Socialistisk Arbejderavis
Nr. 335 – 16. januar 2014 – side 8
Revolutionens (u)mulighed?
Anders Bæk Simonsen
Anmeldelse: Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud af Mikkel Bolt.
Sent på efteråret udkom en opsigtsvækkende og ret unik bog, skrevet af lektor i kunsthistorie, Mikkel Bolt. Der er tale om en bog eller ”et stridsskrift”, som forfatteren omtaler det, der har krisen, men også opstandene og reaktionerne, som følge af krisen, i centeret for undersøgelse.
I de sidste mange årtier hører det til sjældenheder, at intellektuelle stiller så kritiske og grundlæggende spørgsmål til den verden vi lever i, og det i sig selv gør bogen interessant for socialister, der vil forandre verden grundlæggende. Det er tale om en samtidskritik, men også en afvisning af, at vi står ved historiens afslutning. Bogen forsøger at pege udover kapitalismen og det liberale demokratis snævre bånd, og formulerer en kollektivt vision for et andet samfund.
At en sådan kritik hører til sjældenheder blandt de intellektuelle på universiteterne, er også en selvstændig pointe i bogen. Tidens store fortælling blandt de intellektuelle de sidste 30-40 år, postmodernismen, som jo netop er en ikke – fortællingen om historiens afslutning, har latterliggjort sådanne forsøg.
Krisen i en helhedsforståelse
En af bogens største styrke er, at den undersøger krisen eller rettere kriserne i deres totalitet, det vil sige som et globalt, systemisk og biologisk fænomen skabt af kapitalismen.Særligt afsnittet om biokrisen, gør det klart at kapitalismens indre modsætninger er så afgrundsdybe, at det i sidste ende vil ødelægge sig selv og tager alle os med i faldet.
I den økonomiske forståelse af den nuværende krise, trækkes der tråde tilbage til krisen i 1973, og de problemer i kapitalisme, som aldrig er blevet løst. Det handler om kapitalisternes mulighed for at skabe reel profit, og Bolt beskriver perioden fra 1973 og frem til i dag som ”et art ikke-dygtig pyramidespil, hvor væksten ikke har kunne finansiere rentebetalingerne, og debitorerne derfor har været nødsagdet til hele tiden at optage nye lån.”
Spørgsmålet om hvad gæld er og hvilken funktion det har i dag, er et meget originalt bidrag til forståelsen af vores samfund, hvor borgernes privatøkonomi hører til de mest forgældede i hele Europa. I det øjeblik man stifter gæld bliver fremtiden beslaglagt, skriver Bolt; man har ikke samme disponering over ens fremtidige gøren og laden.
Det globale oprør
Ligesom krisen beskrives i dens totalitet, bliver de mange oprør vi har set overalt på kloden siden 2011, forstået som samlet afvisning af neoliberalismens elendighed. Protesterne i Mellemøsten og Nordafrika ses som en ”forsinket reaktion” på de strukturtilpasningsprogrammer befolkningerne blev udsat for i 80’erne og 90’erne.
Det har skabt ”overskudsproletarer” i det globale syd, en milliard mennesker, som kapitalen ikke kan bruge direkte til værdiskabelse og hvis eksistens i storbyerne er afhængig af den uformelle økonomis luner. Og ifølge Bolt har IMF programmerne fra 80’erne og 90’erne syd nu ramt det europæiske syd, og i stigende grad i nord. Konsekvenserne er velfærd der smadres og 20 millioner arbejdsløse i Europa uden en tryg fremtid.
Pladsbesættelsen i Egypten, USA , Spanien og Grækenland kom nærmest ud af det blå efter 35 års intens neoliberalisering og har sat en ny dagsorden. Bolt mener, at ”Der fandt en synliggørelse sted, hvor der dukkede et kritisk kollektivt subjekt op, som gjorde modstand og brugte byen til noget andet end bare konsum eller arbejde” og i tilfældet med Mellemøsten var det også ødelæggelse af billedet af de arabiske masser som religiøst fordummet, passive og ikke–demokratiske.
Men hvordan kan vi gå fra pladsbesættelserne, som meget vel åbne rum for kollektive visioner om noget andet, men som også relativt let kan begrænses af statsmagtens politi et nærværende projekt om et andet system?
Hvem skal lave revolutionen?
Ved at fokusere på oprørerne primært gennem pladsbesættelserne og ikke de protester der finder sted i hjertet af kapitalismen, altså arbejdspladsen, bliver der aldrig bud på hvorfor nogle protester har været mere omfattende og sejrige end andre. Bolt skriver om proletariatet og arbejderklassen, også som den klasse der skal foretage en revolution, men i hans egen undersøgelse af det arabiske forår og protesterne i Sydeuropa, kommer han aldrig rigtig indenfor på arbejdspladsen, men bliver ude på torvet. Den egyptiske strejkebevægelse, der med tusindevis af strejker har udfordret regimet i adskillelige år op til Mubaraks fald nævnes akkurat kun lige i forbifarten. Dynamikken imellem fabrikken og pladsen bliver heller aldrig derfor et tema i bogen.
Bolt afviser samtidig også nødvendigheden af en organisation af revolutionære. Det efterlader os med spørgsmålet om, hvilken kraft det er, som skal samle erfaringer fra klassekampens mange lokale slag, og drage en lære af dette. Med andre ord hvem skal være arbejderklassen hukommelse? Og hvem skal forsøge at organisere modstand ud fra den viden – hvis ikke en form for revolutionært parti?
Det er som om, at Bolt godt selv kan se det problematiske i, at han ikke kan få øje på en eller anden organisering, der går udover arbejderklassens kamp i sig selv, når hans anbefaling af hvad der må gøres, bliver: ”I én og samme (u)mulige bevægelse skal proletariatet samle og afvikle sig selv og dermed ophæve kapitalismen”.
Men på trods af disse svagheder, er det en vigtig bog, der gør det meget klart for en, hvor meget der faktisk er på spil og hvorfor det er vigtigt at have en revolutionær praksis.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed