Socialistisk Arbejderavis
Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 11
Ny pædagoguddannelse i et nyliberalt uddannelsessystem
Kasper Pauli Pedersen
Alle partier i Folketinget har vedtaget en ny pædagoguddannelse, som kommer til at betyde mindre undervisning og mere fokus på eksamener og test af de studerende.
Modul- og kompetencetænkning
I disse år ændres mange videregående uddannelser, sidst læreruddannelsen og nu pædagoguddannelsen, fra at have fokus på et dannelsesperspektiv til at give snævre kompetencer, som skal gøre de studerende klar til at varetage deres fag i konkurrencestatens tjeneste.
Den nye pædagoguddannelse indrettes i moduler, hvor hver enkelt studerende “shopper” sin helt egen uddannelse, i stedet for at tænke i fag, som før var fundamentet i dannelsesprocessen.
Det kan lyde som en styrkelse af de studerendes medindflydelse, men virkeligheden er, at pædagogstuderende uden den tilstrækkelige ballast til at træffe oplyste og kritiske valg ender med kun overfladisk og sporadisk at stifte bekendtskab med stof af mere grundlæggende karakter.
Flere prøver
En anden fællesnævner i uddannelsessystemet i disse år er den øgede mængde af tests, prøver og eksamener – det kommer også med i den nye pædagoguddannelse.
I stedet for flere timers undervisning og mere tid til fordybelse i praktikkerne kommer der på den nye uddannelse eksamener til hver praktik. Det bliver ikke arbejdet med børnene, men præstationen til eksamen, der afgør, hvilke pædagoger vi får ud på den anden side.
Underviserne skal nu eksaminere mere (uden at der tilføjes ekstra midler). Og eftersom undervisernes forberedelse allerede er minimeret er det klart, at den øgede mængde ressourcer, der skal bruges på eksamener, vil blive taget fra den i forvejen mangelfulde undervisning.
Pædagogstuderende har kun mellem 8-11 lektioner om ugen.
Enhedslistens rolle
Enhedslisten er en del af forliget omkring den nye pædagoguddannelse, og dette er blevet kritiseret fra flere sider.
Det er imidlertid ikke nogen overraskelse, at et venstre-reformistisk parti er en del af en politisk lunken aftale.
Udfordringen handler derfor ikke om at påpege og diskutere toppen i et venstre-reformistisk partis rolle i tilknytning til en enkelt uddannelse. Udfordringen er at rejse en mere generel debat i forhold til, hvordan vi opbygger en bredere modstand og rejser et banner for kamp.
Opbygning fra neden
Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) formåede ikke at gøre kampen om uddannelsen til en aktiv kamp for flertallet af medlemmerne. Man nøjedes med at forhandle med det embedsværk, der understøtter nyliberalismen.
Det er ikke sket af ond vilje, ved jeg som tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Men skal vi gøre en forskel næste gang, skal vi lære af erfaringerne. Det betyder, at der skal bygges op fra neden. Det er en vanskelig opgave, men den er nødvendig.
Dette medfører reformen også
Den nye uddannelse lægger op til, at man skal lære at arbejde med frivillige i institutionerne – systematisk brug af frivillige vil føre til løntrykkeri og undergrave pædagogernes faglighed.
Den nye uddannelse lægger op til, at pædagogstuderende skal uddannes til at rammesætte børns leg i stedet for at understøtte denne – legen tillægges altså ikke længere en selvstændig værdi for børns bearbejdning af indtryk og dermed udvikling og læring, men kun som et middel til at nå de af pædagogen opstillede mål.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe