Socialistisk Arbejderavis
Nr. 340 – 22. august 2014 – side 5
Venstres klassekamp
Islamofobi forklædt som kulturkamp
Jesper Juul Mikkelsen
Ledende borgerlige politikere brugte sommeren til at oppiske mistænksomhed over for muslimer.
I den forbindelse var Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, ude med et forslag om at gå til kamp for danske værdier. Den underliggende forståelse var, at en fremmed kultur er ved at ødelægge den danske kultur.
Desværre ved alle i dag, hvad det er for en “fjendtlig” kultur, de taler om.
Det at tale om “vore danske værdier” ligger i tråd med en efterhånden lang kampagne, som vestlige ledere har ført mod islam og muslimer. I Danmark var Mogens Glistrup og senere Pia Kjærsgaard de første til at sprede frygt mod “muhammedanerne” (som de kaldte dem).
“Det har været nævnt, at den 11. september blev indledningen til en kamp mellem civilisationerne. Deri er jeg ikke enig. For en kamp mellem civilisationer ville jo betinge, at der var tale om to civilisationer, og det er ikke tilfældet. Der er kun én civilisation, og det er vores.”
Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, i Folketinget, 4. oktober 2001
Legitimering af krig
Den amerikanske professor og regeringsrådgiver Samuel Huntingtons ideer om “civilisationernes sammenstød” var også et vigtigt bidrag til at fremstille den muslimske kultur som voldelig og som én, der står i en grundlæggende modsætning til den kristne kultur.
Denne voksende kampagne mod islam fik et ryk opad med USA’s angreb på Irak i 1990. Da krigen skulle sælges til de vestlige befolkninger, var det via en 2. verdenskrigs-analogi, hvor Vesten blev fremstillet som “de allierede”, Saddam som “den nye Hitler” og islam som en ny slags ond ideologi, “islamo-fascisme”.
At den første amerikanske krig i Irak i virkeligheden var en barbarisk krig med hundredtusinder af døde irakere, ført for at genvinde den kontrol, USA mistede med revolutionen i Iran i 1979, er en anden historie.
11. september
Da tvillinge-tårnene i New York styrtede i grus, blev kravet om gengældelse iscenesat af den amerikanske administration. Det var i første omgang Afghanistan, der skulle straffes, og på mange kaserner lød det fra de soldater, som skulle i krig, at det var “for at skyde muslimer”.
Det var det vestlige demokrati mod muslimsk terror.
At krigen i Irak og Afghanistan aldrig befriede nogen, men medførte ekstreme lidelser, at krigene aldrig handlede om kvinder, brønde, skoler, masseødelæggelsesvåben eller demokrati, men i stedet om imperialistiske interesser og amerikansk kontrol med olien er en anden historie.
Også disse krige blev legitimeret af islamofobi.
Da Jyllandsposten optrykte tegningerne af profeten Muhammed, var det under påskud af, at det var for at debattere ytringsfrihed og religionskritik. I virkeligheden var det en kampagne for igen at oppiske en anti-muslimsk stemning.
Kultur eller klasse?
Det er med dette i baghovedet, at Martin Geertsens forsøg på at blæse til en ny kulturkamp skal forstås.
På nogen kan det virke paradoksalt, at mange af de begreber som udråbes som danske, er under voldsom udhuling fra de selvsamme politikere, der bryster sig af at forsvare dem.
Det “demokrati”, som Martin Geertsen betegner som særligt dansk, er set fra en almindelige lønmodtagers synspunkt under kraftig udhuling. Mange politikere lever et helt andet liv end de “almindelige mennesker”, de efter sigende skulle repræsentere.
Mange føler, at vi intet kan bestemme i vores hæderkronede demokrati. Når man stemmer på en “rød” regering får vi alligevel "blå" politik. Systemets økonomi sættes over alle andre spørgsmål.
Er det dét demokrati, som er særligt dansk?
Eller man kan tage begrebet ytringsfrihed, som også skulle være en grundlæggende dansk værdi ifølge Martin Geertsen. Men for almindelige lønmodtagere kan det at ytre sig kritisk over for forholdene på ens arbejdsplads blive direkte farligt, hvis man altså gerne vil beholde sit job.
Og det kan i den forbindelse tilføjes, at om ens ytringer bliver hørt i høj grad afhænger af, om du er en af de i forvejen privilegerede grupper, med adgang til medierne – at blive hørt er ikke for dig og mig.
Truslen kommer fra oven
Det er altså ikke muslimerne, som er en trussel mod indholdet i de begreber, Martin Geertsen bryster sig af som særligt danske. Det er derimod dem på toppen af systemet, som forsøger at splitte os op i dem og os.
Der har aldrig og kommer aldrig til at eksistere én dansk kultur. Den muslimske kollega eller klassekammerat oplever de samme forringelser som den hvide danske arbejder.
Men når de forsøger at blæse gang i en ny omgang racisme bør vi svare igen.
Vi skal ikke lade os splitte, for i ly af en ny hetz vil de igen og igen forringe vores løn og velfærd. Vi bør holde sammen på bunden, fordi et angreb på vore muslimske medborgere i sidste ende er et angreb på os alle.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed