Socialistisk Arbejderavis
Nr. 344 – 20. april 2015 – side 12
Radikalisering
Den indre fjende
Charlie Lywood
Anti-radikaliserings-tiltag har med stærkere og stærkere røst været svaret på terror i Europa de seneste godt 10 år.
Lige siden bombningerne i London i 2005 har man søgt efter midler til at bekæmpe “the home grown terrorist”, som kom indefra og ikke udefra som med 9/11 i 2001.
Attentaterne i Paris og København vil utvivlsomt sætte endnu mere skub i disse tiltag.
Allerede inden disse begivenheder har regeringen været langt fremme i deres bestræbelser. I regeringsgrundlaget (som jo også er tiltrådt af SF) ønskede man en kortlægning af “ekstremistiske og anti-demokratiske miljøer” i Danmark.
Handleplan
Den blev udarbejdet af SFI (Socialforskningsinstituttet) og blev haglet ned som ubrugelig af bl.a. indenrigsminister Manu Sareen, da den udkom i efteråret 2014. Ikke desto mindre udsendte regeringen straks derefter deres “handleplan mod ekstremisme og radikalisering”.
Handleplanen indeholder en hel række tiltag, hvis hovedbudskab er, at det civile samfund skal forebygge radikalisering ved at mobilisere skoler, fritidsinstitutioner, fængsler osv. til at spotte tegn på radikalisering og sætte ind, hvor de ser den.
Problemet er bare, at “radikalisering” og “ekstremisme” er politiske begreber, som ikke er så nemme at definere. Og når de bliver defineret, så viser det sig, at definitionen er det, som afviger fra den normale opfattelse af “demokrati”.
“Ekstremistisk”
Fx er en række organisationer i kortlægningsarbejdet udpeget som “ekstremistiske”, herunder Anti-Racistisk Netværk i Århus. Og man diskuterede helt åbent (det står i kortlægningen), om ikke SUF, Socialistisk UngdomsFront (ELs ungdomsorganisation), skulle optræde på listen.
De organisationer, som er nævnt – både islamistiske, højre- og venstrefløjs-organisationer – er alle helt legale foreninger. Men som ikke nødvendigvis mener, at det nuværende liberale, repræsentative demokrati er det eneste svar på, hvordan mennesker kan og skal organisere sig.
Hvilket ret har staten til at forebygge/bekæmpe disse menneskers ideer?
Det at tænke og tale frit uden statens indblanding burde jo netop kendetegne det liberale demokrati, man foregiver at ville forsvare. I virkeligheden minder det mere om det østtyske Stasi-system, hvor alle spionerede mod alle, og man bliver bange for at sige sin mening.
Det er dødsens farligt.
Derudover er handleplanen blottet for den tanke, at motivationen for at lave terror i Vesten kunne være, hvad Vesten, herunder Danmark, foretager sig i Mellemøsten.
Danmark er i krig mod en sunni-muslimsk oprørsbevægelse. Det kunne tænkes, at de handlinger, som foregår i Irak og tidligere i Afghanistan samt Europas opbakning til Israel, kunne motivere nogen til at slå igen.
Forebygge statens ekstremisme?
Hvordan skal man “forebygge” statens ekstremistiske ideer om at bombe sig ud af et problem, man selv har skabt gennem krig i Irak i flere omgange og ved at alliere sig med lige så brutale shia-militser?
Forskere i moderne terrorisme og radikalisering peger på en del faktorer, som peger væk fra regeringens anti-radikaliserings-strategi.
Hovedkonklusion på den forskning, som eksisterer (og der mangler en del), peger på at “ekstremisme” og “radikaliserings”-begreber er ideologisk bestemt. Magthaverne bestemmer, hvad de indeholder.
De peger på, at ideologien ikke er hovedforklaringen på voldelige handlinger. Vejen til at stå med en bombe eller et gevær i hånden, eller slås for en sag som i Syrien/Irak, er meget kompleks.
Der er ikke én profil, ikke én forklaring, tilfældighederne spiller en stor rolle. De sætter spørgsmålstegn ved om “radikaliserings-processen” til “ekstremisme” kan bruges som ramme for at “forebygge” terror.
Fx antager kortlægnings-rapporten fra SFI, at der er en bestemt (og statisk) relation mellem holdninger og handlinger, som der ikke er belæg for.
Stærkere PET
Alligevel ønsker staten ikke blot at have et forstærket PET som deres redskab mod den “indre fjende”, som kunne tænke sig at handle på deres ideer mod staten.
De ønsker at mobilisere os alle sammen, både som professionelle og privatpersoner, i at finde “fjenden”.
I Grundlovens §77 står der: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” (Min fremhævning.)
Men det ser regeringen stort på.
Passet skal tages fra folk, som vil rejse til “konfliktområder” (læs: Syrien/Irak). Det er politiet uden en dommer, som vurderer.
En chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal kunne bestemme, om en dansk statsborger i udlandet skal overvåges uden dommerkendelse.
Som juraprofessor Eva Schmidt tørt sagde: “Dette er vejen til en politistat.”
Anders Henriksen har i sin bog “Antiterroren, retsstaten og demokratiet” (DJØF, 2011) skrevet, at udviklingen i anti-terroren begynder at gå fra at forhindre handlinger til at forebygge ideer.
Denne udvikling er blevet forstærket siden 2011 og bliver nu helt sikkert accelereret. Det skal bekæmpes.
Alles frihed står på spil.
Se også:
SAA 344: Kender du Richard White?
SAA 344: Politikernes hetz-kampagne – en tidslinje
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed