Socialistisk Arbejderavis
Nr. 340 – 22. august 2014 – side 13
Hvorfor læse “Staten og revolutionen”?
Kasper Pauli Pedersen
Baggrunden for Lenins “Staten og revolutionen” var de revolutionære bevægelsers vækst i mange lande under den imperialistiske krigs vilkår og den industrialiserede kapitalismes opkomst.
Forfladigelsen af problemerne omkring staten, borgerskabets diktatur, proletariatets diktatur og revolutionen hos 2. internationales opportunistiske ledere, og anarkisternes forkastelse af alt statsvæsen, gjorde det nødvendigt at orientere den revolutionære arbejderbevægelse i alle lande om Marx og Engels’ syn på disse problemer.
Det var kort sagt nødvendigt teoretisk at klarlægge forbindelsen mellem kampen for demokrati og kampen for den socialistiske revolution.
Igennem hele værket arbejder Lenin med udgangspunkt i Marx og Engels’ syn på staten og revolutionen og inddrager dette i sit arbejde, bl.a. erfaringerne fra revolutionerne i 1848-1851 og fra Pariserkommunen 1871.
Når Lenins værk i dag afskrives af socialister, er det derfor udtryk for ren og skær revisionisme. Lenins værk er ikke bare en grundsten i leninismen, som det hævdes, men en grundsten i marxismen.
Hvem omfatter staten?
Et af de spørgsmål, der særligt i dag giver anledning til unødig forvirring i diskussionen om statens klassekarakter, er omfanget af staten.
Når Lenin skriver om den borgerlige stat, er det politi, militær, domstole og bureaukrati (det vi i dag også kalder embedsværket) under den borgerlige stat. Det er altså hverken børnehaver, biblioteker, hospitaler eller plejehjem.
Denne forvirring har fyldt, bevidst eller ubevidst, alt for meget bl.a. i diskussionerne i Enhedslisten om det nye principprogram og har været med til at mudre debatten.
Redskab for klasseherredømme
For at behandle spørgsmålet om statens karakter er vi nødt til at forstå klassesamfundets modsætninger. Den borgerlige stat er nemlig et produkt af klassemodsætningernes uforsonlighed. Staten er nødvendig som en magt, der står ‘over samfundet’, for at holde klasser med modstridende interesser i ave.
Staten er et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden. Den betyder oprettelse af en “orden”, der ophøjer denne undertrykkelse til lov og fæstner den ved at dæmpe konflikten mellem klasserne. I det kapitalistiske samfund tjener den borgerlige stat altså til at holde kapitalistklassen ved magten og sætte deres “orden” igennem.
I ethvert klassesamfund vil der være en klasse, der har magten, de undertrykkende, og en klasse, der ikke har magten, de undertrykte. For at de undertrykte kan tage magten fra undertrykkerne må de altså fjerne grunden til, at de er undertrykte.
Tilintetgørelse af staten
Vejen til frigørelsen går altså igennem en tilintetgørelse af den stat, der har virket ved at undertrykke dem. Helt konkret vil det ske gennem arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne.
Herved er staten væsentligt svækket, da den så ikke længere kan fungere som redskab for udbytningen. Men det er ikke nok.
I en sådan situation vil vi have arbejderklassen på den ene side, der har erobret produktionsmidlerne, men vi vil også stadig have den borgerlige stat på den anden side, der vil kæmpe for at opretholde den “orden”, den er sat i verden for at beskytte.
Hvis ikke en revolution i denne situation skal lide nederlag, er arbejderklassen eller arbejderne altså nødt til at knuse den borgerlige stat og indsætte sit eget undertrykkelsesapparat.
Arbejdermagt
Dette undertrykkelsesapparat er det vi i en videnskabelig marxistisk terminologi betegner som “proletariatets diktatur” – eller i mere nutidigt sprog: Arbejdermagt.
Det sigter til, at det undertrykkelsesapparat, der betegnes som bourgeoisiets diktatur, erstattes af en anden magt, nemlig arbejdernes magt over samfundet.
Ligesom kapitalistklassen havde brug for deres stat til at sikre den “orden”, de ønsker, vil arbejderklassen også være nødt til at have en eller anden grad af centraliseret magt, som en stat er, der kan sikre den "orden", de ønsker.
Men det er en magt, der modsat kapitalisternes vil være underlagt det store flertals interesser. Det er banebrydende og hundrede gange mere demokratisk end det, vi kender i dag. I dag er det det uhyre lille mindretal, der sidder på magten over det store flertal.
Denne erkendelse er også i dag altafgørende for socialister, hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om socialisme. Men for Lenin (og Marx og Engels) stopper historien ikke her.
Statens bortdøen
Selv om arbejdermagten er hundrede gange mere demokratisk end det, vi kender i dag, så er der stadig tale om en undertrykkende klassestat. Ganske vist arbejderklassens – det store flertals – stat, men alligevel.
Men arbejderstaten skaber det økonomiske grundlag for, at klasserne kan begynde at dø bort. Og efterhånden som klasserne begynder at dø bort, vil staten – forstået som undertrykkelsesapparat – få mindre og mindre betydning og til sidst dø bort.
Det betyder ikke, at der ikke vil være behov for koordinering osv. Men staten som undertrykkelsesapparat kan vi med Engels’ ord anbringe “hvor det så vil høre hjemme: på museet for oldsager, ved siden af spinderokken og bronzeøksen.”
Arbejderstaten er ikke et mål i sig selv, men et middel til at nå målet: Det klasseløse, kommunistiske samfund.
----
V. I. Lenin: Staten og revolutionen kan købes hos Forlaget Modstand.org – eller læses på Marxisme Online.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed