Socialistisk Arbejderavis
Nr. 323 – 27. september 2012 – side 15
Efterår i Syrien
Sebastian Skjønberg Andersen
Situation i Syrien spidser til. De interne kampe bliver stadigt blodigere og blodigere, mens oprøret trækker i langdrag. Intet tyder på, at Assad føler sig presset nok til at afgive magten, så kampene ser uundgåeligt ud til at forsætte.
Det syriske oprør er gået ind i den blodigste fase hidtil. På en enkelt uge i august døde op imod 1600 mennesker under disse interne kampe. Det er konfliktens højeste antal dødsfald, inden for en så kort tidsperiode.
Disse forfærdelige tal er et tydeligt tegn på, at konflikten bliver mere kompliceret dag for dag. Konfliktens såkaldte ”tipping point” er nået, og efterhånden står det sole klart, at konflikten er eskaleret så meget, at forhandlinger og muligheder for kompromis er sat ud af spillet. Konfliktens to parter, Assads regime og oprørene, er nu så involverede i de blodige kampe, at det umiddelbare udkomme må blive enten-eller.
Denne fremstilling af situationen er naturligvis simplificeret. Det er svært at se et homogent oprør. Oprøret er naturligvis samlet i den forstand, at det er et oprør mod Assads regime. Men spørgsmålet om hvilket samfund, der skal erstatte Assads diktatur, splitter vandene.
Nogle ønsker et liberalt demokrati med partier, valg og et frit marked. Andre ønsker en mere generel reformering af samfundsstrukturen. Hvad en sådan reformering består af, er ikke blot et mere frit og åbent samfund, hvor magteliten ikke dikterer samfundet med hård hånd. Disse værdier kan stort set alle blive enige om. Det skelsættende ved en samfundsreformering er opgøret med den nyliberalistiske dagsorden, der konstant giver store dele af befolkningen dårligere vilkår, lavere løn og øger uligheden. Oprøret er også udtryk for utilfredshed over levestandarden og fattigdom.
På grund af disse splittelser får oprøret også en lidt diffus karakter.
På den ene side kan man reelt frygte, at oprøret bliver kapret af forretningsmænd og bureaukrater, der blot vil bruge omvæltningen til at få konkurrence- og markedsfordele. En frygt for Syrien blot bliver endnu en i rækken, der støtter op om den vestligt imperialistiske diskurs.
På den anden side er befolkningens rettigheder og levevilkår så dårlige i Syrien, at man bliver nødt til at forholde sig til, at oprørene sætter handling bag en begrundet utilfreds. Oprøret kommer ikke ud af den blå luft.
Vigtigt er det, ikke at lade sig forblinde af frygten for om oprøret slår fejl. Selvom Syrien historisk har været kritisk overfor USA og Israel, så forsvarer det ikke, at Syrien i dag reelt er et diktatur.
Det er vigtigt at støtte oprørernes kamp for et bedre samfund og at pointerer at kampen så vidt som muligt ikke kun skal kæmpes med våben. Kampen skal kæmpes med strejker, demonstrationer og på arbejdspladser, både lokalt og nationalt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed