Socialistisk Arbejderavis
Nr. 324 – 2. november 2012 – side 14
Sydafrikas håb om befrielse svigtet
Charlie Kimber
Charlie Kimber rejste jævnligt til Sydafrika for at skrive til Socialist Worker om kampene mod apartheid. Han ser tilbage på kampen – efter Marikana-massakren – og på hvordan drømme er forvandlet til desillusionering.
I tågen den tidlige morgen den 27. april 1994 stod jeg i et township tæt på Johannesburg for at se en fantastisk begivenhed. Sorte folk, undertrykte og foragtede i årtier, stod i kø for at stemme første gang.
Millioner landet over stod i kø, nød deres sejr, og stemte på Nelson Mandelas African National Congress (ANC). Den havde lovet at skaffe ”fred, arbejde og frihed”.
Vælgernes ansigter afspejlede beslutsomhed om, at apartheid-systemets raceadskillelse nu måtte afskaffes for evigt.
Også statens vold som forsvarede apartheid måtte afskaffes. Sydafrika under apartheid har en historie der er fyldt med massakrer – Sharpeville og Langa i 1960, Soweto i 1976, Boipatong og Bhisho i 1992. I alle tilfælde flygtede rædselsslagne mennesker fra statens terror, og bagefter var der marker eller gader fyldt med lig.
I 1994 troede alle, at det kvalmende syn af politimænd og deres allierede, som skød protesterende eller strejkende ned, aldrig mere skulle ses.
Men så kom Marikana-massakren. Mindst 34 strejkende arbejdere slagtet. Igen billeder af politibetjente med pistoler, skrigene, de blodige kroppe med krampetrækninger.
Det er et vendepunkt der belyser virkeligheden i Sydafrika efter apartheidens afskaffelse, hvor de rige stadig styrer, og det overvældende flertal af sorte behandles som undværlige.
Historie
Hvordan er det blevet sådan? Svaret findes i apartheidens historie, i de kampe som afskaffede den, og i hvad der er sket siden den fantastiske valgdag for 18 år siden.
Apartheid var et system bygget på terror og brutalitet, hvor alt lige fra hvilket arbejde man kunne få, til hvilket toilet man kunne bruge og hvor man kunne svømme, var bestemt af ens tildelte hudfarve.
De hvide, som udgjorde en ud af syv i befolkningen, var de eneste som kunne stemme og havde alle rettigheder. Ikke-hvide blev udsat for diskrimination og fattigdom.
I 45 år måtte børn igennem ydmygende undersøgelser af hvor krøllet deres hår var eller hvilken form deres fingernegle havde så staten kunne inddele dem i vilkårlige ”race-kategorier”.
Op imod seks millioner mennesker blev tvunget fra deres hjem og udstødt til fjerntliggende townships eller støvede landområder, fordi det blev besluttet at de boede i de ”forkerte” race-områder.
Når folk kæmpede imod var undertrykkelsen nådesløs. Staten hang over 2.000 mennesker imellem 1948 og 1993. Hundredetusinder blev sat i fængsel og millioner arresteret.
ANC stod i spidsen for modstanden. Men kampen havde sin pris. Tusinder af ANC’s medlemmer blev torturerede eller tvunget i eksil da partiet organiserede modstand mod regimet. ANC’s leder Nelson Mandela blev sat i fængsel i 27 år.
Apartheid var ikke kun et udtryk for ond racisme. Det var baseret på den måde kapitalismen udviklede sig. Efter opdagelsen af diamanter og guld i 1880’erne havde de store minefirmaer, ejet af hvide, brug for en enorm sort arbejdsstyrke, som skulle arbejde for en meget lav løn under forfærdelige forhold i minerne.
Ved at gøre det, skabte de også den tidligste og en af de mest vedholdende militante dele af den sorte arbejderklasse. At fordrive de afrikanske bønder fra deres land krævede årtier med krig, brutal lovgivning, rå undertrykkelse og ødelæggelse af deres landbrug.
Opdelt
Det samfund som kom ud af det var dybt opdelt, et system som i 1948 blev til apartheid.
Apartheid blev ikke overvundet af pres fra udenlandske chefer og politikere.
Apartheid blev overvundet af kamp. Først og fremmest var det den store arbejderbevægelse fra 1973 og frem som brækkede ryggen på apartheid. Apartheids økonomiske succes frembragte den sorte arbejderklasse som gravede regimets grav.
Tilsidst overbeviste omfanget af arbejdsplads-protester og strejker som støttede oprøret i townshippene betydelige dele af den herskende klasse om, at der kunne komme en revolution med mindre de kom med indrømmelser.
Først prøvede de at skabe og bestikke en sort middelklasse og opstille falske ”homeland” ledere. Da det mislykkedes, blev regeringen tvunget til at forhandle med den fremherskende sorte opposition, hovedsageligt ANC.
1994-valget var resultatet. Efter at have fået næsten totredjedele af stemmerne tog Nelson Mandela og ANC regeringsmagten. Det var en fantastisk sejr for kampen imod det mest nådesløse regime der kunne tænkes. Det var en triumf for alle som hader racisme.
Hvordan ANC kvalte kampen
ANC lederne, som nu ledte Sydafrika, havde ikke i sinde at konfrontere kapitalismen. I stedet håbede de at regere over en ”retfærdig” kapitalisme, hvor sorte og hvide blev behandlet ens.
De håbede, at ”partnerskab” med arbejdsgiverne ville skabe fremgang. Men prisen for at sikre de magtfulde virksomheders, landejeres og bankers velvilje i Sydafrika og i udlandet var, at de opgav deres løfter til masserne.
Den proces begyndte før valgene med den ANC-dominerede midlertidige regerings beslutninger.
Som forfatteren Patrick Bond siger: ”den midlertidige regerings første handling var at acceptere et lån på 850 millioner dollars fra IMF. De hemmelige betingelser for lånet – som blev lækket til den største erhvervsavis – inkluderede de sædvanlige ting fra de klassiske struktur-tilpasnings-programmer: lavere importafgifter, nedskæringer i de offentlige udgifter, og store nedskæringer i lønningerne i den offentlige sektor.”
To år efter at være blevet valgt, indførte ANC en endnu mere nyliberal økonomisk strategi som var baseret på Verdensbankens rådgivning. Ministre påberåbte, at det var det eneste alternativ til økonomisk kollaps.
ANC vidste, at de kunne stole på at fagforeningslederne og det kommunistiske parti – som var ANCs partnere i en ”treparts alliance” – ikke ville lave nogen virkelig modstand mod den beslutning. De ville måske kritisere ANC, men de ville ikke foreslå noget alternativ.
Sammen søgte de at stoppe enhver systematisk opposition. En af de bedst organiserede og mest militante arbejderklasser i verden, blev holdt tilbage, da det kommmnistiske partis ledere begyndte at retfærdiggøre ANC styrets skifte. Fagforeningsmilitante blev indfanget i en proces, hvor de stoppede strejker, i stedet for at opmuntre dem.
Nyliberalismen har været en katastrofe. Selvfølgelig er der sket ændringer siden 1994. Der er flere boliger, flere folk som har elektricitet, flere skoler og hospitaler. Men ikke nær nok.
Proces
Imens en lille sort elite har gjort sig selv enormt rige, med tidligere militante, som minearbejderlederen Cyril Ramaphosa, som har fået flere top direktør stillinger. Alligevel er indkomsten for en gennemsnitlig sort person faktisk faldet i forhold til indkomsten for en gennemsnitlig hvid imellem 1995 og 2008.
Anti-apartheid aktivisten Desmond Tutu sagde, at ANC regeringen kun havde “stoppet systemet længe nok til selv at blive en del af det”.
En FN rapport, der udkom fornylig slog fast, at 1,4 millioner børn lever i boliger som får drikkevand fra ofte beskidte vandløb, og at 1,7 millioner lever i skure uden et ordentlige sted at sove, lave mad eller vaske sig.
Sådanne forhold frembringer modstand. Og fordi staten er fast besluttet på at slå modstanden ned, i stedet for at konfrontere kapitalisterne, betyder det også, at ANC må ty til undertrykkelse.
Marikana-massakren er derfor en fortsættelse af en bredere proces, ikke et brud fra den. Men modstanden vil ikke forsvinde. I Sydafrika er der flere oprør pr. indbygger end i noget andet land – strejker, protester i townships, vejblokader og besættelser.
Zwelinzima Vavi, som er generalsekretær i Sydafrikas Fagforeningers Kongres (COSATU), advarede for to år siden om at: ”Vi sidder allerede på en tikkende bombe. De fattige bliver allerede rastløse. De er trætte af af se og læse om elitens sorte eller hvide, som fremviser deres rigdomme få kilometre fra hvor de bor i elendighed.”
Han fik ret. Udfordringen er nu at bruge de metoder som afskaffede apartheid til at kæmpe for umiddelbare krav for at forene arbejderklassen imod arbejdsgiverne og staten, men også for at konfrontere selve kapitalismen.
Oversat fra Socialist Worker (UK), let forkortet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed