Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 323 – 27. september 2012 – side 11

“Det eneste vi ser som lyspunkt, det er den dato vi skal holde.”

“Det er sørgeligt, men sandt”

Helle S Nielsen

Den 22. august valgte rengøringsassistenterne i Struer Kommune at nedlægge arbejdet i protest mod arbejdsvilkårene hos det private firma Kongsvang, som de er blevet udliciteret til.

Strejken, der var overenskomststridig, varede seks dage og er et noget usædvanligt fænomen indenfor området, men de strejkende følte ikke, at de havde andre muligheder tilbage.

Socialistisk Arbejderavis har talt med Jytte Johansen, der gør rent på Langhøjskolen, men i øjeblikket er sygemeldt med stress.

Hvilke problemer er det, I har oplevet efter udliciteringen?

- Det er arbejdstempoet, det er simpelthen det største problem. Og så er det de materialer, vi får at arbejde med. Støvsugere der ikke kan suge, vogne der ikke kan indstilles i højden, så vi får ondt i skuldrene af, at vi skal have armene så langt op.

Hver eneste gang vi har haft besøg af en driftsleder har vi sagt, at vi simpelthen ikke kan nå vores arbejde. Og det bliver de ved med at påstå, at det kan vi. Så fik vi at vide, at det var fordi vi ikke duede til vores arbejde, og at vi skulle tage at finde noget andet.

Vi er blevet tiltalt på en rigtig ubehagelig og nedværdigende måde. Det har været ligesom at slå i en dyne. Vi er ikke kommet igennem med noget som helst.

Hvor den såkaldte arbejdstakt hos kommunen var 100, er den hos Kongsvang 130. Det betyder, at der skal gøres 30% mere rent på den samme tid, minimum. Den nye kontrakt, som de fleste har afvist, betyder desuden ændrede arbejdstider.

- Jeg blev tilbudt kun at have fire timer om dagen, fra at have syv nu, og så skulle jeg møde kl. 16, hvor jeg nu møder kl. 7. Og det siger man altså ikke ja til, man kan jo ikke leve af fire timer. Og jeg ville skulle nå ligeså meget på de fire timer som på de syv jeg har nu, hvis ikke mere.

Der har også været mange sygemeldinger?

- Ja, det er lige fra stress over ikke at kunne nå det, til dårlig ryg og tennisalbue pga. de redskaber vi har at arbejde med. Jeg har selv lige meldt mig syg pga. stress.

Efter nogle møder, hvor rengøringsassistenterne sammen havde diskuteret de problemer der var rundt på skolerne, kom de frem til, at hvis de skulle gøre noget der 'virkelig battede', så skulle de strejke.

- Det var en enstemmig vedtagelse, at vi simpelthen skulle nedlægge arbejdet.

Hvordan reagerede Kongsvang på, at I strejkede?

- Jamen, det gjorde de jo slet ikke. Ingen reaktion, hverken fra kommunen eller Kongsvang. Og det var sgu et mærkeligt forløb, ikke at få nogen reaktion på, at vi ikke tog på arbejde.

Men de havde jo afløsere ude på skolerne og tage det mest nødvendige. De ville ikke snakke med os, før vi gik i gang med at arbejde, og det gjorde vi jo så.

Hvis vi ikke gik i gang, ville vi selvfølgelig blive pålagt bod og Kongsvang kunne faktisk fritstille os, altså vi skulle betragte os som fyret. Så i den situation vi var i, der har man faktisk ingen rettigheder. Der var intet at hente overhovedet.

Hvilken rolle har fagforeningen (3F) spillet?

- De har kæmpet for os med næb og klør, det tror jeg virkelig. Men jeg tror bestemt også at de har haft svært ved at gøre noget. Der er ligesom ikke noget at stille op, og når kommunen så heller ikke vil gå ind over, så er det svært.

Rengøringsassistenterne føler sig især svigtet af deres tidligere arbejdsgiver, Struer Kommune.

Borgmester, Niels Viggo Lynghøj (A), mener, at det er en sag mellem arbejdsmarkedets parter.

- Kommunen har været fuldstændig passiv. Borgmesteren har udtalt sig om, at han jo har købt en vare af Kongsvang...han vil ikke ind og blande sig i det overhovedet. Trods det, at de får så mange klager hver eneste dag fra skoler og institutioner. Jeg fatter ikke, at de kan lade det være overhørigt.

Hvad er der sket efter strejken?

- Der blev holdt et møde mellem tillidskvinden, en fra fagforeningen og en direktør fra Kongsvang. Tillidskvinden har udtalt, at det var et meget positivt møde, men det eneste jeg kan sige der er sket hos os efter det møde, er at vi har fået et mundstykke til at støvsuge tæpper med. Det er alt hvad der er sket...og jeg tror heller ikke der kommer til at ske mere.

De strejkende opnåede stor opmærksomhed omkring deres sag og mødte stor opbakning og forståelse lokalt, men derudover er stemningen ikke særlig positiv.

- Jeg har gjort rent i mange år, og har altid været glad for det. Men som det er nu, der er det blevet for surt. Vi er meget opgivende, og har ingen arbejdsglæde tilbage overhovedet. Det eneste vi ser som lyspunkt, det er den dato vi skal holde. Det er sørgeligt, men sandt.

Rengøringsassistenterne har fortsat intet hørt, men håber stadig deres kamp kan have givet resultater. Det de ønsker mest, er at rengøringen kommer tilbage i kommunalt regi.

Fakta

Rengøringen i Struer Kommune var allerede i 2011 udliciteret til Midt/Vest Service, men overgik til kommunen igen, da firmaet opgav at leve op til aftalen.

Efter en ny udlicitering overtog Kongsvang pr. 1/6-2012 opgaven. Den nye kontrakt, som Kongsvang har tilbudt de ansatte, trådte i kraft 1/7. Langt de fleste har valgt ikke at skrive under og arbejder derfor kun hos Kongsvang indtil deres opsigelsesvarsel udløber.

Ved overdragelsen var der 44 ansatte – det er løbende blevet færre.

Rengøringsassistenterne nedlagde arbejdet onsdag d. 22 august og genoptog det tirsdag d. 28 august.

Som årsag til arbejdsnedlæggelsen angives:
- mere rengøring på kortere tid
- dårlige arbejdsredskaber
- at det ikke har været muligt at komme i dialog med Kongsvang
- at kommunen havde lovet, at intet ville ændre sig
- at 1/3 af de ansatte på dette tidspunkt var sygemeldte (siden er andelen steget)

De berørte områder dækker udover skoler og daginstitutioner, bl.a. tandklinikker, bibliotek og rådhuset i Struer.

Flere artikler fra nr. 323

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Helle S Nielsen

Siden er vist 2245 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside