Socialistisk Arbejderavis
Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 14
David Bowie
En rebel er død
Anna Wolf
En måned efter David Bowies død husker vi kunstneren, der satte et unikt aftryk på verden.
I en verden med så meget død og uretfærdighed, er det måske malplaceret i en socialistisk avis at tale om det triste og uretfærdige ved stjernens død af kræft i en alder af 69.
Hvorfor og hvordan forholder vi os til Bowie som socialister, som oprørere og rebeller? Mange af os (undertegnede inklusive) har mærket, hvor personligt berørte vi var af nyheden. Heri ligger måske kimen til noget af det vigtige.
Multi-person
Et af Bowies særtræk var at genopfinde sig selv gennem forskellige personaer. Fra soul-sanger til dommedagsprofet. Fra psykedelisk folk-rocker til tynd, hvid adelsmand på coke. Og fra provokerende rumvæsen til yuppie i jakkesæt. Han var filosofisk og poetisk i sit utrolige tekstunivers og altid dybt interesseret i kunst og kulturel udvikling.
I et interview med MTV i 1983 kritiserede han den populære tv-kanal for den latente racisme i overrepræsentationen af hvide musikere i primetime. Han var også en forretningsmand og spekulant, der vidste, hvordan musikmarkedet skulle orkestreres til hans egen fordel. Ligeledes må hans uheldige flirt med fascismen og The National Front i en kort periode sidst i 1970’erne tages med i billedet.
Hvad der står tilbage, hvis man læser nekrologer og historier fra fans, musikpressen og kolleger, er hans brud på konventioner. Hans mest innovative årti var 1970’erne, hvor han skabte historie med en up-front og frygtløs leg med køn og seksuelle konventioner, der ikke var set før i det format.
Homoseksualitet var blevet afkriminaliseret i Storbritannien så sent som 1967, og der var Bowie i de tidlige 1970’ere i fuld makeup på scenen, iført kjole på albumcovers og proklamerede, at han var biseksuel. Publicity eller ej, var det en overordentlig oprørsk handling.
Ziggy Stardust
Især Ziggy Stardust-rollen, en androgyn übermensch-figur fra det ydre rum, gennemsyret af seksualitet og klar til at redde jordens befolkning fra sig selv, krydsede kønnenes grænser. Den rebelske Ziggy-figur har en fængslende appel 45 år efter.
Bowies og glam-rockens oprør blev et oprør i oprøret. Da Bowie i sangen “Changes” (Hunky Dory, 1971) sang: “and these children that you spit on as they try to change their worlds/are immune to your consultations, they’re quite aware what they’re going through,” rakte han ud til ungdomsoprørets udstødte.
Og her ligger en væsentlig grund til den fascination og de dybe følelser, han vækkede og stadig vækker.
Hans foragt for konventionerne har for mange af dem, der har “opdaget” hans musik, været en oprejsning til freaksene, til de usikre, til de oversete, de nedtrådte, som 68’erne ikke havde favnet. Og faktisk også til socialisten og rebellen, der ikke accepterer tingenes tilstand.
Bowie er og var ikke revolutionær, og han havde sjældent en direkte politisk agenda. Men hans bidrag til musikhistorien er stærkt, rebelsk og revolutionerende. Og for det må vi tage hatten af.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed