Socialistisk Arbejderavis
Nr. 342 – 19. december 2014 – side 6
Ny radikal studenterbevægelse sætter gang i blokader
Nis Hejlskov
Onsdag d. 19. november besatte studerende fra Københavns Universitet administrationen på Institut for Medie, Erkendelse og Formidling (MEF).
Samtidig blokerede studerende fra Aarhus Universitet deres rektoratet.
Begge blokader blev indledt af gruppen Et andet universitet, som talte omkring 25-50 studerende i begyndelsen. Efter første dag på blokaderne var dette antal dog mangedoblet.
Begge blokader blev igangsat med kravene om både at trække regeringens fremdriftsreform (“hurtigere-ud-reformen”) og planen om dimensionering tilbage, da disse reformer er udtryk for et overdrevet fokus på erhvervsrelevans frem for viden.
Samtidig krævede man, at erhvervslivet blev smidt ud af universiteternes bestyrelser, da det giver dem alt for meget magt i forhold til, hvordan universiteterne indrettes og formes.
Udgangspunktet var at protestere indtil disse krav var opfyldt – eller indtil vi blev fjernet.
Politiet indsættes
Den første dag af blokaden på MEF Instituttet i København mødte politiet op for at påpege over for de studerende, at de kunne blive smidt ud af universitetet, hvis de ikke nedlagde deres blokade.
Denne trussel blev dog hurtigt trukket tilbage af fakultetsdirektøren, Kristian Boye Petersen, som i en pressemeddelelse udtalte, at Københavns Universitet ikke havde nogle planer om at smide nogle studerende ud. Det er første gang i mange år, at politiet inddrages i konflikter på universiteterne.
Blokaden i København nedlægges – kampen fortsætter!
Efter 5 dages kamp blev de studerende på blokaden af MEF Instituttet enige om, på et sidste stormøde søndag d. 23. november, at nedlægge deres blokade, for at fortsætte kampen på anden vis.
En del syntes det var ærgerligt, at man allerede “gav efter”, men flere mente, at det var klogt at skifte strategi. Alle var dog enige om, at blokaden havde vist, at når bevægelsen bevæger sig, bliver man flere.
I Aarhus fortsatte blokaden af rektoratet, men efter en advarsel fra ledelsen på Aarhus Universitet, blev de studerende fjernet tidligt om morgen tirsdag d. 25. november.
I København holdt Et andet universitet to stormøder i ugen lige efter, at blokaden af MEF Instituttet var blevet nedlagt.
På disse møder planlagde man at blokere regeringens Kvalitetsudvalgs lanceringskonference fredag d. 28. november. Udvalget havde holdt samme arrangement i Studenternes Hus i Aarhus, hvor studerende fra Et andet universitet også forsøgte at blokere mødet.
Blokaderne blev begrundet med, at Kvalitetsudvalget, nedsat af regeringen, er udemokratisk sammensat og illegitimt, da ingen af medlemmerne hverken er folkevalgte, undervisere eller studerende. Udvalget består udelukkende af økonomer og folk fra erhvervslivet.
Både i Aarhus og København blev politiet indsat imod de blokerende studerende efter ganske kort tid.
Hvad er Et andet universitet, og hvordan bliver jeg aktiv?
Et andet universitet er et initiativ, som opstod under de store studenterprotester imod fremdriftsreformen i slutningen af 2013, da de etablerede studenterorganisationer viste deres svaghed ved at gå med til at dele af implementeringen af reformen blot blev udsat og ikke trukket tilbage.
Dette førte til frustration blandt mange studerende, men en lille gruppe studerende blev enige om, at kritikken af og kampen imod den førte uddannelsespolitik burde intensiveres og radikaliseres. De vendte frustration og vrede til handling og kamp!
Et andet universitet er en bevægelse, som forsøger at politisere debatten om universitet ved at bruge universitetet som en politisk kampplads. Bevægelsen forsøger ikke at distancere sig fra Studenterråd og fagråd, men samarbejder gerne, når det er muligt.
Et andet universitet er for ALLE studerende, som aktivt vil kæmpe imod den førte uddannelsespolitik, hvor erhvervslivet i alt for høj grad dikterer udformningen af reformer og uddannelser. I stedet ønsker de et frit og demokratisk universitet styret af viden og kritisk forskning.
Hvis du gerne vil deltage i Et andet universitets møder og/eller aktiviteter i København:
Gruppen holder møde hver mandag kl. 17 i Cafe ENGEROM på KUA1, Njalsgade 128, 2300 København S.
Find Et andet universitet på Facebook eller se indlæg og artikler fra Et andet universitet på: www.denfri.dk/author/et-andet-universitet/.
Kontakt: send en mail til etandetuniversitet@gmail.com.
Nis Hejlskov er studerende på Københavns Universitet og aktiv i Et andet universitet.
Se også:
SAA 342: Blokader på RUC
SAA 342: Nej til forringelser af erhvervsuddannelserne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe