Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 7
Dennis Kristensen
Kvindekamp er en opgave for den samlede fagbevægelse
Anna Wolf
FOA holdt deres eget arrangement på kvindernes internationale kampdag, 8. marts. Socialistisk Arbejderavis har talt med Dennis Kristensen, formand for FOA, om fagbevægelse og kvindekamp.
Dennis Kristensen
Hvad var baggrunden for jeres 8. marts-arrangement her i 2016?
Vores opgaver som fagbevægelse tager afsæt i arbejdsmarkedet og hvad, der støder op til dette: arbejdsliv og arbejdsdag.
Skulle jeg prøve at give et bud på, hvad der er den største udfordring i dag i forhold til arbejdsmarkedet og ligestilling, så er det, at vi har fået udviklet et arbejdsmarked, der er så stærkt kønsopdelt.
Vi har det sådan, lidt populært sagt, at mændene arbejder med døde ting i den private sektor, og kvinderne arbejder med mennesker i den offentlige sektor.
Med billedet af sådan et arbejdsmarked i tankerne, hvordan synes du, at kampen for ligestilling ser ud i dag?
Jeg synes, at en del af kvindekampen er gået over i en elitær diskussion; højtuddannede kvinders lidt intellektualiserende diskussion for/imod feminisme. Jeg tænker, at det, vi kan se som det konkrete udslag af det kønsopdelte arbejdsmarked, er meget mere jordnært.
Særligt arbejdsmarked
Det handler om, at kvinder ikke får det samme i løn, som mænd gør – for arbejde af samme værdi, som det hedder i ligestillingsloven. Det handler om, at kvinder er deltidsansatte, og mænd er fuldtidsansatte, og at en hel del af kvinderne ikke kan få fuldtidsjob i den offentlige sektor.
At vi har udviklet et helt særligt arbejdsmarked i den offentlige sektor for kvinder, der gør, at deltid heller ikke betragtes på lige fod med fuldtid. For eksempel får man først overarbejdsbetaling, når man er oppe på den ugentlige arbejdstidsnorm, hvor alle andre får den fra første dag.
Vi kan se at kvinder får mindre i pensionsindbetaling, fordi de ikke får den samme løn som mænd og ikke får pension af de samme løndele. Tre ud af fire danskere, der kun har folkepension at leve for, er kvinder.
Det kan ses med barselsorloven, at selv om det ser bedre ud på det brede arbejdsmarked, så er det stadigvæk kvinder, der tager den største del.
Det større barselsfravær bliver også brugt som argument for, at kvinders arbejdskraft-værdi er mindre.
Så der er stadigvæk masser af ting tilbage, som handler om at ligestille kønnene på arbejdsmarkedet og i honoreringen for arbejdsindsatsen.
Ligelønsdagsorden
Udover at adressere problemerne 8. marts, hvilken rolle kan FOA eller fagbevægelsen generelt spille fremover? Er der nogen planer for handling?
I FOA har vi en ligelønsdagsorden, som er bredere end bare det med timeløn. Men forudsætningen for at kunne få den dagsorden til for alvor at slå igennem er, at vi får skabt bred forståelse for, at det er et fælles anliggende – en fælles opgave for den samlede fagbevægelse.
Vi havde en stor opblusning i ligelønskampen i 70’erne, vi var selv i ligelønskonflikt i 2008, men når det handler om solidaritet mellem klassiske mandefag og kvindefag – ikke bare når man står skulder ved skulder, men når man skal vurdere arbejdsværdi på tværs af sektorer og fag – så er der stadig ikke den opbakning, som burde være der.
Og så handler det om at få sat det her på dagsordenen, få det gjort til en sag, som vi alle sammen taler om og bakker op om.
Solidaritet
Du nævner solidaritet, som er centralt for ligestillingen. Mener du, at fagbevægelsen generelt tager de her spørgsmål alvorligt nok?
Jeg synes, at det er gået ned ad bakke i nogle år. Når du siger solidaritet, så er det jo i virkeligheden det, der har stået bag alle gennembruddene for lønmodtagerne. Om det handler om arbejdstidslængde, om at hæve lønninger, at få uddannelse eller pension.
Det slog først for alvor igennem og gav resultater, når vi skabte den fælles bevægelse, hvor forskellige faggrupper støtter op om hinanden, og det er den situation, vi skal have genskabt.
Det er først, når vi for alvor gør det, at der er mulighed for at få lagt det pres på både private og offentlige arbejdsgivere, der skal til for, at vi får taget nogle yderligere hop i forhold til lige vilkår for mænd og kvinder på både det private og det offentlige arbejdsmarked – og på tværs af dem.
Så det er også et spørgsmål om klassekampen generelt?
Det er jo i høj grad et spørgsmål om, at de, der har deres på det tørre – og sådan er det jo med solidaritet – er parate til at sige, at andre også skal få deres på det tørre, og det er vi nødt til at være med til.
Sådan har det altid været, når nogle grupper skal have et ekstra løft. Så er forudsætningen, at andre grupper kan se, at det er sgu ikke rimeligt; det er ikke rimeligt, at nogle grupper har dårligere tryghed i job end andre. Så det er i høj grad et spørgsmål om at få mobiliseret fagbevægelsen på ligestillingsspørgsmålet og alle de variationer, der er inden for det.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed