Socialistisk Arbejderavis
Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 13
Folkets klimamarch giver nyt håb for klimabevægelsen
Marie Jæger
Den 21. september gik i alt 600.000 mennesker på gaden fra New Delhi til New York i den største klima-march nogen sinde.
Demonstrationerne markerer et tiltrængt pust til et klimapolitisk dødvande siden COP15 i København i 2009.
23. september mødtes ledere fra verdens regeringer samt finans-, erhvervs- og interesseorganisationer i New York i anledning af FN’s klimatopmøde for at gøde jorden til næste års forhandlinger i Paris.
Der er i sig selv dog intet opsigtsvækkende i klima-topmøder, hvor politikere kan forsikre os om deres gode hensigter, uden at det får nævneværdige konsekvenser for deres prioriteringer og politik.
Opsigtsvækkende er til gengæld de 600.000 mennesker, som gik på gaden over hele verden i løbet af den forudgående weekend for at kræve handling fra verdens ledere.
2646 aktioner i 162 forskellige lande. Fra 30.000 demonstranter i Melbourne, tusindvis af protesterende i Jakarta, New Delhi, Bangladesh og Katmandu, atter tusinder fra Johannesburg til Elfenbenskysten, til 25.000 i Paris, 10.000 i Berlin, nogle hundreder i København, 40.000 i London og 400.000 demonstranter i New York.
Selv de FN-politikere, som marchen var rettet mod, tog del i demonstrationen i New York. Deres deltagelse afrunder naturligvis enhver politisk kant, som klima-marchen kunne have haft.
Klimaforandringer er konkrete
Formelt stillede demonstrationen ingen konkrete krav til FN-politikere eller formulerede nogen form for systemisk kritik. Ikke desto mindre taler de 600.000 demonstrerende for sig selv.
De viser med al tydelighed, at klimaforandringer ikke er et abstrakt begreb, som vi må overlade til politikerne at diskutere – klimaforandringer er tværtimod et meget konkret problem i mange menneskers hverdag.
Mange demonstrerende blev ramt af orkanen Sandy i 2012. Andre har været aktive i kampen mod anlæggelsen af tjæresands-rørledningen Keystone XL fra Canada til Texas, som truer med omfattende forurening af grundvandet.
Andre igen kæmper mod udbredelsen af skifergas. Demonstrerende fra Arizona mangler rent drikkevand, fordi kulindustrien bruger deres vand.
Konsekvens af kapitalismen
Alle disse kampe er eksempler på, at global opvarmning ikke bare er en enkelt uheldig bivirkning af kapitalismen, men at hensynsløs udnyttelse af naturens ressourcer på bekostning af mennesker og miljø er en indbygget konsekvens af den kapitalistiske økonomi.
Samtidig viser de, at klimakampen ikke skal kæmpes af politikere i lommen på beskidte industrier, men derimod af almindelige mennesker, som ønsker at forsvare deres egen og Jordens fremtid.
Klimaforandringer skaber flygtningestrømme og konflikter, fratager oprindelige folk deres livsgrundlag og øger udbredelsen af tropiske sygdomme, og gør dermed klimakampen til et spørgsmål for alle.
Klimakamp er klassekamp
Derfor var demonstrationerne bredt indkaldt af tusindvis forskellige organisationer, der udover miljøorganisationer også inkluderer bl.a. fagforeninger, ungdomsorganisationer, trossamfund, oprindelige folk og krigsmodstandere.
Særligt bemærkelsesværdigt er den massive deltagelse af fagforeninger i demonstrationerne i New York.
Over 200 lokale fagforeninger deltog i klimamarchen.
Dette er et vigtigt skridt for fagbevægelsen, som hidtil ofte har sat lighedstegn mellem at skære i CO2-udslip og skære i jobs.
Det opstiller en falsk enten-eller-præmis for klimadiskussionen, hvor man enten forsvarer klimaet eller forsvarer arbejdspladserne.
Jobs eller klima?
Det er helt afgørende at udfordre denne logik, fordi organiserede arbejdere i f.eks. energi- og transportsektoren har en position, hvor de direkte kan påvirke – og forhindre – udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer.
En konkret måde at udfordre jobs-eller-klima-præmissen på er kravet om reelle klimajobs.
Hvis samfund verden over skal omstilles til CO2-neutral produktion, kræver det, at millioner af arbejdere bygger vindmøller og solcelleanlæg, tog og busser, isolerer huse osv. – og i det hele taget omstiller produktionen fra top til bund.
Kravet om millioner af klimajobs er stillet af fagforeninger og klimabevægelser i fællesskab i bl.a. Storbritannien og Sydafrika – og af Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening BJMF i København.
Det er et meget enkelt og letforståeligt krav, som både sætter fokus på, at den nødvendige klimaomstilling ikke behøver at betyde mere arbejdsløshed, tværtimod.
Men det sætter også fokus på, at det ikke er et krav, politikerne har tænkt sig at indfri. Det skal kæmpes igennem med strejker, blokader og besættelser af fagforeninger og klimaaktivister i fællesskab.
Fagforeningernes deltagelse i demonstrationerne i New York bringer uundgåeligt denne job-eller-klima-præmis til diskussion i de involverede fagforeninger.
Nyt håb for klimabevægelsen
Klimamarchen viser en stigende bevidsthed om, at vi ikke kan regne med, at handling kommer fra politikerne, men at den må komme fra almindelige mennesker – arbejdere og arbejdsløse, studerende og pensionister.
De 600.000 demonstrerende har vist hinanden, at ingen behøver at stå alene med deres kampe. De har givet os modet til at håbe, at klimabevægelsen igen vil rejse sig og vise magthaverne, at vi ikke vil se passivt til, mens Jordens ressourcer misbruges og ødelægges.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed