Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 6
Migrant eller flygtning?
Marie Jæger
Begreber om flygtninge og migranter spiller en vigtig rolle i udviklingen af nationalstater og en verdensorden med vestligt overherredømme.
Et eksempel er racistiske ideer om europæisk civilisatorisk og kulturel overlegenhed, som var en forudsætning for, at slavehandlen og koloniseringen – begge grundlæggende for fremvæksten af europæisk kapitalisme – overhovedet kunne lade sig gøre.
Disse ideer bandt identitet til det geografiske område, hvor man havde sin oprindelse. Geografisk oprindelse, religion, kultur og sprog blev grundlag for kolonisatorernes del-og-hersk-administration.
Mange bosættere fra Europa var blandt de fattigste i de lande, de rejste fra. Som altid havde migrationsstrømme en klar klasse-karakter.
Fattigdom og undertrykkelse i Europa havde allerede radikaliseret de europæiske bosættere. Europæisk nationalfølelse var en vigtig måde at undgå oprør på.
Giver ro på hjemmefronten
Da bosætterne rejste til kolonierne, var det med statsstøtte og en fordelagtig social status sammenlignet med de oprindelige folk. Samtidig gjorde autoriteterne alt for at styrke europæisk kultur og nationalfølelse.
National identitet spillede på den måde en vigtig rolle i at spille fattige bosættere og en endnu fattigere lokalbefolkning ud mod hinanden og derved stabilisere magten i hænderne på den europæiske herskende klasse – både i kolonierne og i Europa.
Ideer om europæisk overlegenhed tjente ikke kun til at legitimere umenneskelig behandling af den oprindelige befolkning i kolonierne. De kunne også bruges mod mennesker inden for de europæiske staters grænser, som faldt udenfor den nationale norm.
Det foregår endnu ...
Vi kan fortælle en næsten identisk historie om moderne kapitalisme:
I 1990’erne stod det klart, at mange økonomier i det Globale Syd ikke havde formået at tilpasse sig en nyliberal verdensorden med åbne markeder.
Det var skrøbelige stater, som kun havde få årtiers selvstændig historie efter kolonitiden. Mange var stadig præget af konflikter, der udsprang af koloni-tidens del-og-hersk-administration.
Dertil kom IMF’s “struktur-tilpasnings-programmer” (nyliberale reformkrav, der følger lån i Verdensbanken). Gennem krav om privatisering, minimering af den offentlige sektor og åbne markeder drev det mange lande ud i endnu dybere fattigdom.
IMF’s og Verdensbankens nyliberale reformer var på det tidspunkt en af de vigtigste grunde til, at folk flygtede fra det Globale Syd.
I Vesten blev de, der flygtede fra nyliberalismens konsekvenser, kædet sammen med de samme karakteristika, som prægede de lande, de flygtede fra: Kaos og usikkerhed.
Det ydre fjendebillede af en Tredje Verden i selvforskyldt kaos spejledes i det indre billede af flygtninge, som i sig selv sås som bevis for dette kaos. Begge bidrog til at tage opmærksomheden væk fra magten.
Racismens ansigter
Det er ikke svært at fortælle samme historie om islamofobi og behovet for at legitimere Vestens krige i den arabiske verden og indre fjendebilleder af terrorister og religiøs fanatisme.
Det er i den sammenhæng, vi må forstå den nuværende flygtningedebat. Den henviser primært til folk, som flygter fra Vestens fjende nr. 1: Islamisk ekstremisme. Det har givetvis en betydning for den solidaritet med flygtninge, der er blomstret op de seneste uger.
Islamofobien er ikke forsvundet, bare fordi alle taler om flygtninge nu. Racismen mod sorte, som opstod under koloni-tiden, har fx overlevet 200 års bølger af racisme vendt mod den ene eller anden gruppe.
Lag på lag
Når nye ansigter af racismen vokser frem, erstatter det ikke tidligere ansigter af racismen. Tværtimod lægger nye lag af racismen sig ovenpå tidligere.
“Flygtninge” og “muslimer” er begge begreber, som er blevet brugt til at skabe fjendebilleder både inden for og udenfor nationalstatens grænser og dermed sløre de reelle uligheder, som skabes af klasseforskelle.
Når vi viser solidaritet med flygtninge, må vi undgå at gøre det på præmisserne af andre, eksisterende former for racisme, herunder islamofobi.
Hvis vi kun nævner flygtninge, når vi taler om åbne grænser, accepterer vi implicit, at andre grupper afvises ved grænsen pga. deres baggrund – højst sandsynligt på et racistisk grundlag.
Derfor skal vi både byde flygtninge, muslimer og alle andre migranter velkomne – og kræve åbne grænserne for alle.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed