Socialistisk Arbejderavis
Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 5
Et liv uden for lejrene
Anders Bæk Simonsen
Vi har talt med 24-årige Liv, der er aktivist og bruger af det brugerstyrede kulturhus Trampolinhuset, der står bag kampagnen ”Out of the Camps”. Liv fortæller her nærmere om kampagnen og den flotte manifestation, der blev afholdt søndag den 13. maj.
Hvad var idéen bag ved kampagnen ‘Out of the camps’?
Trampolinhuset har i lang tid arbejdet med at lave et community, hvor skellet mellem “dem” og “os” overskrides og positioner som “hjælper” og “offer” nedbrydes. Vi har forsøgt at skabe en platform, hvor vi mødes som lige individer. Det har vi blandt andet gjort ved at give klippekort ud, så isolation mellem asyllejr og by nedbrydes.
I vores arbejde støder vi dog hele tiden ind i problemer, som vi ikke kan gøre noget ved. Det kan være venner vi arbejder med, der fra den ene dag til den anden bliver deporteret eller rykket til en asyllejr i den ende af Danmark. Eller venner, der stille ødelægges af, at blive fastholdt i en asyllejr i op til tolv år.
Det sidste halve års tid har Trampolinhuset derfor arbejdet på denne kampagne, der først og fremmest har til formål, at holde regeringen fast på deres løfte om, at ALLE asylansøgere skal kunne leve og arbejde uden for asyllejrene efter seks måneder. Som udspillet ser ud nu, frygter vi at det kun kommer til at gælde den del, der frivilligt skriver under på, at samarbejde med politiet om deportation. Det er selvfølgelig de færreste, der frivilligt gør det og vi vil sikre, at muligheden for at leve og arbejde uden for lejrene kommer til at gælde for alle.
Muligheden for at leve og arbejde uden for lejrene er et skridt i den rigtige retning, men vi er dog bevidste om, at det langt fra er nok. Asylsystemet, hvor folk mistænkes, kriminaliseres og gøres til numre uden fortid og fremtid, er i sig selv dybt ødelæggende for de mennesker, der lider under det, men også for samfundet som helhed.
Derfor vil vi med kampagnen også gerne oplyse om, hvilke forhold folk i lejrene lever under, hvad det gør ved mennesker og dermed ændre måden, man taler om det på. Kampagnens første del var derfor en Public Hearing, der handlede om dagligdagen i asyllejrene og mange andre problemer relateret til asylsystemet. Alt der blev sagt på dagen blev transskriberet og fungerede som udgangspunkt for alt det arbejde der kom bagefter.
Det afgørende for hele kampagnen er, at alt laves i samarbejde med folk inde og udenfor lejrene og at eksperterne på området, nemlig dem der er i systemet såvel, såvel som andre, der har arbejde med asylaktivisme, udveksler erfaringer og i fællesskab skaber nye samværsformer samt konkrete løsninger og måder at arbejde på
Hvorfor valgte i at arrangere en demonstration?
Vi har egentlig aldrig kaldt arrangementet for en demonstration. Vi ønskede at skabe en visualitet, der i stedet for blot at sætte fokus på det, vi mener er forkert og gerne vil lave om på, også peger på en ny måde at være sammen, en ny form for fællesskab. Det vigtigste med arrangementet var derfor, at vi havde skaffet en stor bunke busser, der kørte fra alle asyllejrene på Sjælland ind til Rådhuspladsen om formiddagen og tilbage igen om aftenen. Så vidt jeg ved, er det første gang, at så mange mennesker, der normalt lever en skyggetilværelse i lejrene, fysisk viste deres tilstedeværelse i midten af byen. Og for mig var dette i sig selv en stor begivenhed.
Arrangementet var delt op i tre. Med den første del, den 16 km gåtur fra asyllejren Kongelunden til Rådhuspladsen, ønskede vi at sætte fokus på den fysiske afstand, mellem lejr og by, en solidarisk aktion, der inkluderede alles kroppe.
Arrangementets anden del var mødet på Rådhuspladsen, hvor en stor gruppe mennesker tog imod de omtrent 150 mennesker, der var gået fra Kongelunden. På Rådhuspladsen afholdtes taler, debatter, performanceteater, musik og digtoplæsninger. Vi ønskede hermed at italesætte problematikken gennem forskellige former og vise et muligt fællesskab mellem de forskellige mennesker, der var mødt op, hvilket arrangementets sidste del også var et forsøg på at illustrere.
Menneskekæden om Peblingesøen, der i sin form var ret enkelt, tvang deltagerne til at komme folk de ikke kendte ved og var et enkelt udtryk for, den stemning vi ønskede at skabe på dagen.
Vi mener at arrangementet var en succes, men det er langt fra nok blot at sætte fokus på disse ting én dag. Busserne måtte om aftenen bringe nogen af os tilbage til lejrene og vi var igen opdelte. Vi fortsætter derfor kampagnen og er i skrivende stund i gang med at planlægge de næste skridt.
Har den nye regering ikke gjort nok for at sikre asylansøgernes forhold?
Som udgangspunkt mener vi, at regeringen har taget et skridt i den rigtige retning, idet den har nedsat en kommission, der har til opgave at udforme nye løsninger.
Når det er sagt, mener vi dog, at det er enormt kritisabelt, at denne kommission hverken består af tidligere eller nuværende asylansøgere eller asylaktivister, der gennem mange års erfaringer ville kunne bidraget på et helt andet niveau end dem der sidder i kommissionen. Desuden er datoen for kommissionens forslag igen blevet rykket, ligesom det ikke ser ud til, at dokumentet vil blive offentliggjort. Der er al mulig grund til, at blive ved med at holde regeringen i ørene.
Desuden håber jeg, at man vil genoverveje sikkerheden i den række lande, man har indgået hjemsendelsesaftaler med. Mange bliver deporteret til steder, regeringen har vurderet som sikre, men som viser sig at være dødsens farlige for den enkelte. Især de lande, hvorfra den danske hær har trukket sig tilbage, vurderes som sikre, selvom det måske kun gælder en enkel provins.
Hvilke initiativer kan man forvente at se i fremtiden?
Vi vil fortsætte vores arbejde og bestræbe os på at mobilisere i lejrene så meget som muligt, så det ikke kun er de i forvejen ressourcestærke, der kan deltage i kampagnen.
En del af kampagnen har arbejdet med et alternativ til asylsystemet, som er funderet på ideen om Trampolinhuset, brugerstyring og selvfølgelig et liv uden for lejrene. Der er altså allerede andre initiativer, der er i gang og vi vil fortsætte med forskellige tiltag og har stadig brug for nye aktivister.
Der er for tiden omtrent 80 sultestrejkende rundt omkring i de danske asyllejre og vi er blevet kontaktet af grupper, der ønsker hjælp til at organisere andre protestformer. Vi ser dette som et meget alvorligt udtryk for, at der er brug for at gøre noget ved problemerne nu. Mange af vores venner, der bor i lejrene har brugt deres ungdom på at vente og har fået frataget deres almindelige rettigheder.
Danmarks asylpolitik er ikke bare dårlig, den er katastrofal for de mennesker der lider under den. Flere og flere mennesker ”rådner op” i de danske asyllejre og ingen bør længere blot se passivt til.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed