Socialistisk Arbejderavis
Nr. 336 – 3. marts 2014 (Kun online)
Ukraine
Putin hæver indsatsen i den imperialistiske Krim-krise
Alex Callinicos
Ruslands overtagelse af den militære kontrol over Krim har bragt Ukraine på randen af krig.
Denne krise er en kombination af tre forskellige konflikter.
For det første er der den kamp, der har stået på i mere end et årti indbyrdes blandt den korrupte og brutale flok oligarker, der har domineret Ukraine siden uafhængigheden i 1991.
For det andet har der været en ægte folkelig bevægelse mod den nu landflygtige præsident, Viktor Janukovitj. Den har udtrykt vrede over korruption i hele den politiske elite i Ukraine.
Desværre er der i denne bevægelse illusioner om Den Europæiske Union (EU). Desuden har den yderste højrefløj, takket være venstrefløjens historiske svaghed i Ukraine, spillet en væsentlig rolle i “Euromaidan”-besættelsen i Kiev.
Men de, der hævder, at Janukovitj blev væltet af et “fascistisk kup”, efterplaprer bare Moskvas propaganda. Han faldt, fordi den del af oligarkiet, der tidligere havde støttet ham, trak deres støtte.
For det tredje, og det, der nu er vigtigst, er den inter-imperialistiske rivalisering mellem Rusland og Vesten i Ukraine. I denne konflikt betyder Ukraine meget mere for Rusland, end landet gør for USA eller EU.
Et Ukraine, som blev fuldt integreret i EU og NATO, ville være et skridt i retning af Moskvas værste mareridt om at blive omkranset af Vesten. Præsident Vladimir Putin gik i krig mod Georgien i 2008 for at forhindre, at dette mareridt bliver realiseret.
Erobringen af Krim er et modtræk til Ukraines lænen sig mod vest som følge af at Janukovitj blev væltet. Halvøen er af afgørende strategisk betydning for Moskva. Den har tjent som base for Ruslands Sortehavs-flåde siden det 18. århundrede.
Putin hævder at handle til forsvar for Ukraines russisk-talende befolkning – som udgør et flertal i Krim og en betydelig del af befolkningen i det sydlige og østlige Ukraine. Men ud over en parlaments-beslutning i Kiev om at fratage russisk dets status som officielt sprog, er der meget lidt bevis for nogen reel trussel mod russisktalende.
Magt
Putin er involveret i et inter-imperialistisk magtspil. Han satser på sine rivalers svaghed. Han har nok ret i dette. EU praler af at være en “normativ magt” og fører sig frem i sine østlige og sydlige periferier. Men kriser som denne understreger EU’s afhængighed af USA’s militære slagkraft.
Og amerikanske øjne er vendt mod Stillehavet. Da Barack Obama bakkede ud af sin trussel om at starte et missilangreb mod Bashar al-Assads syriske regime sidste efterår, understregede han, at USA ikke har nogen appetit på flere land-krige i Eurasien.
Hans regering er ved at flytte sine militære aktiver mod Østasien for at møde den store udfordring, som Kina udgør. Forsvarsminister Chuck Hagel har netop annonceret planer om at skære den amerikanske hær fra 566.000 til 440-450.000 mand.
Washington er uden tvivl opsat på at se Ukraine integreret i det vestlige alliance-system. Men ideen, som nogle på venstrefløjen spreder, om, at der bag Ukraine-krisen ligger et ønske hos amerikanske ny-konservative om krig med Rusland, er den reneste nonsens.
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry truer Putin med økonomiske sanktioner. Men sidstnævnte kan huske, at det blev der også truet med i Georgien i 2008, men det skete aldrig. Dengang som nu er Ruslands stærkeste kort EU’s afhængighed af Rusland, som forsyner EU med 40 pct. af dens import af naturgas.
Den største fare for Putin kommer fra ham selv. Han kan gå for langt ved at forsøge at gøre den reelle kontrol over Krim til en opdeling af Ukraine. En besættelse af den østlige del af landet kan gøre landet til Ruslands Irak. I det vestlige Ukraine er der lange nationalistiske traditioner, som er næret af minderne om de blodige uafhængigheds-kampe under begge verdenskrige. De kunne blive genaktiveret nu.
Socialister i Vesten skal naturligvis modsætte sig enhver militær intervention fra USA eller NATO i Ukraine. Men krisen minder os om, at imperialismen ikke kan reduceres til amerikansk dominans. Det er et system af økonomisk og geopolitisk konkurrence blandt de førende kapitalistiske magter.
Frem for at være halehæng til nogen af disse magter må vi bekæmpe hele dette system. Det betyder at være imod russisk intervention i Ukraine. Aldrig har sloganet “Hverken Washington eller Moskva, men international socialisme” været mere relevant.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2392, 3. marts 2014
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed