Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 30. marts 2016 (Kun online)
Egyptens diktator er under pres
Sameh Naguib
Egypten er under forandring, og efterhånden som besættelser, demonstrationer og strejker vokser, så gør selvtilliden det også. Venstrefløjen må tage udfordringen op, siger den revolutionære socialist Sameh Naguib.
“Ultras” fra Cairos Al-Ahly fodboldklub demonstrerer i 2013. Ultras var centrale for revolutionen i 2011 og har haft nye demonstrationer igen i år på trods af alvorlig undertrykkelse.
Foto: Mohamed Azazy / Flickr
I Egypten har noget meget vigtigt ændret sig de seneste par måneder. Og forandringerne accelererer.
Egypten har et forfærdeligt regime under ledelse af Abdel Fattah el-Sisi. Der er hundredvis af forsvindinger, titusinder af politiske fanger, dødsdomme og tortur. Men regimet står over for store problemer.
Økonomisk krise
For det første er der en hidtil uset økonomisk krise.
Saudi-Arabien og Golfstaterne betalte over 200 mia. kr. for at støtte el-Sisi regimet.
Men nu er de i krise på grund af et fald i oliepriserne og er ude af stand til at fortsætte med at betale det beløb, de betalte før.
Egyptens diktator el-Sisi kæmper selv med blot at betale renterne på de lån, disse stater har ydet ham.
For det andet har regimets politik været ekstremt nyliberalistisk.
Regeringen har brugt en masse penge på at forsøge igen at stimulere økonomien. Men samtidig fører den en nedskæringspolitik, med alvorlige nedskæringer i tilskud og offentlige udgifter. Den forsøger også at skære ned på antallet af offentligt ansatte.
I Egypten har vi over seks millioner tjenestemænd og offentligt ansatte. Sisi har åbent sagt, at vi kun har brug for én million af dem, dvs. at han dybest set truer med at fyre fem millioner arbejdere.
Valutamangel
Hele denne strategi fungerer ikke længere. Centralbanken er ved at miste kontrollen over det egyptiske pund, og de er ved at løbe tør for reserver af udenlandsk valuta. På tidspunktet for revolutionen i 2011 havde Egypten 250 milliarder kr. i valutareserver. Nu er der under 100 milliarder.
Egypten er verdens største importør af hvede. De har brug for penge til at betale for den hvede hver måned.
Valutareserverne er kun store nok til at betale for tre måneders import af basale varer, fx madolie og hvede. Der er allerede alvorlig mangel på flere basale varer.
På grund af den økonomiske krise er der også alvorlige splittelser mellem Sisi-regimet og den klasse af forretningsfolk, der støtter ham økonomisk i Egypten.
Milliardær-familier, der voksede sig rige under den afsatte diktator Mubarak, var centrale i finansieringen af militærkuppet i 2013 og har støttet regeringen indtil nu.
De har nu alvorlige problemer med at få udenlandsk valuta til at købe ting til deres fabrikker – nødvendige råvarer osv. – og de er begyndt at vise opposition mod regimet.
Sprækker i regimet
En af de andre virkninger af revolutionen i 2011 var, at der opstod alvorlige sprækker i statsapparatet. Politiet blev stort set ødelagt i en periode. Balancen mellem de forskellige statslige institutioner blev draget i tvivl.
Egyptens diktator el-Sisi kæmper for at dække over sprækkerne i hans regime.
Foto: Erin A. Kirk-Cuomo / Flickr
I Egypten er der flere vigtige sikkerheds-apparater. Der er statssikkerhedstjenesten, som er indenrigsministeriets politistyrke. Der er militære efterretningstjenester. Og der er den generelle efterretningstjeneste, som er mere forbundet med præsidenten.
Hver af disse institutioner følger folk rundt, torturer for at få information og har deres egne fængsler. Normalt balancer præsidenten mellem disse forskellige kræfter for at bevare kontrollen.
Man kan meget tydeligt se nu, at disse forskellige institutioner er begyndt at konkurrere. Der er sprækker i regimet, som Sisi selv ikke har været i stand til at stabilisere.
Balancen mellem alle disse fraktioner inden for staten er yderst vanskelig at fastholde. De forskellige sikkerhedstjenester spiller også en central rolle i at udvælge kandidater til parlamentsvalget.
Så de forskellige statslige sikkerhedstjenester har hver især deres egne folk i parlamentet, hvilket betyder, at parlamentet repræsenterer regimets forskellige sikkerhedstjenester – ikke folket.
Der er sprækker i dette system, og folk kan se, at de i toppen ikke sidder så solidt, som de gjorde tidligere.
Demonstrationer
I sommeren 2015 var der reelle massedemonstrationer af tjenestemænd på gaderne i nogen tid.
Dette til trods for, at det er forbudt at demonstrere. Man kan få op til fem års fængsel for at deltage i demonstrationer. Men de blokerede en hovedgade i Cairo få hundrede meter fra Tahrir-pladsen.
På grund af politiets brutalitet på et af hospitalerne var der et enormt møde i lægernes fagforening.
Over 10.000 kandidater [nyuddannede studerende; ovs.], som var blevet lovet arbejdspladser af regeringen, som de aldrig fik, protesterede uden for ministeriet for videregående uddannelser. Igen, dette var på gaden, der fører til Tahrir-pladsen. Omkring 10.000 læger fra hele landet blokerede en hovedgade 500 meter fra Tahrir-pladsen.
“Ultras” – unge fodboldfans fra arbejderklassen, der var centrale i den egyptiske revolution – har haft to større demonstrationer for første gang siden 2013.
Over 10.000 tilhængere af Al-Ahly fodboldklubben gik ind på Al-Ahly stadion med magt og holdt et kæmpemøde, hvor de krævede retfærdighed for dem, der var blevet dræbt af politiet i 2011. Og over 15.000 Zamalek-fans samledes i en større park et par kilometer fra Tahrir-pladsen.
Tidligere denne måned har tusindvis af nygifte, der blev lovet huse af regeringen i 2012, demonstreret, fordi de ikke fik dem.
Momentum
Alt dette er eksempler på mennesker, der besætter offentlige rum og bryder demonstrations-forbuddet. Politiet kunne absolut intet gøre for at stoppe dem.
Revolutionen i 2011 handlede om, at mennesker besatte offentlige rum. Hele kontrarevolutionen handlede om at forhindre folk i at gøre det.
Nu besætter folk offentlige rum igen. Det er begyndt at skabe en slags momentum, vi har set før.
Vi så den slags momentum i 2010 og i månederne op til revolutionen. Dette er yderst betydningsfuldt. Muligheden for forandring er enorm.
Folk er begyndt at røre på sig. Der er strejker af tekstilarbejdere, buschauffører og offentligt ansatte over hele landet. Arbejdspladser er blevet besat af tusinder.
Med den økonomiske krise og inflation bliver arbejdernes krav højere.
Hver gang folk besætter en plads eller har en strejke, stiger deres selvtillid. Vi starter ikke fra nul igen. Vi starter med en arbejderklasse, der har erfaringen fra 2011. Den er begyndt at bruge denne erfaring til igen at røre på sig.
Organisere politisk
Spørgsmålet er, hvordan kan man organisere politisk for at gøre brug af dette nye momentum? Dette er et afgørende spørgsmål, især for venstrefløjen og alle, der var en del af revolutionen.
Der er et stort rum for venstrefløjen i Egypten. Det er godt og dårligt. Godt i den forstand, at der er plads til at bygge en venstrefløj, men dårligt, fordi det organisatorisk er en meget vanskelig opgave.
Der er en stigende erkendelse af, at regimet bruger samme taktik mod strejkerne, som de gjorde mod Det Muslimske Broderskab og den politiske bevægelse.
Fordi staten optræder så voldeligt, er det ikke svært at trække forbindelsen til politibrutaliteten.
Der er et publikum til venstreorienterede ideer. Ideer om frihed og social retfærdighed er meget centrale nu i Egypten. Folk er blevet meget trætte – de tror ikke på regimet længere.
Som tingene ændrer sig, begynder folk at organisere sig – men denne gang med erfaringen fra 2011 bag sig.
Det er afgørende at bygge forbindelser mellem de forskellige grupper, så som ultras, lægerne, tekstilarbejdere, offentligt ansatte. Vi har gjort dette før på Tahrir-pladsen.
Broderskabet
Der er et spørgsmål om, hvordan man stiller sig til det Muslimske Broderskab, som har medlemmer og ledende aktivister, der sultestrejker i fængslet.
Hvilken holdning tager man til denne sultestrejke? Hvordan opbygger man modstand mod militærdiktaturet?
Problemet er, at dele af venstrefløjen er ude af stand til at indtage en konsekvent holdning til folk, der sidder i fængsel, til torturen og de forfærdelige forhold, som Det Muslimske Broderskab bliver holdt i.
Den sekulære [ikke-religiøse; ovs.] opposition forrådte revolutionen på det grundlag, at Det Muslimske Broderskab og islamisme er værre end alt andet.
Broderskabets ledelse solgte ud og gik i alliance med militæret. I stedet for at bruge dette til at bygge modstand nedefra, konkurrerede den sekulære opposition dybest set med Broderskabet.
De dannede også en alliance med militæret og endte med at støtte kuppet og militærregimet.
For os, Revolutionære Socialister, støtter vi de sultestrejkende 100 procent. Vi er en del af en kampagne for at befri alle politiske fanger i Egypten, herunder Det Muslimske Broderskab.
Vi har brug for en forenet opposition mod militærdiktaturet, som omfatter venstrefløjen og islamisterne og alle de elementer, der var væsentlige dele af revolutionen.
Hvis vi griber det rigtigt an, har vi mulighed for at opbygge et sekulært alternativ. Kun herigennem vil vi være i stand til at gøre brug af dette nye momentum og begynde at forberede den næste egyptiske revolution.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2497, 29.marts 2016.
Sameh Naguib har bl.a. skrevet pjecen Den egyptiske revolution. En politisk analyse og øjenvidneberetning. Køb den på Forlaget Modstand.org eller læs den på Marxisme Online.
Se også:
SAA 350: Håbet er ikke dødt i Egypten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed