Socialistisk Arbejderavis
Nr. 335 – 16. januar 2014 – side 3
Opbyg en venstrefløj i Enhedslisten
Jesper Juul Mikkelsen
Enhedslisten har mange forslag til, hvordan kapitalismen skal forandres eller skubbes “i en socialistisk retning” via en række vigtige reformer. Samtidig står ideen om at få valgt folk ind i folketinget og byråd som et helt centralt perspektiv.
Denne blanding af antikapitalisme og fokus på parlamentet som vejen til forandring gør Enhedslisten til et klassisk venstrereformistisk parti.
Enhedslistens ledelse er rimeligt afklaret i dens perspektiv om, at dens vej til forandring (eller “socialisme”) går gennem at øve indflydelse på den eksisterende stat.
Enhedslistens venstrereformistiske politik taler til størstedelen af den utilfredse del af arbejderklassen. Enhedslisten tilbyder sig som et venstre-reformistisk projekt, der kan skabe forandring FOR os i gennem folketing og kommunalråd.
Mangler perspektiv for organisering
Derfor er Enhedslisten tiltrækkende for mange. Men med det manglende perspektiv for at organisere folk til bevægelse og oprør har Enhedslisten samtidig begrænsede svar på de store udfordringer, krisen stiller os overfor.
Samtidig skaber den parlamentariske logik et konstant pres om tilpasning til det parlamentariske spil og dermed krav om begrænsning af partiets krav.
Logikken om at tækkes et bredere lag af vælgere ved at skabe en pænere profil og dermed sælge ud af principperne og ikke at stå fast på de svære spørgsmål er derfor stærk.
Men det betyder ikke, at alle i Enhedslisten primært har fokus på det parlamentariske. Mange medlemmer i Enhedslisten er involveret i fagforenings-arbejde, anti-racistisk arbejde osv.
Mange ser det udenomsparlamentariske som nøglen til forandring og beklager det svage udenomsparlamentariske fokus i Enhedslisten.
Opbyg en afklaret venstrefløj i Enhedslisten
Mens den økonomiske krise tilspidses, bliver alle politiske debatter mere voldsomme, og Enhedslisten stilles overfor flere og sværere udfordringer.
Enhedslisten har indtil nu svaret med mere ansvarlighed og mere i retning af det systembevarende. På trods af Enhedslistens voksende størrelse, spiller Enhedslisten ikke nogen nævneværdig rolle i at bygge bevægelse eller i arbejderklassens organisationer.
Vi mener, det er nødvendigt, at der bliver organiseret en kraft, som er større end Internationale Socialister, og som vil tage ansvar for det udenomsparlamentariske arbejde, som Enhedslisten ikke evner at løfte pga. det ensidige fokus på parlamentarisk arbejde.
Vi vil derfor arbejde for, at der bliver formet en mere afklaret venstrefløj, som kan udstikke en alternativ linje til den officielle linje i Enhedslisten.
Vores alternativ skal bygge på en kombination af fælles handling, og at vi skal samles om nogle enkle, men vigtige politiske principper.
Se også:
SAA 335: Et aktivistisk og ideologisk udgangspunkt for Enhedslistens venstrefløj
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe