Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 349 – 13. december 2015 (Kun online)

COP21

Politikerne jubler over klimabluff

Bo Nielsen

Stormende klapsalver i plenarsalen ved klimatopmødet COP21 i Paris, da en aftale mellem 195 FN-medlemslande faldt på plads i aftes.

SF's formand Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun simpelthen måtte udstøde et "MERCI!", da aftalen var i hus.

SF-formandens 'merci' akkompagneres af udbrud som "JAAAA!!", "Hurrraaaaaaaahhhhh" og ikke mindst: "Jeg er så fucking glad for udfaldet, at jeg er nødt til at danse rundt i lejligheden!" fra Alternativets formand, Uffe Elbæk. Alternativet, hvis Christiansborg-gennembrud i høj grad er på baggrund af at partiet har fremstillet sig som klima-politisk radikalt.

Selv den yderste venstrefløj på Christiansborg, Enhedslisten, kalder aftalen "ambitiøs" og "et godt første skridt", som dog kræver at "vi presser grønne forandringer igennem i alle dele af vores samfund".

Præsident Obama, som indtil videre er oppe på at have bombet syv lande i sin tid som præsident, kalder aftalen "en sejr for amerikansk lederskab".

Den franske (såkaldte) socialistiske præsident Hollande, som p.t. bomber Syrien i en 'nådesløs krig' som straf for terrorangrebene i Paris og som har indført politistats-tilstand i Frankrig de seneste uger med grove overgreb på muslimer og venstrefløjen, skriver på sin Facebook om aftalen:

“I Paris har der været mange revolutioner. I dag er det den smukkeste og mest fredelige revolution, der er blevet gennemført.”

Svindel

Klima-videnskaben siger noget ganske andet. Den tidligere NASA-forsker, James Hansen fra Columbia University, som var en af de første, der advarede imod klimaforandringer, udtaler til den britiske avis The Guardian:

“Det er virkelig bedrageri, det er falskt. Det nytter jo ikke noget at sige: ’Vi har et mål om maksimalt to grader og så prøver de at gøre det en lille smule bedre hvert femte år’. Det er jo bare tomme ord. Der er ingen handling, kun løfter. Så længe fossile brændstoffer er det billigste brændstof, så vil de fortsat blive brændt af.”

Kevin Anderson, der er forskningschef på det britiske Tyndall Centre for Climate Change Research, udtaler:

“Der er ingen bid eller handling i teksten. Der er alt for lidt sammenhæng med videnskaben og dermed intet om, hvor stor en del af kulstofbudgettet, vi allerede har brugt, eller hvor meget, der er tilbage for at holde stigningen på 1,5 eller under to grader.”

Anderson udtaler videre, om chancen for at begrænse temperaturstigningen til maksimalt 1,5 grader, at der er mindre end 10 % chance for, at det lykkes inden for den politiske aftaletekst, samt at der er "ringe chance" for at holde stigningen under 2 grader.

Så hvad i alverden handler politikernes jubel om?

Et ti-tal

Pia Olsen Dyhr skriver i en længere statusopdatering på SF's Facebook:
"Desværre kan man sige, at den praktiske betydning af 1,5 eller 2 indtil videre ikke er så stor, for de klimaplaner, som de enkelte lande har meldt, betyder i bedste fald, at vi ender på 2,7 grader . . .

Det erkender de fleste, men mekanikken i den nye aftale er stadig, at det er op til de enkelte lande. Jeg havde håbet på, at det blev et egentligt krav til landene, men desværre nøjes man med kraftige opfordringer til at komme med stadig mere ambitiøse indmeldinger mindst hvert femte år . . .

Spørgsmålet om finansiering af den grønne omstilling og tilpasningen til ekstrem vejr i verdens fattigste lande endte på sin vis okay . . .

Det store problem er bare, hvordan regningen skal fordeles mellem de rige lande. Det står der ikke noget om. En alvorlig uklarhed. Derfor er der stor risiko for, at landene hver for sig løber fra regningen – og Danmark har desværre allerede lagt sig forrest i det felt.

Så var jeg klima-censor ville jeg opsummere således: Vi ender på et lille ti-tal. For vi fik en aftale."

Okay? Ifølge Undervisningsministeriet "gives karakteren 10 for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler."

En lorte-aftale, hun selv kritiserer, er åbenbart en fortrinlig præstation i SF-lederens øjne. Det lyder mistænkeligt meget til forveksling som når de ansvarlige partier skal stå på mål for en eller anden rådden finanslov eller nedskæring.

Intet om fossile brændsler

Men der er intet 'lederskab', intet 'ambitiøst' og da slet ingen 'revolution' over, at overlade til de herskende klasser selv at fikse problemer af global eksistentiel alvor, som klimapolitik er.'

Når den venstreorienterede forfatter og aktivist Naomi Klein påpeger, at ordene "olie", "kul" og "fossile brændstoffer" ikke fremgår af aftaleteksten, så er det et billede på, at uanset hvor meget politikerne kan snakke og aftale, så vil de aldrig angribe kapitalisternes profit.

Kun et brud med det system, som har skabt klimakrisen – kapitalismen – kan give håb om en bedre fremtid. Og det haster.

Politikere på venstrefløjen taler stadig om at redde klimaet gennem de eksisterende institutioner, og nogle af dem taler om et nødvendigt opgør med vækst.
De tror altså stadig på de samme institutioner, som tvinger økonomisk sultepolitik ned over hele nationers arbejderklasser, og som beslutter at starte krige. Og som gennem årtier intet har stillet op imod den globale opvarmning.

Og hvad er egentlig vækst? Marx definerede kapital som “selvekspanderende værdi”. Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise.

Vi er vrede

Mens Uffe Elbæk er "fucking glad" tillader vi os som socialister at være vrede. Ikke skuffede – det kræver jo, at man havde forventninger – men vrede.

Vrede over, at de politiske ledere, mens de ikke vil gribe fat om ondets rod, bilder os ind, at det her er et stort og ambitiøst fremskridt. Vrede over, at tiden rinder ud, mens de rige bare rager til sig på vores og vores planets bekostning.

Mange mennesker er vrede – og skræmte – over den fremtid, de politiske ledere tilbyder os. Måske er du en af dem. Vi inviterer dig til at bruge din vrede konstruktivt sammen med os – bliv organiseret socialist.

Internationale Socialister mener, at politikerne beskytter den forkerte klasses interesser. Vi mener, at en internationalt oprør fra neden – en arbejderrevolution – kan skabe grundlæggende forandringer til gavn for det store flertal af mennesker i verden, og for den planet, vi som art er fuldstændig afhængige af.

En anden verden er mulig!

 

Flere artikler fra nr. 349

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1989 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside