Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 339 – 3. juni 2014 – side 13

Game of Thrones

Et spejl på vores virkelighed?

Jesper Juul Mikkelsen

Indrømmet, jeg er hooked. Det amerikanske HBO’s serie "Game of Thrones" er ikke kun jeg, men millioner af andre blevet fanget af.

Game of Thrones

Seriens popularitet er enorm. Det er fx den mest pirat-kopierede TV-serie nogen sinde.

Da fjerde sæson af serien havde premiere i Danmark, mødte 3.000 fans op i Østre anlæg i det centrale København for at se årets første afsnit. Rystende af kulde, indhyllet i tæpper, med øl og cigaretter blev serien vist på storskærm. Det blev slået fast, at serien er noget for sig selv.

Denne serie er ikke et kritisk mesterværk, men en mainstream-serie og til tider blot “soap” og kliche. Men jeg vælger her at fokusere på den dybde, jeg også ser i serien.

Serien Game of Thrones, starter med at Ned Stark, den højt respekterede hersker af "Norden", bliver bragt til hoffet på Kings Landing for at tjene som kong Robert Baratheons udvalgte rådgiver efter forgængerens mystiske død. Meget peger på, at det er rige og magtfulde folk, der har stået bag.

Fra dette udgangspunkt udvikler serien sig til en kamp mellem 7 forskellige slægter i det mytiske rige Westeros. Herfra udspringer en historie, hvor konger og dronninger kæmper om magten ved hjælp af drabelige hære, ægteskaber, erotik, løgne, drager og magi – et univers, hvor ingen er sikre, og hvor intet udfald er forudsigeligt.

Nogle vil sige, at det er den dyre produktion, flotte scener og de gode skuespil-præstationer, som gør serien værd at se. Andre vil sige, at det er de mange kampscener og det voldelige univers kombineret med pornografiske sexscener, som gør denne serie så populær. Alt dette er rigtigt, men jeg ser et lag mere.

Game of Thrones er ikke bare et ekko af middelalderens Europa, men er bemærkelsesværdig for sine paralleller til den verden, vi lever i dag. Der er noget realistisk i dette fantasy-univers.

“Winter is coming”

I Westeros kan ingen huske sidste vinter. Og dog er Stark-familiens motto: “Winter is coming” (Vinteren er på vej). Og i nord bag den store mur, som er bygget for at beskytte den civiliserede verden, er en zombie-lignende race igen ved at røre på sig.

Men truslen fra den lange vinter fra nord er der kun meget få som tager seriøst.

Som andre før mig har påpeget, ekkoer dette vores verdens både miljømæssige og økonomiske krise. Hvor den voksende klimakrise bliver ignoreret, og hvor mange har overbevist sig selv om, at den ikke eksisterer.

Den kollektive fornægtelse er en tydelig reference til vores verden af i dag.

Alles krig mod alle

De herskende i Westeros smeder alliancer på kryds og tværs af familier for at føre mere effektiv krig i kampen for at sidde på “The Iron Throne”. Denne konkurrence er som en besættelse for de stridende magthavere.

Rivaliseringen om magten ødelægger familier og mennesker, men er samtidig den kraft, som får handlingen til at skride fremad.

Igen som et spejl på vores fremskredne kapitalisme, hvor konkurrencen påvirker flere og flere dele af vores liv. Og hvor den økonomiske rivalisering mellem staterne gang på gang bliver til regulære konflikter. Med store menneskelige omkostninger til følge.

Det nye er på vej

Den gamle orden i Westeros er under opløsning. Jo længere man kommer frem i serien jo tydeligere bliver det, at den gamle verden er ved at smuldre. Interne konflikter og mere eller mindre sindssyge magthavere er ved at føre de gamle riger i ruin.

Det er et spejlbillede på vestens politiske og økonomiske system, som er under erosion. Vore virkelige politikere er mindre troværdige end brugtvognsforhandlere. Den økonomiske krise skaber kaos og elendighed. Vores system er lige så ustabilt som i Westeros.

Samtidig er der nye magter på vej i Westeros. Dragemoderen Kalisi fra riget mod syd er på vej mod nord med sin hær af oprørske slaver. En hær, som igennem hele serien kun er blevet stærkere og nu bakkes op af 3 snart fuldvoksne drager!

Og fra nord bag muren er “de vilde” ved at samle sig i en mægtig hær for at trænge sydpå for at få del i den velstand, de så længe har været udelukket fra.

Her er igen en parallel til vores verden af i dag. Også i vores samfund er en ny kraft ved at røre på sig. Nemlig massernes oprør fra neden. Tydeligst med det arabiske forår (Kalisis slavehær), men også Occupy og Brasiliens unge og arbejderne i Kina.

Vi har ingen drager. Men en solidarisk massebevægelse kan være lige så frygtindgydende som selv den mægtigste drage!

Se også:
SAA 339: Kunst: mellem oprør og undertrykkelse

Flere artikler fra nr. 339

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2570 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside