Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 13. oktober 2015 (Kun online)
Grækenland
Interview med græsk flygtningelæge
Anne A. Lange
Ntasiou Maria er læge og arbejder frivilligt i en flygtningelejr i Galatsi.
Hvordan er forholdene i den lejr, du arbejder i?
Vi er et af de allerførste steder man når til som flygtning, når man kommer til Grækenland. De, der kommer, er mest unge mennesker. De er udmattede efter en lang og farlig rejse, og nogle har forskellige mindre skader. Deres overordnede helbred er ok, men hvis ikke de får hjælp med det samme, de kommer, kan de få meget større problemer på deres videre rejse.
Der er kun 2-3 læger, der bliver betalt af regeringen for at være i flygtningelejren, og det er slet ikke nok.
Alt, hvad vi skal bruge af anden hjælp, mad, medicin, tøj, kommer fra frivillige.
Hvordan blev du frivillig i flygtningelejren?
For to år siden åbnede vi en klinik med frivillige læger, der ville hjælpe folk, der var ramt af fattigdom. Grækerne bliver mere og mere fattige, og der er mange, der ikke har råd til lægehjælp.
Her er vi mere end ti læger, samt sygeplejersker og andre folk, der gerne vil hjælpe.
Så da der begyndte at komme flygtninge til vores område, hjalp vi til i lejren.
Men allerede da vi åbnede klinikken, var vi klar over, at vi havde to opgaver. Et var at hjælpe, noget andet og måske vigtigere var at presse vores sundhedsminister til at tage ansvaret for de her opgaver.
Vi arbejder for, at der kan blive åbnet klinikker, der ikke er afhængige af frivillig hjælp.
Og vi arbejder på samme måde, når vi arbejder med flygtninge. Hvis der var et ordentligt sundhedssystem med nogle ordentlige faciliteter og betalte medarbejdere, ville vi ikke have brug for frivillige, og det ville heller ikke være noget problem at hjælpe flygtningene.
Vi arbejder hele tiden for at forklare de andre frivillige, at det vigtigste arbejde er at lægge et pres på regeringen for at løse det her problem.
Vi er jo ikke nogen velgørenhedsorganisation eller en kirke. Vi vil selvfølgelig hjælpe, men selvfølgelig burde vi også blive betalt for vores arbejde. Vi hjælper bedst ved at stille politiske krav og presse på for at få et ordentligt sundhedsvæsen, der kan klare de her opgaver – uden at være afhængige af frivillige.
Så du ser ikke en modsætning i kampen mod nedskæringer, og det at hjælpe flygtninge?
Jamen, det er jo den samme historie!
Hvis regeringen ville bygge ordentlige hospitaler, og hjælpe de fattige grækere, ville vi også bedre kunne hjælpe flygtninge.
Det er meget vigtigt for os at understrege den del af vores arbejde.
Velgørenhedsarbejde er en god ting, men vi kan ikke klare de opgaver, vi står overfor, hvis det hele afhænger af frivillige – hverken for flygtninge eller for grækere.
Hvad med flygtningene? Organiserer de sig på nogen måde?
De fleste, der kommer til vores lejr, tager afsted meget hurtigt, og vi er bare et stop på vejen, så der er ikke så god mulighed for, at de kan organisere noget, før de er på vej til det næste land.
Men de er meget hjælpsomme overfor hinanden.
Jeg har hørt om nogle lejre, hvor folk er i længere tid, og hvor de har organiseret sig lidt bedre, men jeg ved ikke så meget om det.
Vi har til gengæld en udfordring i at overbevise flygtningene om, at de er ofre for det samme problem.
Regeringen deler dem op i “flygtninge” og “immigranter” – f.eks. bliver folk fra Afghanistan ikke længere set som flygtninge, så de får en anden status i forhold til folk fra Syrien. Det skaber også splittelse mellem flygtningene.
Interviewet er foretaget 11.10.2015 i Athen af Anne Lange i forbindelse med den internationale konference i KEERFA – Bevægelsen mod racisme og den fascistiske trussel.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe