Socialistisk Arbejderavis
Nr. 336 – 21. februar 2014 – side 6
SF’s vej til regering
Forudsigelig fiasko
Lars Henrik Carlskov
Jo nærmere SF er på ministerposterne, jo større har SF’s kriser altid været.
SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrusjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor han indrømmede nogle af stalinismens værste forbrydelser.
Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) – arbejderopstanden i Ungarn.
Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP’s afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP’s faglige styrke blandt tillidsfolk osv.
SF understregede langt klarere end DKP, som siden “folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.
Første gang under åget
“Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet – som fx strejker og demonstrationer.
I 1966-67 får S-SF for første gang flertal i folketinget. “Det røde kabinet” indfører momsen (dengang 10 %), som vender den tunge ende nedad. Men SF og de faglige topledere støtter den af hensyn til det parlamentariske “arbejderflertals” beståen.
S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF end af at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF “under åget” ved at stemme imod SF’s egen politik.
Det kom SF til ved, ud over “den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær.
Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF’s folketingsgruppe fået nok. De stemmer nej – og regeringen vælter.
Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes. Det tog SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980’erne var den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF’s manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et “hængekøje-parti”.
Alternativet til dette sås under massestrejkerne i påsken 1985, hvor 7-900.000 arbejdere strejkede mod Schlüters indgreb i overenskomsterne. SF’s daværende formand Gert Petersen – tro mod “den parlamentariske vej til socialismen” – afviste imidlertid, at strejkerne skulle “ryste samfundet i sin grundvold”.
Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive ideen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for “socialistisk markedsøkonomi”.
Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej’et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om “de fire forbehold” året efter.
Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.
Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går først kraftigt frem. SF opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester i 2006, overenskomst-konflikten i 2008 og i modstanden mod Irak-krigen.
Ønsket om ministerposter medfører dog en kovending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK’s efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.
Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil “tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare “nogle” indvandrere) om ligestilling. SF støtter øget udvisning af kriminelle “udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i “ghettoer”, minimumsstraffe og et “rødt” pointsystem.
Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller – tilhænger af NATO.
Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen. Og i det nye principprogram tales der ikke længere om “en revolutionær proces”, som “gradvist afskaffer kapitalismen”.
Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen.
Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Desuden vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers “millionærskat” slipper de rige billigere end før VK’s skattelettelser.
Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF’s landsmøde. Og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges.
Men det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne. En parlamentarisk regering kan, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente.
Derfor var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.
Se også:
SAA 336: SF, velkommen tilbage til virkeligheden
SAA 336: Det mener vi: Fra fjendeland til venneland
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed