Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 353 – 19. august 2016 – side 6

Nyt initiativ i studenterkampen

“Organisering og kamp virker”

Anna Wolf

Silas Marker er medopstarter af det nedskæringskritiske blad, Midler til Modstand. Socialistisk Arbejderavis har talt med ham om perspektiver for kampen. Silas læser antropologi og er aktiv i SUF.

Hvad er MIDLER for et initiativ?

Vi vil forsøge at samle de utilfredsheder som mange af os har her på universitetet overfor fremdriftsreformen og nedskæringerne.Vi vil gerne være med til at gøre utilfredshed til modstand.

Rum for organiseringer

Hvilket billede tegner der sig af studenterkampen i 2016?

Den er gået meget i bølger. Der har været nogle initiativer, f.eks. de Studerendes Aktivistforening, som desværre ikke er så aktiv lige nu. Så er der selvfølgelig Studenterrådet. Der er ingen tvivl om, at der er nogle organisationer, hvori man kan udøve modstand, men det virker desværre også som om, at der er en manglende selvtillid, en autoritetstro og nok også en afmagt, som hæmmer kampen. Og det er et kæmpe problem.

Studenterrådets forhandlingsposition sætter nogle grænser for, hvad det kan ‘tillade’ sig. Det er måske sådan, som det skal være – det er en længere diskussion. Men der er i hvert fald rum for organiseringer uden for Studenterrådet, som jeg mener, at MIDLER er en del af.

Skriver ikke bare

I skriver, at målet med MIDLER også er at engagere andre ansatte og studerende, og at “vores artikler skal give viden og inspiration til kampen.” Hvilke tanker gør I jer om at forbinde jer til den brede kamp?

For de fleste af os, der skriver bladet, er det ikke det eneste aktivisme, vi laver. Vi er aktive og til stede, når der er organiseringer. Der er startet en gruppe på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, der arbejder for at få feedbacken tilbage. Der er nogle af os til stede. Vi skriver ikke bare om kampen, vi deltager også i den.

Bladet er ikke et mål i sig selv, og vi tror heller ikke på, at det skrevne medie kan ændre særligt meget konkret politik – at universitetets ledelse eller politikerne ændrer holdning og politik bare fordi, de har læst vores blad.

Vores blad skal være et medie for modstanden, prøve at være den kollektive anti-nedskæringsbevidsthed, måske.

Du/I tøver lidt med at bruge ideologiske udtryk. Samtidigt er det også en kendsgerning, at meget af studenterkampen har en tradition på venstrefløjen. Har MIDLER et klart politisk ståsted?

Ja, det vil jeg mene, vi har. Vi er politiske, vi vil ikke hævde, at vi f.eks. bare er udtryk for “det fornuftige”. Men ikke partipolitiske – der er en helt klar forskel.

Vi kan beskrives med to punkter: 1. En kompromisløs anti-nedskæringslinje og 2. En idé om, at modstand virker, at vi rent faktisk kan gøre en forskel, når vi organiserer os sammen.

Forbinde kampene

De større sejre har været, når studenterkampen har været tæt forbundet med den brede klassekamp. Vil I være et led i at forbinde studenterkampen med kampen mod nedskæringer og krisepolitik generelt?

Vi kan også være et medie, som forbinder kampen mod nedskæringer på uddannelse med kampen mod forringelser af kontanthjælpen, f.eks. Det er ikke urealistisk at bringe artikler om den sammenhæng, men vi har ikke lagt de store planer for dette bredere fokus endnu.

MIDLER er stadig meget nyt, og sandhederne om, hvad der må gøres udvikler sig i kampen og ikke ved, at man sidder og udtænker en stor plan. Det er en kamp, vi deltager i.

Så jeres vision ligger mest på det uddannelsespolitiske område?

Lad os sige det sådan, at det er der, vi starter. Vi starter der, hvor vi selv er, som de fleste kampe gør. Jeg tror, at vi til at starte med skal have bevidstgjort vores medstuderende, få vendt deres afmagt til modmagt, og så skal vi se, hvor vi kan komme hen derfra.

Flere artikler fra nr. 353

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 1251 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside