Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 11

Canada

Kæmpe studenterbevægelse i Quebec

Anders Bæk Simonsen

Lørdag den 26. maj blev en halv million mennesker civilt ulydige, da de gik på gaden i Montreal imod højere brugerbetaling på universiteterne og den forhadte Lov 78.

Den største by i den fransktalende provins i Canada, Montreal, har i tre måneder været scene for en stadigt mere bitter kamp mellem universitetsstuderende og ansatte på den ene side overfor politikerne og politiet på den anden side.

Konflikterne startede da politikerne introducerede en forhøjelse i universitetsafgifterne med 65 procent over fem år som senere blev til 70 procent over syv år. Det medførte store strejker og blokader af universiteterne og det anslås, at 160.000 studerende er i strejke i provinsen.
Forhøjelserne af brugerbetalingerne opfattes som endnu et skridt imod kommercialiseringen af uddannelserne og en svækkelse af de sociale rettigheder for alle borgere.

Brutalt politi

Politiet har gentagne gange i maj massearresteret flere hundrede mennesker af gangen i knivtangsmanøvrer, allerflest den 23. maj da politiet anholdte 512 mennesker i Montreal.

Det var direkte farligt da politiet den 4. maj affyrede forskellige typer granater, tåregas, peberspray og gummikugler direkte mod de demonstrerende. En ung kvinde mistede i den forbindelse et øje imens en ung mand fik en livsfarlig hjernerystelse. Andre fik knoglebrud fra politiets knippelslag.

En rapport udarbejdet af provinsens juridiske personale kritiserede stærkt politiets brug af gummikugler, men rapporten blev aldrig offentliggjort efter hændelserne.

Lov 78: Loven der skulle dræbe bevægelsen gav den mere liv

Det største slag mod studenterbevægelsen kom den 18. maj, da politikerne haste-vedtog ”lov 78”, hvis grundlæggende formål var at kriminalisere hele bevægelsen.

Først og fremmest aflyser den resten af skoleåret indtil august for de strejkeinvolverede institutioner. Loven forbyder protester og blokader på universiteterne og i en 50 meters radius omkring.

Hvis man bryder loven, sanktioneres der med bøder imellem 1.000-5.000 canadiske dollars (C$) for almindelige studerende, 7.000- 35.000 C$ for studenterorganisationens ledere og 25.000 – 125.000 C$ til studenterorganisationer pr. dag for at overtræde dette forbud.

Yderligere påkræver loven, at forsamlinger på 10 studerende eller derover skal have tilladelse fra politiet der skal indhentes 8 timer i forvejen.

Allerede få dage efter samlede der sig 100.000 vis af mennesker i protest mod loven, og der var sympatidemonstrationer ikke blot over hele Canada men også i USA og Paris.

Den antidemokratiske lov har også givet studenterbevægelsen mange nye støtter der før var neutrale på spørgsmålet om brugerbetalingerne og har også fået involveret mange andre mennesker end studerende.

Social strejke – bevægelsen spreder sig ud

I den optik har studenter organisationen CLASSE (Broad Coalition of the Association for Students’ Union Solidarity) indkaldt til en social strejke for alle arbejdere, studerende og alle andre der er imod ”alt nedskæringspolitik og udsalget af sociale services og kollektive rettigheder”.

Denne bevægelse vil således knytte sig til andre kampe, for eksempel uviljen mod Quebecs regering der har ladet en sundhedsskat stige fra 25 C$ til 200 C$ på blot to år.

Studenterbevægelserne har taget forskellige initiativer for at binde de kampklare studerende tættere sammen med arbejderne. Sidstnævnte gruppe har også vist uvilje mod nedskæringer og senest har banearbejderne for Canadian Pacific Railways varslet en 72 timers strejke mod at få frataget deres pension.

Ligesom med studenterbevægelsen vil regeringen også forbyde denne strejke igennem en særlov. Det virker som om at politikerne ikke lærer af deres fejl.

For hvis der er noget regeringen burde frygter, er det en store studenterbevægelse og arbejdere i fælles kamp mod nedskæringer og udemokratiske love.

På billedet ses den demonstrationsrute de studerende gav til politiet.

Mere end 2.500 mennesker er arresteret i forbindelse med konflikten i Quebec

Ved avisens deadline forlød det, at imellem 2500-2700 mennesker er blevet arresteret i forbindelse med protesterne mod de forhøjede brugerbetalinger på universitetet og Lov 78.

Hvis forhøjelse på brugerbetalingen går igennem, vil det blive 1.500 kr. dyrere at studere pr. år, hvilket betyder, at en student skal betale næsten 14.946 kr. pr. år.

Flere artikler fra nr. 320

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1992 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside