Socialistisk Arbejderavis
Nr. 324 – 2. november 2012 – side 5
Venezuela
Voksende problemer bag Chávez’ sejr
Mike Gonzalez
Den 7. oktober blev Chávez genvalgt som Venezuelas præsident med 55,4 pct. af stemmerne. Oppositionens kandidat, Henrique Capriles Radonski, fik næsten 45 pct., eller mere end 6 millioner stemmer.
Ifølge den internationale presse førte Capriles en imponerende valgkampagne – en kampagne som var moderne og effektiv, og som var meget omtalt. Han brugte enhver mulighed til at fremstille sig selv som noget nyt: ung (relativt set), i god fysisk form, flot, skinnende hvid.
Nyheden bestod hovedsageligt i en højreorienteret kampagne, som lovede at opretholde dele af Chávez’ regerings sociale tiltag, og som derved tilbød en blødere udgave af kapitalismen. Det var noget andet end den nyliberalisme, som har bragt så meget elendighed til Latinamerika siden 90’erne.
I virkeligheden er det forbund, som Capriles anførte, velkendt og dets strategi helt igennem nyliberalistisk. Dets sejr ville have betydet, at det borgerskab – som i næsten et århundrede havde profiteret på sit tætte forhold til imperiet mod Nord, og som havde nydt godt at et olie-drevet boom med alt det luksusforbrug det garanterede – ville komme tilbage til magten.
Siden Chávez blev præsident i 1998 har dette borgerskab mobiliseret alle dets kræfter for at ødelægge hans regering og for at sabotere initiativer som – på trods af alle deres mangler – i det mindste overfører en del af profitten fra olieindustrien til folket.
Nyliberalisme
Befolkningen har lidt under virkningen af nyliberalismen. I februar 1989 annoncerede den daværende præsident, Carlos Andrés Pérez, et ’strukturtilpasnings-program’, som IMF havde krævet. Disse tiltag ramte flertallet af befolkningen med hårdt og brutalt.
Det folkelige svar var Caracazo-oprøret den 27. februar 1989, en folkeopstand, som kulminerede i en undertrykkelse som dræbte 3.000 (ifølge regeringen 300) – mange af dem blev begravet i massegrave. Pérez var blevet genvalgt på løftet om at gøre modstand mod IMF og Verdensbankens krav. Dette er præcist, hvad man kan forvente af Capriles, hvis allierede dengang og nu er folkets brutale fjender.
Det samme venezuelanske borgerskab har kæmpet utrætteligt mod den politiske proces som startede i marts 1998. I 2001 prøvede det at lamme økonomien. I 2002 lavede det et kupforsøg der afsatte Chávez, anført af hærens øverstkommanderende, sammen med arbejdsgivernes forening Fedecámaras. Dette kupforsøg varede kun 48 timer – af den ene grund at folket overtog gaderne i en massemobilisering, som viste folkets magt, men også dets ønske om virkelig forandring. Chávez vendte tilbage.
Samme år fortsatte borgerskabet med at mobilisere til en arbejdsgiver-strejke, som, hvis den var lykkedes, ville have ødelagt olieindustrien og med den hele økonomien. Lock-outen varede tre måneder og blev igen udelukkende stoppet af folkets initiativ og modstand, som holdt olieproduktionen i gang. Arbejdsgivernes lock-out var voldelig. Og det var her Capriles først dukkede op, iblandt en flok som prøvede at ødelægge den cubanske ambassade og stoppe vand- og elforsyningen til de folk som blev i bygningen. Det var i 2002-2003, og Capriles Radonski er stadig den samme.
Virkelighed
Selv om officielle talsmænd for regeringen fastholder, at Chávez stemmetal steg, så er virkeligheden, at hans stemmetal var meget lavere end ved noget valg siden 1998 – på trods af en stor valgkampagne bakket op af enorme ressourcer. Chavismen har opnået sin kraft igennem de håb, som blev udtrykt i 2002, og som blev identificeret med den kollektive erindring om Caracazo-oprøret og den massemobilisering som det symboliserede. Det er derfor den kunne bevæge sig frem med ubetinget støtte fra flertallet af befolkningen.
Men virkeligheden i Venezuela er, at selv om navnene på ministerierne blev ændret til Departementer for Folkets Magt, og selvom politikere taler et sprog som er revolutionært, socialistisk og folkeligt – påtvunget af den allestedsnærværende røde påklædning – er landet stadig meget langt væk fra den lovede socialistiske revolution.
Af forskellige historiske grunde legemliggør Chávez stadig det revolutionære håb for et stort flertal. Uden tvivl hjulpet på vej af hans personlighed, som på en eller anden måde formår at flyde over en virkelighed, som er mere og mere i modstrid med dette løfte.
Man må spørge sig selv, hvor det virkelige had til borgerskabet kommer fra. Efter 14 år med den proces er borgerskabets interesser stadig stort set uskadte. Der har ikke været nogen omfordeling af indtægterne. Ganske vidst har de sociale programmer (”Misiones”) givet mange ressourcer til sundhed, uddannelse og velfærd, men det har ikke været på bekostning af kapitalistklassen – det har været betalt af den kraftige stigning i olieprofitter.
Og hvis man rejser til Venezuela med åbne øjne, kan man ikke undgå at bemærke borgerskabets iøjnefaldende forbrug med deres indkøbscentre, restauranter, de permanent bevogtede huse og ejendomme, og firhjulstrækkerne med tonede ruder som kører gennem gaderne.
Og hvad med folkemagt? Når man spørger et fagforeningsmedlem hos Mitshubishi, ved Caracas’ metro eller Sidor stålværket i Ciudad Guayana, kan de fortælle om hårde oplevelser. På den ene side om angreb fra virksomhedens bøller og ofte fra det nationale politi, når de gør brug af deres strejkeret, og på den anden side om at blive kaldt kontrarevolutionære af staten.
Der er ganske vidst blevet bekendtgjort en ny arbejdslov – efter 14 år – men vi har stadig til gode at se, hvor meget den vil påvirke statens og virksomhedernes opførsel. Og når man stiller det samme spørgsmål til Caracazos’ arvinger, de som kæmper for at omforme massernes liv, vil de sige, at alt bliver bestemt fra oven.
Deres kampe bliver i større og større grad konfronteret af en stat, som betegner deres kampe som mangel på disciplin og som forstyrrelse af den offentlige ro og orden, uanset om det er bøndernes kamp for deres jord, eller lokalsamfund i kommunerne, som kræver den offentlig service der blev lovet dem.
Staten
Virkeligheden er, at staten er forvandlet til et magtapparat som svækker alle folkelige initiativer ved på den ene side at gøre lederne af græsrodsbevægelserne til en del af magtapparatet, og på den anden side at kvæle alle folkelige initiativer lokalt. Imens den offentlige service bliver forringet og løfter ikke bliver opfyldt – på boligområdet fx er kun en fjerdedel af de lovede boliger blevet bygget – bliver bureaukraterne tydeligt og fornærmende rige.
Det nye bureaukrati, som er ved magten (og hvor en del af dem er folk fra den tidligere regering) og bærer røde huer og skjorter, har gjort sig selv til en ny herskende klasse, som regerer og beriger sig selv i det folks navn, som må finde sig i knaphed, en årlig inflation på over 30 pct. og indsættelse af ikke-valgte talspersoner. Folket ved dette og klager højlydt over tiltagende korruption.
Masserne har uden tvivl endnu engang givet deres støtte til Chávez. De ved, hvad højrefløjen reelt står for, og de kender Radonski på trods af hans maske. Han er talerør for en klasse, som, hvis den kommer tilbage til magten, vil tage en forfærdelig og ødelæggende hævn. Chile i 1973 viser os, hvordan et borgerskab, som har set folkets virkelige magt, opfører sig. Folket har oplevet muligheden for forandring og har vendt deres håb mod figuren Chávez. Chávez' sejr var en bekræftelse af de håb og ønsker om forandring, så vel som et rungende nederlag for højrefløjen.
Efter valget
Men hvad nu efter valget? Bureaukratiet tolkede Chávez’ sejr som grønt lys til at fortsætte med at berige sig selv, som et tegn på deres magt. Det er en fejltagelse.
I Chávez’ lejr er der allerede diskussion om en efterfølger. Hovedkandidaten ser ud til at være Diosdado Cabello, hvis baggrund er for stor til at den kan refereres her. Han er også en af de rigeste i Venezuela (hvis ikke den rigeste), hvis gode udbytte er frugten af deres position inden for staten.
Han kunne overtage magten, men han er ikke Chávez, og endnu mindre en repræsentant for den vilje til revolutionær forandring, som mange som kalder sig chavister stadig har. Tværtimod er Cabello et levende eksempel på de indre modsætninger i chavismen, imellem det organiserede folk i bunden og det nye bureaukrati i toppen.
Uden Chávez til at kontrollere disse modsætninger vil det være nødvendigt med mere og mere undertrykkelse, og folket må organisere sig igen, uafhængigt af magthaverne. Men det må forberedes allerede i dag. Socialisterne, hvoraf mange kæmper oprigtigt som en del af Chávez-bevægelsen, skal vie sig selv til fra nu af at arbejde fra græsrødderne, og skabe evnen til at redde socialismen – arbejderklassens teori og praksis som forvandler den til skaberen af sin egen historie – fra dem som prøver at omdefinere den til at være et redskab for en stat, som mere og mere tjener dens egne interesser.
Mike Gonzalez er medlem af Socialist Workers Party, og har været professor på Universidad Bolivariana de Venezuela.
Engelsk og spansk udgave: http://internationalsocialists.org/wordpress/2012/10/mounting-problems-behind-chavez-victory-spanish-and-english/
Oversat af Christine Bergen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed