Socialistisk Arbejderavis
Nr. 345 – 16. juni 2015 (Kun online)
Græsk opgør er ingen tilskuersport
Alex Callinicos
Der er kun tre interessante spørgsmål om den uendelige græske krise – som måske endelig når et bristepunkt. Det første er: Vil den græske premierminister Alexis Tsipras blinke?
Alexis Tsipras (Foto: Frangisco Der)
Tre berygtede “institutioner” fører tilsyn med Grækenland: Den Europæiske Centralbank (ECB), Europa-Kommissionen og Den Internationale Valutafond (IMF).
I tæt samråd med Europas mest magtfulde politiker, den tyske kansler Angela Merkel, leverede de et ultimatum til Tsipras og hans parti SYRIZA i sidste uge. Kun hvis deres betingelser er opfyldt, vil de frigive de penge, der tillader Grækenland at fortsætte med tilbagebetale til landets kreditorer.
To punkter er værd at bemærke. For det første er “institutionerne” blandt Grækenlands vigtigste kreditorer. Så striden handler, absurd nok, om hvorvidt de skal give Grækenland penge til at betale tilbage til dem selv.
For det andet, tilbage i februar udelukkede Euro-zonens finansministre den oplagte løsning: At afskrive en stor del af Grækenlands udlandsgæld. Det var det, SYRIZA blev valgt for at opnå.
Tsipras fremlagde i sidste uge sine forslag. De var endnu et forsøg på “omstrukturering” – dvs. at gøre gælden mindre. Avisen Financial Times lækkede dette dokument og kommenterede, at “det meste af det er også politisk uacceptabelt for eurozonens kreditorer ... [som] har vist sig ualmindeligt uvillige til at tolerere enhver gældslettelse – på trods af at IMF i stigende grad har argumenteret for, at Grækenlands gæld er uholdbar uden.”
Så hvad er det for et alternativ “institutionerne” tilbyder? Flere nedskæringer og mere nyliberalisme.
De ønsker at forhøje momsen med én procent af nationalindkomsten, mens momsen på de fleste varer er på 23 procent. Pensionerne – der allerede er omkring halveret – skal skæres med endnu én procent af nationalindkomsten de næste to år.
Reformer
IMF kræver også, at SYRIZA ikke underminerer de arbejdsmarkeds-“reformer”, der blev presset igennem af de foregående regeringer, ved at hæve mindstelønnen og styrke overenskomsterne.
Det er fristende at afvise disse krav som irrationelle. Ashoka Mody, tidligere fra IMF, fortalte til The Telegraph, at det var “chokerende dårlige økonomi ... Jeg er ærlig talt chokeret over, at vi overhovedet har en diskussion om at hæve momsen under disse omstændigheder. Vi har netop set en for tidlig moms-stigning slå luften ud af et så stærkt land som Japan.”
Denne form for kritik forudsætter, at de dominerende kræfter i Den Europæiske Union (EU) bekymrer sig om fremtiden for den græske økonomi. Det er en illusion.
Merkel, Eurogruppen, og “institutionerne” ønsker at ydmyge, tæmme, og om nødvendigt ødelægge SYRIZA, for at knuse modstanden mod nyliberalismen i Europa.
Tsipras reagerede ved at annullere et planlagt møde i Bruxelles, udskyde en tilbagebetaling til IMF og fordømme forslagene som “absurde”. Han havde kæmpet for at nå frem til et kompromis med EU. Men EU opfordrede ham til at begå politisk selvmord ved at pålægge flere prisstigninger og pensions-nedskæringer på en økonomi, der allerede er ødelagt af en depression i stil med 1930’erne.
En græsk minister fortalte til The Daily Telegraph: “På en mærkelig måde drager vi alle et lettelsens suk. Vi var bange for en dårlig aftale, der ville splitte partiet, men dette er så grusomt, at det gør livet lettere. Ingen af os kan acceptere det.”
Hvis Tsipras står fast, så vil vi stå over for en kvalitativt ny situation. Sidste gang en venstre-reformistisk regering trodsede kapitalens kræfter var Folkeenheds-regeringen under Salvador Allende i Chile i 1970-1973.
Dette bringer os til det andet spørgsmål: Hvis Tsipras blinker, hvad vil venstrefløjen inden for SYRIZA gøre?
Panagiotis Lafazanis, leder af Venstre-platformen og højtstående minister, har antydet, at han vil træde tilbage, hvis Tsipras indgår et uacceptabelt kompromis.
Vil Lafazanis gøre alvor af denne trussel, hvis det bliver nødvendigt? For at den skal blive effektiv, ville han og hans allierede ikke blot være nødt til at bryde med regeringen, men at forene sig med venstrefløjen uden for SYRIZA. Især ANTARSYA, Fronten for det Antikapitalistiske Venstre, har betydelig vægt blandt fagforeningsfolk, studerende og anti-racister.
Dette fører os til det tredje og mest grundlæggende spørgsmål: Vil græske arbejdere bekæmpe en ny omgang nedskæringer? Dette er ikke et teoretisk spørgsmål for venstrefløjen, i eller uden for SYRIZA. Det er op til dem at sikre, at svaret bliver positivt.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2457, 9. juni 2015.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed