Socialistisk Arbejderavis
Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 10
Boganmeldelse
Den første sten
Charlie Lywood
Forfatteren Carsten Jensen, som er kendt for sin modstand mod krigen i Afghanistan, har begået en roman med udgangspunkt i netop denne.
Carsten Jensen
“Den første sten” refererer både til konsekvenserne af at invadere Afghanistan, men også til hvordan mennesker i krig overskrider deres egne grænser for, hvad de hidtil har ment var rigtigt og forkert.
Det skal siges med det samme, at Carsten Jensen har skrevet en fremragende bog, som holder på mange niveauer.
Den holder som en gennemgående beskrivelse af den forråelse og fornedrelse, som sker for mennesker i krig. Ingen i denne bog kommer uskadt ud af disse handlinger hverken psykisk eller fysisk. Krigens gru og ubarmhjertighed fremstår krystalklart. Ingen er i tvivl om, hvor forfærdelig krig er, efter at have læst bogen.
Uvidenhed og arrogance
Den holder også som gennemgribende kritik af den danske indsats i Afghanistan. En indsats præget af uvidenhed, arrogance og kolonial tankegang.
Afghanere er ikke rigtige mennesker, og nuancerne i deres sprog, regionale forskelle og traditioner fanger danskerne ikke. Hverken i virkeligheden eller i bogen.
Bogen holder også som troværdigt portræt af de individer, som optræder. Både danske aktører og amerikanske lejesoldater, men også de afghanere, som ikke blot er statister, men fremtræder med alle deres forskelligheder.
Det sidste er egentlig det mest fascinerende ved bogen. Fra tolken Rashoud til krigsherren Atmar, fra efterretningsofficeren Khaiber til den 16-årige Sarif, som har lært at lægge lureminer i træerne – skyller den afghanske kompleksitet ind over os. Det er meget dygtigt gjort.
Vi bliver ført ind i alt det, vi vesterlændinge ikke umiddelbart forstår, hvis vi kun læser og ser danske medier.
Forhindrer udsigt
For her er indsigt, kompleksitet, modsætninger og tradition bagtæppe til handlinger. Her er ikke sort-hvid – de gode mod de onde (læs: Taliban) – men derimod vises, hvor langt dette sort-hvide billede er fra virkeligheden.
Man kan næsten mærke det modsatte. At sort-hvid, god-ond-aksen forhindrer udsigten og gør blind.
Det er faktisk bogens store bedrift, at den gør læseren klogere på, hvad der faktisk er den “afghanske virkelighed” under den teknologisk overlegne besættelse af landet, som kun har gjordt ondt værre for langt de fleste.
Handlingen kan virke en smule overdrevet, men Carsten Jensen fletter så mange tråde ind i den, at de fantastiske, og voldelige ting, som sker, virker troværdige, da han er i stand til at bygge op til de klimakser, som hele tiden fremtræder.
Ved dygtigt at begynde langsomt med det klaustrofobiske danske soldaterliv i Camp Bastion og, senere, at tvinge en deling soldater til at bevæge sig ud i den afghanske dagligdag med al dens smerte, bliver vi ført fra skumring til dagslys.
Fra sikkerhed til uberegnelighed og gru. Lige pludselig bliver vi smasket i hovedet med, hvad det vil sige at træde klodset og uvarsomt rundt i andre folks liv. Endnu mere barskt må dette forekomme for dem, som troede, det var en kamp for demokrati, som foregik.
Begreber som demokrati og frihed forekommer absurde i mødet med virkeligheden. Og hvad er den virkelighed, som remses op gang på gang?
Overlegenhed
Det er den militære overlegenheds ignorance og blindhed. Danskerne kan kun skyde eller bombe sig ud af deres frustrationer og problemer. Fra den velmenende oberst Steffansen til den småskøre feltpræst Møller, som maner til religiøst inspirerede angreb, bliver den militære dimension afsløret som totalt nyttesløs.
Heltene i bogen er ikke de militært overlegne, men de, som forstår spillet, og dermed kan overleve i det helvede og den uberegnelighed, som Afghanistan er blevet til. Hvem er din ven? Hvem er din fjende? Det kan skifte fra time til time.
Hvis der skal rejses en kritik af bogen, vil jeg pege på Carsten Jensens hang til naturalisme. Afghanistans svøbe og styrke forklares ude fra bjergene, floderne, lyset, støvet. Heri ligger nøglen til at forstå, at Afghanistan ikke kan besejres (af nogen). Dens “kultur” og traditioner ligger i naturen.
Men disse er et produkt af afghanernes historiske, teknologiske og produktionsmæssige formåen og ikke mystiske fænomener fra naturen.
Men dette skal ikke på nogen måde forhindre den varmeste anbefaling af “Den første sten”. De godt 600 sider skal ikke afskrække nogen – man ville ønske, der var flere.
Carsten Jensen: Den første sten
Gyldendal, 612 sider, 250-300 kr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed