Socialistisk Arbejderavis
Nr. 325 – 16. januar 2013 (Kun online)
Magthavernes racisme dækker over imperialistisk krig i Mali
FNs Sikkerhedsråd har enstemmigt støttet vestlig intervention i Mali.
Meget få mennesker har kritiseret dette seneste imperialistiske projekt. Den liberale presse er tavs, fordi fjenden er islamister – tilsyneladende med forbindelser til Al Qaeda.
I virkeligheden er den nye kamp om Afrika en kamp om ressourcer og strategiske interesser.
Nu har USA og Kina sluttet sig til gamle kolonimagter som Storbritannien og Frankrig.
I nogle perioder har de ment, at deres interesser var bedst tjent ved at støtte diktatorer.
De er også glade for at påstå, at de bringer frihed og stopper undertrykkelse, når de bruger magt.
Da Belgien invaderede Congo-regionen i 1870’erne og overtog kontrollen med dens gummi, var undskyldningen, at det var nødvendigt at standse slavehandelen.
I de følgende år dræbte tvangsarbejde halvdelen af landets befolkning – omkring ti millioner mennesker. Den imperialistiske kur var langt værre end det oprindelige problem.
Da USA invaderede Somalia i 1992, kom folk ud for at byde tropperne velkommen. Men de gik hurtigt over til at støtte den modstand, der drev angriberne ud.
Frankrigs historie er ikke bedre.
Folkedrab
Frankrig sendte tropper til Rwanda under folkemordet, men ikke for at hjælpe ofrene. I stedet beskyttede de fransk ejendom og franske statsborgere.
På en eller anden måde bliver oprørerne i Mali set som værre, fordi de er islamister. The Financial Times hævdede, at “Mali var hurtigt ved at blive en affyringsrampe for en regional jihad bare nogle få timers flyvetur fra Europa.”
Men de advarer om, at interventionen “vil hjælpe islamister til at internationalisere konflikten”.
Den nyliberalisme, der fejer hen over Afrika har koncentreret, hvad der er af investeringer i stadigt mindre områder. I Mali er dette hovedstaden Bamako og dens opland.
Vreden over dette har ført til separatistiske bevægelser, der føler, at deres områder er blevet marginaliseret. Denne vrede genfindes over hele kontinentet.
Mali er altovervejende et muslimsk land. Islamismen er vokset dér, fordi oprørerne hævder, at de udfordrer den imperialistiske intervention.
De tilbyder en løsning på folks voksende fattigdom og marginalisering.
Ankomsten af udenlandske tropper styrker islamisternes argument om, at en lille elite nyder godt af nyliberalismen, og er bukket under for vestlige værdier og kapitalistiske grådighed.
Dette er grunden til, at franske og britiske kommandanter er bange for at låst fast i en landkrig.
Selv hvis islamisterne slog dem, ville islamisterne ikke være i stand til at skabe forandring. Håbet for fremtiden ligger i revolutionære bevægelser som dem i Egypten.
De viser, at det er muligt at udfordringen imperialismen, afvise nyliberalismen og sørge for de fattige og marginaliserede.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2336.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed