Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 7

Thornings dagpengemassakre fortsætter

Lars Henrik Carlskov

Arbejdsløse i tusindvis mister fortsat dagpengene. Og mens regeringen jubler over faldende ledighed, er der reelt ikke skabt flere jobs.

34.000 arbejdsløse mistede ifølge A-kassernes Samvirke dagpengene i 2013. I 2010, hvor dagpengeperioden halveredes til 2 år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder, hævdede Finansministeriet, at kun 2.000-4.000 ville miste dagpengene pr. år. Det tal skulle altså tidobles.

I 2012 lovede regeringen desuden 12.500 akutjobs til arbejdsløse, der risikerede at miste dagpengene. Men som en undersøgelse fra Politiken Research har vist, blev det til sølle 321 akutjobs.

Det var denne eklatante fiasko, Bjarne Corydon i sin tid kaldte “en fuld, hel og dækkende løsning” og “Danmark når det er bedst”.

Endnu en “succes” for regeringen

Og det slutter ikke engang her. For ifølge A-kassernes Samvirke vil yderligere 14.000 personer miste dagpengene i år – altså mellem 3,5 og 7 gange flere end forudsagt i 2010. Og 7-14 gange flere end de 1.000-2.000 pr. år, der røg ud af dagpengesystemet dengang.

Imens hævder regeringen, at arbejdsløsheden er på retur. Ved nærmere eftersyn viser denne “succes” for regeringen sig dog næsten lige så tvivlsom som Corydons akutjob-plan.

Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at AKU-ledigheden – den definition, som bl.a. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) bruger – fra februar 2013 til februar 2014 faldt med beskedne 7.000 personer til 202.000, hvilket giver en arbejdsløshedsprocent på 7,0 %.

Men samtidig er antallet af beskæftigede i samme periode faldet med 4.000 til 2.680.000. Med andre ord er der ikke kommet flere i job – men færre.

Den reelle arbejdsløshed er endda højere. Ifølge den nævnte definition er man således kun ledig, hvis man er helt uden job, har søgt job inden for seneste måned og kan tiltræde inden for to uger.

Fattigdom undergraver fagbevægelsen

De, der ikke har søgt job inden for seneste måned, fordi de har opgivet håbet pga. de dårlige udsigter, regnes f.eks. ikke for arbejdsløse. Heller ikke f.eks. de deltidsledige.

Dagpengereformen betyder, at mindst 5.000 arbejdsløse ifølge A-kassernes Samvirke nu står uden indtægt. Desuden er mange tidligere dagpengemodtagere blevet flyttet over på den langt lavere uddannelsesydelse eller arbejdsmarkedsydelse. Ydermere får tusindvis af mennesker frataget deres indtægt pga. den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen.

Her tvinges unge arbejdsløse samtidig over på den såkaldte uddannelseshjælp, der er lavere end både kontanthjælp og SU.

Alt dette resulterer i øget fattigdom, som ikke kun er et problem for dem, der lever under disse usle vilkår. Men også for fagbevægelsen, fordi flere af økonomiske grunde fravælger a-kasse og fagforening. Og for dem i job, fordi frygten for arbejdsløshed øges, hvilket medfører større accept af dårlige løn- og arbejdsforhold.

Venstrefløjen og ikke mindst fagbevægelsen må derfor blæse til kamp mod hele regeringens fattigdomsskabende politik.

Se også:
SAA 338: Dagpengene er et åbent sår på regeringen

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Lars Henrik Carlskov

Siden er vist 1911 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside