Socialistisk Arbejderavis
Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 9
Hvorfor blev det en spare-regering?
Hans Jørgen Vad
Mange på venstrefløjen – især fra den yngste generation – havde temmelig overdrevne forhåbninger om, hvad en ny S/SF-regering ville udrette.
Her var skepsissen større hos de ældre generationer, som havde en klar erindring om Nyrup-tiden og årene med Anker Jørgensen, der jo også inkluderede en SV-regering. Alligevel har det nok overrasket selv de værste skeptikere at Thorning-regeringen ikke bare blev blå, men skulle udvikle sig så sort, som vi har set på det sidste.
Jeg tænker her på, så føjeligt hun støttede det amerikanske drone-program, som selv Løkke havde rygrad nok til at afvise i en sparetid, da det intet har at gøre med danske nationale interesser.
Men også på andre punkter har Thorning placeret sig overraskende langt til højre, fx om Tobin-skatten, hvor hun både overhalede Merkel og Sarkozy højre om. Og måske vigtigst på spørgsmålet, om man skal spare eller investere sig ud af krisen?
For det er jo ikke særligt venstreorienteret at være mere på linje med Hollande og Obama end Merkel – eller i det hele taget at sætte gang i de danske investeringer, som store dele af industrien også ønsker. Og kan jo sagtens forenes med et i øvrigt reaktionært felttog mod de fattige, arbejderinteresser og velfærdsrettigheder i det hele taget. Så isoleret set er det ikke så logisk.
Den enkle forklaring er en blanding af personlige karriere-interesser (ligesom Fogh) med skelen til, at Danske Bank med Mærsk i kulissen styrer, tilsat tysk finanspolitisk dominans, som Danmark historisk har været underlagt. Der er faktisk mange detaljer, som tyder på, at Helle Thorning har meget mere blik for at pleje sit internationale image og sit renommé på de bonede gulve end at forholde sig til, om regeringen kan blive genvalgt næste gang.
Når det alligevel er en for forenklet forklaring, skyldes det, at ingen regeringsleder agerer i et tomrum styret af entydige interesser. Og specielt en reformistisk regering er langt mere at udtryk for, hvordan styrkeforholdene udvikler sig mellem de mange komplekse klasseinteresser. Komplekse fordi der også er modsat rettede interesser på arbejdsgiversiden, hvilket igen modificeres af internationale interessekonflikter. Fx i forhold til om der skal spares eller investeres – neoliberalisme eller keynesianisme.
Manglende modstand
Og skal man i forlængelse af dette finde en helt overordnet forklaring på den nuværende politiske kurs, er det i en manglende synlig og mærkbar modstand fra neden. Noget, som man ofte før har set, når en borgerlig regering afløses af en reformistisk, som i de faglige topledere har nogle yderst nyttige hjælpere, når der skal holdes ro på bagsmækken.
Som en forstærkende faktor spiller det ind, at den nye regerings politik endnu ikke rigtigt er slået igennem i praksis. Fx reallønsfaldet fra de elendige overenskomster, men også de fleste velfærdsangreb er endnu kun på tegnebrættet.
Ikke desto mindre har vi set tegn på, at noget “gærer i dybet”, fx utilfredsheden med helligdagstyveriet og at der kaldes til tillidsmandsmøde 1. juni. Men skal denne gærende utilfredshed slå fuldt ud, er det helt afgørende, at der udvikler sig en synlig organiseret modpol til LO-toppens nederlagslinje.
Enhedslisten kan ikke påtage sig denne rolle, da den nødvendigvis må være tværpolitisk og fagligt baseret. Men Enhedslisten kunne meget mere for at fremme dette perspektiv.
En klassekampsmodstand, der kan bremse nedskæringsfronten, vil også være nødvendig, hvis vi skal have styrken til mere offensivt at kæmpe for reformer, der kan gavne velfærd, miljø og beskæftigelse – ikke bare nationalt, men også internationalt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed