Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 353 – 19. august 2016 – side 5

Kampen om velfærd i Odense

Lene Junker

Velfærden i Odense Kommune har længe været helt i bund.

Vores by, børn, fremtid

prioriterbørnenenu.dk

De to sidste år har alle partier indgået forlig om budgettet. Budgettet for 2017 fremskriver de tidligere års besparelser. Omprioriteringsbidraget forværrer en situation, som i forvejen er katastrofal.

Utilfredsheden er stor. Protesterne er mange, men spredte.

I januar lykkede det via kampagnen Stop Børnebesparelserne at forhindre yderligere besparelser på 30 millioner. Det var først og fremmest en ny aktiv forældreorganisation, bakket op af de faglige organisationer, som sikrede det (se mere på Forældre mod forringelser Odense på facebook).

Mod fyringer og privatiseringer

Rengøringsassistenterne i kommunen, støttet af 3F, har i årevis kæmpet mod effektiviseringer og omstruktureringer, som alle vidste ledte frem til en egentlig privatisering af den kommunale rengøring. For nylig har de indsamlet mere end 4000 underskrifter mod den privatisering, som de borgerlige partier vedtog på byrådsmødet den 21. juni.

Lige nu ser det ud til, at 10 pct. eller 28 af de socialpædagoger, som hjælper de handicappede, skal fyres inden udgangen af juni, for at sikre overholdelsen af det nuværende budget.

Odense Kommune har “oversolgt” hvor meget, der kan spares ved at gøre handicappede borgere mere selvhjulpne. Det fik 200 socialpædagoger, handicappede og pårørende til at demonstrere foran ældre-handicapudvalgets møde den 21. juni. Der var stor harme blandt demonstranterne, som mener at konsekvensen af fyringerne vil være omsorgssvigt.

Spirende modstand

Enhedslistens rådmand, Brian Skov Nielsen, beklager fyringerne, men accepterer besparelserne og fyringerne ifølge Fyens Stiftstidende den 19. juni. Det sker samtidig med at økonomiudvalget, hvor alle rådmænd har sæde, har besluttet at kaste 10 millioner kr. efter at gøre Odense til en Tour de France by.

Også i det kommende år vil der være store besparelser for handicappede og udviklingshæmmede borgere i Odense. Derfor arrangerer organisationen for udviklingshæmmede LEV Odense demonstration fredag den 9. september kl. 15 (find det på Facebook: “Demonstration mod besparelser på Handicapområdet”).

På Velfærdsalliancens demonstration i Odense den 12. maj sagde formanden for Odense Forældreorganisation, Flemming Linnebjerg Rasmussen, at det kommende budget i Odense Kommune hang som truende sorte skyer i horisonten.

Det fik han helt ret i. Budget 2017 er nu offentliggjort. Det fortsætter den katastrofale udvikling. Alle offentlige ansattes faglige organisationer har kritiseret budgettet, men der er desværre ingen konkrete udmeldinger, hvordan man kan bekæmpe det.

Børnenes nutid – Byens fremtid

Men en gruppe forældre har taget initiativ til at starte en ny aktionsgruppe. Der kom 30 til det første møde i juni. Johannes Ingwersen, som er far til to børn i daginstitution, siger til Socialistisk Arbejderavis:

“Tilliden til byrådet er helt og aldeles væk. Så nu må vi jo prøve noget nyt. Det skal nok blive interessant og det kommer til at ramme politikerne på langt flere måder end de umiddelbart er vant til. Jeg glæder mig til at komme i gang.”

Kir Klysner fra initiativgruppen fortæller til Socialistisk Arbejderavis:

“Der var rigtig god energi på mødet – og mange gode forslag til hvordan vi kan sætte fokus på, at der skal investeres i vores børn og unge i stedet for at spare. Ideerne er f.eks. at lave et motionsløb, hvor vi samler energien og samler penge ind til aktiviteter, der kan sætte fokus på det her. ‘Vores by, børn, fremtid’ er overskriften for en aktionsuge, som løber af stablen i uge 34.”

Mandag den 19. september vil der være et “Sæt børn og unge på dagsordnen” event kl. 16.30-18 på Flakhaven. Forældre fra de “Fælles Institutionsbestyrelser i Odense” står bag, og de faglige organisationer i byen bakker op.

Kenneth Brandhøj-Pedersen, som er eventansvarlig skriver på Facebook: “Det er et opråb fra borgere og ansatte i Odense, som synes at Odense skal prioritere deres børn og unge noget højere.”

Se også:
SAA 353: Interview med Jan Hoby, Velfærdsalliancen: Kampen for velfærden fortsætter

Flere artikler fra nr. 353

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 1576 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside