en del af en generel kamp. For det første kæmper de sultestrejkende for mange flere end dem selv. Der sidder masser af mennesker i lejrene som ikke sultestrejker eller har besat kirken, men som stadig lever et liv i noget der mest af alt minder om et åbent fængsel.
Samtidig er kampen for asyl også en mere generel kamp om menneskeværd og antiracisme.
Antiracisme som en vigtig ingrediens
Kampagnen der er opstået omkring den nye kirkebesættelse hedder Tilflugt i Stefans-kirken. En bevægelse vi opfordrer alle læsere af denne avis til at støtte op om.
Vi ønsker, at vinde antiracistiske argumenter i så store dele af befolkningen som muligt, fordi det styrker vores side af kampen. I dag hænger kampene sammen. Når det lykkes at behandle en gruppe af mennesker fx asylansøgere som undermennesker, betyder det, at det er lettere at behandle andre umenneskeligt. Derfor har kontanthjælpsmodtagere og asylansøgere mere tilfældes end man måske skulle tro.
Asyl til alle
Med den dybeste krise siden 30'erne er tiden ikke til små kampe. Vi kræver asyl til alle, fordi vi ved vi kun har en klode, og at mennesker er lige meget værd ligegyldigt hudfarve og religion. Vi vil kæmpe for, en asylbevægelse der vil sætte en stopper for den umenneskelig behandling af alle som kommer hertil.
Det er magthaverne som ønsker, at nogle mennesker kan kaldes illegale og behandles som sådan eller mennesker kan kaldes nassere, fordi de ikke kan finde et arbejde og dermed bliver set ned på og behandles som samfundets affald.
Antiracisme er ligesom solidaritet ikke bare et udtryk for et humant menneskesyn, men er vores vigtigste våben i kampen mod magthaverne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed