Socialistisk Arbejderavis
Nr. 342 – 14. februar 2015 (Kun online)
Frankrig efter Charlie Hebdo-angrebet
Denis Godard
Det umiddelbare svar efter angrebet på Charlie Hebdo var “national enhed” imod terrorismen.
Denne stemning passede Francois Hollandes regering godt, fordi det skjulte mange af modsætningerne i det franske samfund. I den første uge efter angrebet var der en forfærdelig bølge af islamofobi, flere muslimer og andre minoriteter blev angrebet i den uge end hvad, der blev registreret hele sidste år.
Mange muslimer var bange for at tale åbent, eller endda for at gå ud på gaden. Det første eksemplar af Charlie Hebdo efter angrebet solgte 5 millioner eksemplarer. Den havde igen en forside, der havde til formål at ydmyge muslimer. Regeringen følte ikke, at der var nogen grænser for hvad, den kunne gøre. Den oversvømmede gaderne med politi, øgede sin rolle i bombningerne af Syrien og Irak og sendte krigsskibe til den Persiske Golf.
Demonstration for national enhed
Dette blev alt sammen gjort under dække af at forsvare “ytringsfriheden”. Regeringen brugte dette argument for at give legitimitet til den stats-sponsorerede national-enheds demonstration. Det var en mærkelig stemning. Mange mennesker ønskede ikke at være en del af den “nationale enhed”, men følte de skulle retfærdiggøre, hvorfor de ikke deltog i marchen. Presset for at rette ind var overvældende.
Men den “ytringsfrihed”, som regeringen var så vild for at “forsvare”, begyndte at give bagslag. Politiet arresterede unge, nogle kun 13 år, for at tale imod Charlie Hebdo eller for at forstyrre det minuts stilhed, skolerne holdt, eller endda for at sætte spørgsmålstegn ved sloganet “Je suis Charlie”.
Sidste november stemte det franske parlament – med et overvældende flertal – for en hård anti-terror-lovgivning. Den blev hovedsageligt rettet mod folk, som de mistænkte for at rejse til Syrien. En af lovens bestemmelser er at ramme alle som “fremmer” eller “forsvarer” terrorisme – en samleklausul, som er blevet brugt til at lukke munden på alle som satte spørgsmål ved “Je suis Charlie”-konsensussen.
Mod ytringsfrihed
Det blev mere og mere klart, at arrestationerne og retsforfølgelserne, såvel som forsøg på at forbyde alle møder og demonstrationer, var i direkte modstrid med “ytringsfriheden”. Så regeringen skiftede retorik – til at kæmpe mod terror.
Hollandes regering udnyttede også muligheden til at presse en upopulær lov igennem, som vil sætte arbejdernes rettigheder yderligere tilbage – inklusive søndagsarbejde og “fleksibelt” nattearbejde. Dette er en gave til cheferne.
Det er nu, trods alt, blevet mere acceptabet at stille spørgsmål ved den nationale enhed. Mange folk fik kvalme af at se verdens ledere, deriblandt Israels Bibi Netanyahu, gå i parade forrest i marchen.
Vi indkaldte for nyligt til en demonstration imod islamofobi i mit nærområde i Paris, som er etnisk blandet. Mange af dem, som dukkede op, sagde “Vi er ikke Charlie”, mens aktivister, som stiller spørgsmål ved den nationale enhed begynder at finde et ekko blandt mange folk, som blev fanget af “Vi er Charlie”-kampagnen.
Spørgsmål ved national enhed
Efter angrebene har store dele af den radikale venstrefløj – indbefattet fagforeningerne og muslimske og immigrant-organisationer – bakket op om den nationale enheds demonstration. Andre siger, at venstrefløjen kun kan organisere blandt dem, som ikke tog del i marchen. Begge holdninger er forkerte.
Den ene indrømmer at der eksisterer en ting som “national enhed”, den anden ignorerer en stor del af dem, som dukkede op på dagen, men er blevet utilfredse med anti-muslim-retorikken og begrænsningerne for ytringsfriheden.
Der er mange problemer inden for denne nationale enhed. Marchen har ikke overvundet de dybe modsætninger i Frankrig og har i stedet skabt et paradoks. Mange mennesker accepterer nu, at marchen blev brugt til yderligere at ydmyge en stor del af det franske samfund.
Folk stiller nu store spørgsmål om islamofobi og racisme, begrænsningerne på ytringsfriheden osv. Der er en mulighed for at nå disse folk ved at sige, at der ikke skal gøres indrømmelser til islamofobien, til politi-racismen eller til “krigen mod terror”.
På dagen for marchen gik vi en gruppe ind i demonstrationen for at tale om, hvorfor vi ikke marcherede. Først var vi bekymrede over den reaktion, vi kunne møde, men snart blev det klart, at mange folk var åbne for diskussion. Vi satte ikke spørgsmål ved demonstrationen, men ved den politik, som dominerede den.
På trods af vores frygt har det fascistiske Front National (FN) ikke vundet direkte på denne stemning. FNs ledere blev væk fra marchen i Paris – de valgte at deltage i lokale demonstrationer i byer, hvor deres parti har flertal. Men på længere sigt har FN meget at vinde. Det er klart, at den politiske stemning har skiftet til fordel for FNs leder Marine Le Pen.
Kampagne imod islamofobi
Dette har skabt et nyt fokus for venstrefløjen. Mange på den radikale venstrefløj glemmer deres forskelligheder for at starte en kampagne imod islamofobi og for at organisere antiracistiske gade-mobiliseringer. En af effekterne har været en genkomst af selvtilliden blandt tilhængere af Nouveau Parti Anticapitaliste (Nyt Antikapitalistisk Parti, NPA) – en alliance af revolutionære organisationer.
Olivier Besancenot, leder af NPA, udtalte tidligt, at han ikke ville deltage i den nationale enheds demonstration. Det var en vigtigt og principiel holdning, som gav selvtillid til dem, som var urolige over statens reaktion.
En af konsekvenserne har været en ny og mere seriøs attitude inden for NPA på spørgsmålet om islamofobi. Nu er der generel enighed om, at det er en vigtig prioritet, og at der er et uopsætteligt behov for at bygge relationer med muslimske organisationer. Dette rejser argumentet om forekomsten af anti-semitiske holdninger hos mange arabiske unge, og at de holdninger bør blive udfordret. Men på samme tid kan det ikke være en forhindring for at arbejde sammen med dem.
Denne energi bliver til en seriøs mobilisering for den 21. marts, hvor der er international demonstrationsdag mod racismen. Og det giver socialister og antiracister muligheden for en seriøs kampagne mod islamofobi, som vil kunne udvide sig til modstand mod Frankrigs “krig mod terror”.
Angrebet på Charlie Hebdo gav staten og højrefløjen en mulighed for at fremme ideen om “national enhed”. Men det kan ikke dække over de dybe modsætninger i landet.
Denis Godard er medlem af det franske Nouveau Parti Anticapitaliste (Nyt Antikapitalistisk Parti, NPA).
Artiklen er oversat fra Socialist Review, februar 2015. Mellemrubrikkerne er indsat af avisens redaktion.
Se også:
SAA 342: Angrebet i Frankrig: Fordøm terrorismen og bekæmp racismen
SAA 342: Lørdag den 21. marts: International demonstration mod racisme
SAA 342: Velkommen til flygtninge og indvandrere
SAA 342: Racisme og islamofobi
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed