Socialistisk Arbejderavis
Nr. 346 – 14. juli 2015 – side 12
Socialisme for begyndere
Det kommende socialistiske samfund
Sigurd Sejer Skov
Hvordan vil et socialistisk samfund se ud? Hvordan vil det være organiseret? Og hvad vil det betyde for fx kvindeundertrykkelse og racisme?
Det forsøger John Molyneux at svare på i sin pjece “Det kommende socialistiske samfund”.
Molyneux starter med at slå fast, at man selvfølgelig kun kan gisne. Især fordi socialismen ikke udformes af små socialistiske grupper, men af flertallet i arbejderklassen, når de har taget magten.
Men visse antagelser er ganske rimelige at lave, fx at det nye demokrati vil foregå gennem arbejderråd, da netop denne form er gået igen under tidligere revolutioner.
Den politiske magt
Det første, der vil ske under en socialistisk revolution, er, at arbejderklassen vil smadre den kapitalistiske stat og erstatte den af sin egen “arbejderstat”. Den vil bygge på arbejderråd, som består af lokale og regionale delegerede fra de enkelte arbejdspladser, som så vælger det nationale arbejderråd.
Ordensmagten vil bestå af arbejdere – med demokratisk valgte officerer, hvis løn ikke afviger fra den almindelige arbejder.
Arbejderstatens rolle er først og fremmest at sikre, at de gamle magthavere ikke slår igen mod arbejderklassens nye magt.
Derfor er arbejderstaten heller ikke absolut demokratisk. Det gamle borgerskab er udelukket.
Men det vil mere end rigeligt opvejes af massernes kontinuerlige deltagelse i demokratiet, i stedet for “én-dags-demokrati” hvert fjerde år.
Den økonomiske magt
Når arbejderklassen har konsolideret sin politiske magt, gælder det den økonomiske magt. Kontrol over økonomien er afgørende for socialismens overlevelse.
Midlerne vil være arbejderovertagelse og nationalisering af produktionsmidlerne – først og fremmest af de største firmaer og bankerne.
Når nationaliseringerne er gennemført, er planøkonomi det næste skridt.
Det er ikke den slags økonomi, som eksisterede i det statskapitalistiske USSR, men derimod en planlægningsproces, som starter på gulvplan og fastsættes efter arbejdernes behov, ikke kapitalakkumulation.
Ud fra det udformer regeringen så den endelige plan, som efterfølgende skal godkendes i de forskellige arbejderråd.
Spredning af revolutionen
Et enkelt socialistisk land kan ikke overleve alene. Derfor er det afgørende, at revolutionen spredes.
Men den mulighed er inden for rækkevidde.
Et allerede socialistisk land vil vise arbejdere i resten af verden muligheden for et andet samfund – som man så det efter 1917-revolutionen i Rusland, som skabte bølger af oprør hele vejen til Glasgow og Seattle.
Forandring af arbejdet
'Når socialismen har sejret på verdensplan, er de mest grundlæggende kapitalistiske modsætningsforhold i økonomien løst – arbejdsløshed, inflation og ulige distribuering af goderne.
Man vil indrette produktionen efter behov i stedet for fx militær til imperialistiske krige.
Når produktionen på et tidspunkt overhaler efterspørgslen, vil de producerede varer blive uddelt efter behov, og ikke købt og solgt som i dag.
Det kapitalistiske argument imod sådan et samfund er, at så ville alle blot forbruge og ingen arbejde. Men arbejde i sig selv er ikke nødvendigvis et onde, som det er under kapitalismen.
I takt med at arbejdstiden systematisk kan forkortes og automatiseres ved hjælp af teknologi, og med demokratiets indtræden på arbejdspladserne, vil arbejdet i højere og højere grad blive en fornøjelse.
Arbejdet vil bl.a. blive præget af kunstneriske, videnskabelige og kreative processer. Det vil, som Marx sagde, “ikke bare være et middel til livet, men livets primære behov”.
Sexisme og racisme
Naturligvis vil kvindefrigørelsen ikke ske af sig selv, heller ikke efter revolutionen.
Den familiestruktur, vi kender, forhindrer kvinders lige deltagelse i produktionen. Derfor må den ændres. Alternativet er kollektivisering af familiens opgaver – fx rengøring, madlavning og børneopdragelse.
Men anti-sexistisk uddannelse på arbejdspladserne og på skoler samt arbejdernes kontrol med medierne vil være udslagsgivende i forhold til at stoppe kvindeundertrykkelsen.
Også racismen vil møde sit endeligt i det socialistiske samfund, idet racismen under kapitalismen har haft til opgave at retfærdiggøre umenneskeligheden bag kolonisering og imperialisme.
Racismen splitter arbejderklassen, og med en samlet arbejderklasse under og efter revolutionen, vil racismen hurtigt dø bort.
Kommunisme
Efterhånden som socialismen viser sin overlegenhed i praksis, vil arbejderstaten som undertrykkelses-apparat blive overflødig og til sidst opløse sig selv.
Det klasseløse samfund – der også kaldes kommunisme – vil være en realitet.
Køb pjecen Det kommende socialistiske samfund af John Molyneux på Modstand.org – 38 sider, 15 kr. Eller læs den på www.marxisme.dk/arkiv/molyneux/kommende/
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe