Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 7

Podemos

Fra gadens parlament til parlamentarisk ansvarlighed

Marie Jæger

Syrizas valgsejr har givet nyt håb til den sydeuropæiske venstrefløj. Situationen i Grækenland spejler sig på mange måder i den spanske politiske scene.

Podemos-demo

Her er venstrefløjs-partiet Podemos førende i meningsmålingerne blot et år efter dannelsen af partiet.

Podemos’ popularitet har uden tvivl at gøre med, at resten af det politiske etablissement er ude af stand til at repræsentere et alternativ til nedskæringspolitikken og et perspektiv for forandring af en krisepræget social virkelighed.

Korrupte politikere og tårnhøj arbejdsløshed

Arbejdsløsheden i Spanien er stadig over 25 pct., og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Samtidig er antallet af spanske millionærer steget, og Spaniens 100 rigeste mennesker har i løbet af det seneste år set deres formuer stige med 9,4 pct. Spanien er i dag det land i Europa med næststørst ulighed.

Der er intet at sige til, at store dele af den spanske befolkning har mistet tiltroen til de etablerede politiske partier. Det spanske socialdemokrati, PSOE, sad ved magten frem til 2011, og har gennemført en række af de reformer og nedskæringer, som har fulgt i kølvandet på den økonomiske krise.

Samtidig har den ene korruptions-sag efter den anden ramt både PSOE og flere af Spaniens store fagforeninger. Den traditionelle venstrefløjs organisationer er ude af stand til at tegne et håb om forandring.

Håbet fra de 99 %

Håbet om forandring er siden 2011 i stedet blevet rejst af sociale bevægelser som 15-maj-bevægelsen (også kendt som Indignados), som gennem pladsbesættelser protesterede mod arbejdsløshed, nedskæringer, den skruppelløse finanskapital og politiske partiers manglende evne til at varetage almindelige menneskers interesser.

Denne type protester har bragt millioner på gaden – undersøgelser viser, at hver fjerde spanier har deltaget i demonstrationer i løbet af de seneste år. Opbakningen til disse protester er et bevis på, at krisens konsekvenser har radikaliseret store dele af den spanske befolkning.

Det er delvist denne politiske arv, Podemos søger at bygge på. Podemos bygger videre på den retorik, som opstod omkring sociale protestbevægelser og henvender sig netop til “de 99 %”, som ikke føler sig repræsenteret af eksisterende partier.

Den primære politiske modsætning bliver i Podemos’ forståelse derfor ikke mellem højre og venstre, men mellem professionelle politikere, spekulanter og kapitalejere mod den almindelige befolkning.

Udbredelsen af denne klasseforståelse er naturligvis vigtig i en tid, hvor de fleste politiske partier mere eller mindre ukritisk abonnerer på hele det neoliberale projekt. Spørgsmålet er, om Podemos formår at vende den folkelige opbakning til reelle forbedringer for almindelige menneskers liv.

Skandinavisk velfærdsmodel som forbillede

Trods den tydelige inspiration fra 15-maj-bevægelsen består grundlæggerne af Podemos primært af en gruppe akademikere og medie-aktivister ledet af Pablo Iglesias, som i dag er generalsekretær for Podemos. Siden har flere aktivister, hvoraf en del har deres erfaringer fra 15-maj-bevægelsen, tilsluttet sig partiet.

Men trods inspirationen fra sociale bevægelser, som har været kendetegnet ved basis-demokrati og flad struktur, har Pablo Iglesias efter partiets stiftende generalforsamling i oktober 2014 formået at centrere størstedelen af den politiske magt i partiet omkring sig selv og sine støtter frem for at basere den på de “cirkler”, som partiets medlemmer er organiseret i.

Partiets politik er ligeledes rettet til og strømlinet og erklærer åbent den skandinaviske velfærdsmodel som forbillede.

Podemos’ officielle politik forudsætter, at man blot kan skifte de "dårlige" politikere ud med nogle bedre af slagsen og dermed lægge grunden til et samfund i overensstemmelse med den almindelige befolknings interesser.

Opskriften på succes: demokratisk organisering og radikal systemkritik

Efter Podemos høstede 1,2 millioner stemmer ved det Europæiske Parlamentsvalg i maj 2014 og fik færten af parlamentarisk indflydelse, er den radikalitet, som sociale protestbevægelser bragte ind i partiet, således ofret på den økonomiske ansvarligheds alter.

Men Podemos har netop nydt så stor popularitet, fordi det har præsenteret sig selv som et radikalt alternativ til det politiske system. Jo mere partiet forsøger at integrere sig i den parlamentariske logik, jo mere vil det underminere fundamentet for dets popularitet.

Almindelige medlemmers aktive, organiserede modstand er afgørende, hvis Podemos for alvor skal udfordre krisepolitikken.

Uanset Podemos-politikeres moralske overlegenhed og karakterstyrke, er det ikke alene nok til at modstå EU’s nedskæringsregime. Derfor må modstanden spredes til arbejdspladserne, hvor strejker – de kapitalløses stærkeste våben – kan lægge et reelt pres på politikere og kapital.

Derfor er det afgørende, at organisering og mobilisering på skoler og arbejdspladser fortsætter, hvis Podemos’ løfter om et bedre Spanien skal opfyldes.

Podemos er en inspiration og et håb for den spanske befolkning – men kan kun vedblive at være det, hvis medlemmerne fortsat organiserer sig og kæmper for det demokratiske og systemkritiske perspektiv, som giver Podemos sin berettigelse.

Se også:
SAA 343: Venstreregeringer: Kan vi stemme os til magten?
SAA 343: Grækenland: Aftalen handler om mere end blot gæld
SAA 343: SYRIZA og staten
SAA 343: SYRIZAs valg
SAA 343: Manolis Glezos: Før det er for sent
SAA 343: Arbejderne til SYRIZA: “Giv ikke efter”
SAA 343: Udtalelse fra SEK, Grækenland: Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!

Flere artikler fra nr. 343

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 2332 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside