Socialistisk Arbejderavis
Nr. 321 – 1. juli 2012 – side 2
En ny fase i krisen
Mark Thomas
Krisen i Europa er gået ind i en ny fase. I 2008 startede den værste økonomiske krise siden 1930'erne. I 2010, og specielt fra 2011, var der et opsving i modstanden med en række massestrejker i Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig, Belgien og England, de Indignerede i Portugal, Spanien og Grækenland sidste forår, og Occupy-bevægelsen i efteråret.
Nu har stemningen med bitterhed og oprør mod nedskæringerne fået et stærkt udtryk i valgene, hvilket vil få stor ideologisk, politisk og økonomisk efterklang på tværs af kontinentet.
Der er to umiddelbare konsekvenser af dette politiske brud i toppen af samfundet. En er ideologisk. Hollandes sejr i Frankrig i særdeleshed, ser ud til at bryde den kvælende enighed om, at der ikke er noget alternativ til nedskæringer. Et alternativt sæt af prioriteter vil virke meget mere muligt for millioner af mennesker på tværs af Europa. Og selvom det er usandsynligt, at Hollande holder sine løfter om økonomisk vækst i stedet for nedskæringer (han er stadig besluttet på at skære i det franske statsbudget for eksempel) vil det styrke selvtilliden hos dem som vil lave modstand mod nedskæringerne.
Den anden konsekvens er økonomisk. De stigende politiske omkostninger ved at iværksætte dybe nedskæringer skubber Grækenland tættere på at gå ud af Euroen. Dette skaber dyb bekymring om de finansielle omvæltninger det kan skabe, specielt for italienske, spanske og franske banker.
En tilbagevenden til recession
Dette viser den centrale drivkraft i nedgangen i støtten til nedskæringspartierne: Europas økonomiske krise. Otte ud af de 17 Eurozone-økonomier er gået i – eller vendt tilbage til – recession, inklusive Spanien, Italien, Holland, Irland, Portugal og selvfølgelig Grækenland. Den franske økonomi, kontinentets anden største, fik 0 pct. vækst i de første tre måneder af dette år (de nyeste opgørelser).
Kun et beskedent opsving af væksten i Tyskland har forhindret Eurozonen som en helhed i at komme ind i en dobbelt dyk recession (og Tyskland er den eneste større Eurozone økonomi, hvis økonomiske output nu er tilbage på det niveau, det var lige før krisen begyndte i 2008).
Krisen viser ikke tegn på at aftage.
Det skyldes, at kapitalismen har to mekanismer til at genoprette profitraten, hvilket er det som vil genstarte kapitalakkumulationen. Den første er at forringe arbejderklassens levestandard for at forøge profitten.
Men det er sjældent nok. Den anden metode er destruktion af uprofitabel kapital, hvilket tillader de mere profitable overlevende kapitaler at få fremgang på deres bekostning. Alligevel er destruktionen af kapital knap nok begyndt, fordi staten i 2008-9 har grebet ind over alt for at kompensere for faldende efterspørgsel og for at redde banker og bilfirmaer der er ”for store til at gå fallit”.
Et udtryk for dette er, at mange af Europas firmaer har haft en god recession.
Wall Street Journal har tidligere dette år skrevet at ”virksomhedernes kontantbeholdning er nu 2 billioner pund (2,64 billioner dollars eller 18.000 milliarder kr.; red.) i Eurozonen”, og de tilføjer at ”lavere virksomhedsskat og arbejdsmarkedsreformer havde til mål at formindske fagforeningernes magt og har styrket indkomsten i virksomhedssektoren i modsætning til i husholdningssektoren.”
Bunkevis af kontanter
De store virksomheder bruger dog ikke deres ophobede kontanter – investeringerne er på det laveste niveau i Europa i 60 år, da firmaerne kun ser få steder at investere profitabelt. Men mens virksomhederne er fyldt op med kontanter, har mange af Europas banker det modsatte problem og er reelt insolvente. Dette skyldes den store mængde af giftig gæld, som de har især fra over-oppustede ejendomsbobler som blev skabt fra 2001-8.
Da den Europæiske Centralbank kastede 1,3 billioner dollars (ca. 7.700 milliarder kr.; red.) i billige tre-års lån efter bankerne i slutningen af sidste år, udskød det et kollaps i det europæiske banksystem, men det har langtfra løst det underliggende problem. Harry Wilson var ikke langt fra sandheden da han skrev i Daily Telegraph at ”ECB præsident Maria Draghi har stort set forvandlet Europas giftige banker til zombie-banker, afhængige af hans tilførsel af billig kredit for at holde sig i live.”
En kæmpe mængde af uprofitabel kapital hos bankerne tynger dem, og den bredere økonomi ned. Omfanget af den økonomiske nedgang og lidelse i det sydlige Europas er et ekko af den ”chok terapi” som østeuropæiske lande blev underlagt i 1990'erne efter Sovjetunionens fald, men har stort set været uden fortilfælde i Vesteuropa siden 2. Verdenskrig.
Det er det, som undergraver traditionelle politiske loyaliteter og har skabt stigende politisk polarisering.
Ikke alt dette er til fordel for venstrefløjen. I Frankrig har Front Nationals Marine Le Pen fået 6,5 millioner stemmer i præsidentvalget. I Grækenland er Gyldent Daggry – som i modsætning til de jakkesætsklædte eurofascister i Front National, er en hård gadekamps organisation – kommet ind i parlamentet for første gang, med 21 kandidater. I Holland forsøger den populistiske islamofob, Gert Wilders, at få gavn af det regeringskollaps han fremkaldte.
Racisternes og fascisternes fremskridt er en advarsel om, de farer der ligger forude, hvis venstrefløjen ikke kan tilbyde et succesfuldt modsvar til krisen.
På venstrefløjen er der to strømninger som er opstået. Den socialdemokratiske har set nogen fremgang i de tilfælde, hvor den har kunne gendanne sig selv ude af ministerkontorene og idet mindste har kunne formulere en smule modstand mod den uhæmmede nyliberalisme (selvom den ellers har været meget indblandet i at fremme nyliberalismen, mens den var i regering) – det gælder især i Frankrig. Hollande for eksempel talte om en 75 pct. skat på indkomster over en million euro.
Det tyske SPD (og Ed Miliband i England) har også til en vis grad fået gavn af den samme proces. Dette tydeliggør fejlen ved at afskrive socialdemokratierne som færdige.
Men ved siden af dette, har der været styrkelsen af kræfter til venstre for mainstream socialdemokratisme i takt med, at mange mennesker er begyndt at se efter noget mere radikalt. Igen har disse tendenser været tydeligst i Frankrig og Grækenland (men også herhjemme med Enhedslistens stadig stigende popularitet, red.)
Den radikalisering, der er skabt af krisen og modstanden imod den, gavner generelt venstrereformistiske kræfter snarere end den antikapitalistiske revolutionære venstrefløj. Dette bør ikke komme som en overraskelse. Når folk bryder med deres traditionelle loyalitet til mainstream socialdemokrater – som i nogle tilfælde er bygget op over årtier – er det mere sandsynligt, at de først vender sig mod andre mere radikale udgaver af reformismen, hvor de ser en troværdig og formuleret modstand mod angrebene på arbejdernes levestandarder i det sprog som socialdemokraterne plejede at bruge.
Forandringen inden for rammen af systemet, ser stadig nemmere og mere lade-sig-gørelige ud for mange, i forhold til budskabet fra de revolutionære om, at arbejdere har brug for at stole på deres egen modstand og i sidste ende tage kontrol over samfundet for at løse krisen.
Alligevel peger polariseringen som valgresultaterne viser på en stadig dybere klasse-polarisering over Europa. Store kampe ligger foran os, og de kan drive processen med radikalisering endnu mere til venstre, især hvor forskellige reform-løsninger som modsætning til revolution bliver bragt til prøve.
Revolutionære bliver nødt til at beholde deres politiske uafhængighed, imens de tålmodigt forholder sig til dem som giver deres stemmer – og håb – til sådan nogle som Mélenchon eller SYRIZA og samtidig må de revolutionære hele tiden prøve at give retning i kampene imod jobtab, lønforringelser eller nazisterne.
Fra Socialist Review, juni 2012. Forkortet og let redigeret oversættelse af Christine Bergen
Se også:
SAA 321: Krisen i et dansk perspektiv
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed