Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 352 – 24. juni 2016 (Kun online)

Efter EU-afstemningen og Camerons afgang: Gå sammen om at forme oprøret mod magthaverne

Charlie Kimber

David Cameron er trådt tilbage, og “Forlad EU”-resultatet ved folkeafstemningen har kastet det konservative parti og de britiske og europæiske magthavere ud i en dyb krise.

David Cameron træder tilbage

David Cameron træder tilbage.

Camerons desperate folkeafstemnings-gamble mislykkedes, hans parti er nu delt i to.

Pundet og aktiekurserne falder, og “universets herrer” har mærket, at folk forkaster dem.

Selv om “Bliv i EU” fik støtte fra de konservative, Labour, SNP, Plaid Cymru, De Liberale Demokrater, De Grønne, Sinn Fein, praktisk taget hver eneste af arbejdsgivernes og den internationale finansverdens organisationer, tusindvis af “topchefer” og lederne af snesevis af stater, herunder USA, stemte mere end halvdelen af dem, der stemte, for at forlade EU.

Nu må alle på venstrefløjen og alle anti-racister, uanset hvordan de stemte, gå sammen og bekæmpe nedskæringspolitikken, ødelæggelsen af den offentlige sektor, angrebene på flygtninge, islamofobi og de fascister, der skabte betingelserne for mordet på Jo Cox.

Politikerne, de rige og de magtfulde, der er så vant til at få deres vilje, har lidt et massivt tilbageslag.

Oprør

Ligesom i så mange andre dele af verden er der et oprør i gang mod dem, der sidder i toppen af samfundet. Det kan trækkes til venstre eller til højre. Det er vores opgave at forme det.

Højrefløjen vil forsøge at bruge “Forlad EU”-resultatet til mere racisme. Det er en fare, men det er langt fra uundgåeligt.

Det er løgn, at de millioner af arbejdere, der stemte “Forlad EU”, alle er racister. Mainstream “Forlad EU”-kampagnen blev ledet af racister og forfærdelige højreorienterede kræfter, men en stor del af “Forlad EU”-stemmerne var anderledes.

En meningsmåling foretaget lige før afstemningen viste, at størstedelen af “Forlad EU”-vælgerne mente, at indvandring havde en god effekt eller ingen effekt på de områder, de boede i. Og en femtedel mente, at indvandring var positiv for Storbritannien som helhed.

En anden meningsmåling viste, at en tredjedel af Labours vælgere ved 2015-valget og en tredjedel af De Grønnes vælgere ville stemme “Forlad EU”.

Der er dyb bitterhed og frustration overalt hele Storbritannien.

Stemmen for “Forlad EU” var for mange en forkastelse af det udemokratiske, virksomheds-styrede EU og den politiske elite i Storbritannien. Dette oprør mod de rige og magtfulde skal der bygges på.

Demokrati

Det er en tragedie, at Labour ikke bakkede op om “Forlad EU”. Hvis de havde gjort det, så ville det have forvandlet debatten til at handle langt mere om demokrati, et brud med nedskæringspolitikken og modstand mod virksomhedernes kontrol end om racisme.

I stedet har nogle Labour-parlamentsmedlemmer ved at føre kampagne sammen med de konservative for “Bliv i EU” afskåret sig fra store dele af arbejderne.

Under kampagnen har flere ledende skikkelser i Labour partiet, fra Tom Watson og Ed Balls til John McDonnell og Len McCluskey, sat spørgsmålstegn ved den nuværende ret for EU-borgere til at komme til Storbritannien.

Det gjorde Jeremy Corbyn ikke. Han bør nu åbent opfordre til aktioner mod nedskæringer og racisme og kræve, at fagforeningslederne gør det samme. Det er den bedste chance for at fremtvinge det valg, han siger, Labour er klar til.

Socialist Worker kæmpede for et anti-racistisk, anti-nedskærings og socialistisk “Forlad EU”. Vi er glade for, at “Forlad EU” har vundet. Vi ved, at #Lexit, venstre-“Forlad EU”-kampagnen, vi var en del af, kun havde en marginal effekt.

Men vi var i stand til at sikre, at der var en anti-kapitalistisk “Forlad EU”-stemme, der ikke leflede for racisme.

Racisme

Vi anerkender, at en væsentlig del af dem, der stemte “Bliv i EU”, gjorde det, fordi de følte, det var den bedste måde at bekæmpe Nigel Farages og Boris Johnsons racisme.

Andre var overbeviste om, at EU står for arbejdernes rettigheder, og at en “Forlad EU”-stemme ville styrke modbydelige højreorienterede kræfter.

Vi var ikke enige, men det er afgørende, at alle på venstrefløjen går sammen om at vælte de konservative og bekæmpe racismen.

Vi skal gå sammen i kampene mod racisme, islamofobi og til støtte for flygtninge, bygge op til demonstrationen mod de konservatives kongres i Birmingham den 2. oktober, støtte lærernes strejker i England og alle de andre strejker, forsvare NHS (sundhedsvæsenet; red), bekæmpe miljø-forringelser og fracking og meget mere.

Vi må ikke lade de konservative komme til kræfter, og vi er nødt til at kæmpe for at sikre, at denne krise ender med en knust højrefløj og en stærkere antiracistisk venstrefløj.

I en tid med krise er det handling, vi har brug for, ikke bare udtalelser. Jo flere strejker og protester og besættelser der er, jo bedre bliver resultatet af dette “Forlad EU”-resultat.

Vi siger: Ud med de konservative, ud med nedskæringer, ind med indvandrere, valg nu!

Deltag i demonstrationen ved Downing Street, London, kl. 18 i aften

Ud med de konservative! Udskriv valg – Nej til nedskæringer – Indvandrere er velkomne her.

Demonstrationen er indkaldt af Lexit – venstrefløjens “Forlad EU”-kampagne.

Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2509, 24 juni 2016 (kun online).

Se også:
SAA 352: Storbritannien ud af EU: Hele det europæiske kontinent er i politisk krise
SAA 352: Storbritannien: Den herskende klasse er rædselsslagen for at skulle forlade det rådne EU
SAA 352: Storbritannien: Racistisk had bag mordet på Jo Cox
SAA 352: Storbritannien: Konvoj til Calais tager afsted for at levere solidaritet til flygtninge
SAA 352: Venstredrejning hos britiske studerende

Flere artikler fra nr. 352

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Storbritannien 1979-
EU-afstemninger - uden for Danmark

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Kimber

Siden er vist 2181 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside