Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 339 – 3. juni 2014 – side 6

Interview

“Et Enhedslisten uden højredrejning”

Anders Bæk Simonsen

Socialistisk Arbejderavis har snakket med Bodil Garde og Sofie Garde, som er aktive i Enhedslisten Albertslund, om deres indtryk fra årsmødet.

Hvad fortæller dette årsmøde om Enhedslisten?

Bodil: Årsmødet fortæller, hvad vi vidste i forvejen: At Enhedslisten er et reformistisk venstrefløjsparti. Nu bare med et helt renskuret program, der er fuldstændig ubrugeligt til information om, hvad Enhedslisten er udadtil – eller til at udvikle politik på indadtil. Det synes jeg, er rigtigt ærgerligt.

Sofie: Jeg lærte rigtig meget af at have studiekreds i det gamle program, hvor vi skulle forholde os til de forskellige politikområder og finde ud af, hvad man nu kunne mene om de forskellige ting – EU, f.eks. Det synes jeg ikke, man kan bruge det nye til. Det er alt for udvandet.

Hvad mener du med "reformistisk venstrefløjsparti"?

Bodil: Når man f.eks. i principprogrammet erklærer, at det er systemer som sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, man vil bygge et socialistisk samfund på, mener jeg ikke at man ser ud over samfundets rammer. Og så er der den næsten humoristiske del om, at en revolution skal gennemføres med forudgående grundlovsændringer. Det reducerer vores demokratiforståelse til folkeafstemninger.

Men jeg ser ikke reformisme som et skældsord. Reformisme er en strategi for at få et bedre samfund. Det er vigtigt at have en kombination af reformistisk og revolutionær strategi – men i en revolutionær kontekst. Og det mener jeg ikke længere, at det er.

Sofie: Men vi er jo stadig medlemmer, fordi vi vil Enhedslisten. Og vores projekt ligger jo stadig inden for Enhedslistens rammer.

Vores projekt?

Sofie: Jeg mener de medlemmer, som vil have et Enhedslisten uden højredrejning. Som ikke gør sig forhåbninger om, at man kan lave de store samfundsforandringer eller det retfærdige samfund gennem en række reformer, og derfor ender med at lave studehandler i parlamentarisk sammenhæng.

Vi vil have aktivisme, der udspringer af en trang til at handle og lave samfundet om. Og vi vil gøre op med den borgerlige stat. Vi ser den borgerlige stat som et undertrykkende organ.

Mener I, at det stadig ligger indenfor EL’s rammer efter årsmødet?

Bodil: På nogle områder udfordrer vi jo rammerne. Bl.a. fordi vi siger, at Enhedslisten skal være et parti, der ikke primært skal søge indflydelse gennem parlamentariske forsamlinger. Og det er jo lidt noget andet end at sige, at en revolution skal ske på baggrund af grundlovsændringer.

Sofie: På en måde er programmet så åbent for fortolkning, at man vel selv kan bestemme.

Vi er måske lige lidt på kanten. Vi udfordrer rammerne, men ikke mere end, hvad der bør være plads til.

Bodil: Jeg mener, at Enhedslistens berettigelse som et venstrefløjsparti er afhængigt af, at der er plads til forskellige strømninger inden for partiet. Jeg mener, at vi lige nu er på vej væk fra det. Der bliver f.eks. lavet udtalelser mod dele af partiet, eller grupper som dele af partiet samarbejder med.

Det er rigtig vigtigt at vi bliver ved med at holde fast i, at der skal være plads til at være uenige.

Det sker lige nu på den måde, at vi, der er uenige med flertallet, stædigt og krampagtigt holder fast i retten til at være uenige. Det synes jeg, er ærgerligt. Det håber jeg ændrer sig – selv om jeg ikke ved, om jeg tror på det.

Se også:
SAA 339: Enhedslistens årsmøde: Skal Enhedslisten være et mere ‘normalt’ parti?
SAA 339: Staten eller arbejderklassen?

Flere artikler fra nr. 339

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 2015 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside