Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 19. august 2016 – side 9
Hvilken vej for den græske arbejderklasse?
Dimitrios Gkiokas
Det er ikke engang et år siden, SYRIZA-regeringen underskrev en spareplan med EU og IMF. Hvilke muligheder har den græske arbejderklasse for at skabe forandring?
Foto: Joanna, flickr.com
Sammenkædningen af bevægelsen mod memorandummet og bevægelsen mod den racistiske flygtningeaftale mellem EU og Tyrkiet, var et stort skridt fremad for venstrefløjen til venstre for SYRIZA.
Det kan bl.a. ses på fagforeningsafstemningerne. På lægefagforeningens konference d. 8. april gik SYRIZA fra at have fået 32% i 2013 til 24,5% hvorimod KKE (stalinisterne) gik fra 16% til 26,5% og ANTARSYA (antikapitalisterne) gik fra 16,8% til 26%.
En anden faktor der kommer venstrealternativet til gode er, at de græske højrefløjspartier er i en længerevarende krise, med intern splid og usammenhængende politik.
Det betyder dog ikke, at venstrefløjen til venstre for SYRIZA bare kan læne sig tilbage og vente på at drage fordel af dette. Der er to centrale problemer vi må løse.
Opgør med sekterismen
Det første er at gøre op med sekterismen, og i stedet få en enhedsfrontstilgang, hvor man kæmper sammen for de ting man er enige om. KKEs ledelse har længe været sekteriske. Siden den tragiske fejl i 1980’erne hvor KKE endte i en koalition med Nea Dimokratia (de konservative) og PASOK (socialdemokraterne) i 1989-90, og splittet i 1991, har KKE lukket sig om sig selv.
Da tusindvis af medlemmer forlod PASOK, var KKE så lukket at folk i stedet valgte at melde sig ind i SYRIZA. KKEs strategi med at arrangere separate demonstrationer under arbejderstrejker, for at undgå de bredere ”degenererede” lag af arbejderklassen, må siges at være et selvmål.
Problemet er dog ikke begrænset dertil. Nogle af de mere ekstreme er begyndt at tale for at folk tilknyttet SYRIZA skal fjernes med magt fra anti-racistiske demonstrationer.
Talerstol
Det andet problem er manglende forståelse af hvad man kan bruge parlamentet til.
Allerede i 1980’erne, inden KKE blev sekteriske, manglede man en klar strategi for hvad man ville i parlamentet. Dette problem mundede ud i at én del af KKE blev sekterisk, og den anden del understøttede genoplivningen af parlamentarismen i form af SYRIZA.
De to tilgange bliver synlige når man ser hvor kompromisløse KKE fremstår når de snakker, men har været meget forsonende på kritiske tidspunkter, som f.eks. under optøjerne i Athen i december 2008, og da D. Koutsoubas påstod at det ville være en katastrofe at forlade eurozonen.
LAE
Folkelig Enhed (LAE) er et venstrefløjsparti der brød ud af SYRIZA som protest mod indgåelsen af gældsaftalen med EU sidste sommer. De insisterer på at de ville være i stand til at implementere et radikalt program, hvis de kom i regering, på trods af at det hverken har været muligt for SYRIZA eller KKE.
LAE udtaler: “For LAE er det ikke et mål i sig selv at overtage regeringsmagten – det kan man se ved at partiets grundlæggere opgav deres magtpositioner for ikke at forråde deres principper. [...]
Folkelig modstand vil forblive fragmenteret hvis der ikke er et perspektiv om politisk omvæltning. Fremkomsten af en regering fra den kæmpende venstrefløj, en arbejdermagt, med et radikalt demokratisk program for national uafhængighed, omstrukturering af produktionen, genrejsning af økonomien, social retfærdighed og miljøbeskyttelse.”
Det er ikke noget nyt at partier påstår at en venstrefløjsregering vil være lig med at arbejderklassen får magten. Lidt ældre mennesker kan huske sloganet: “PASOK i regering, folket til magten” og yngre vil kunne huske SYRIZAs deklarationer i 2012.
LAEs udtalelse fortsætter: ”Vi kæmper for en bred front af alle kæmpende demokratiske, anti-imperialistiske, patriotiske, anti-memorandum kræfter. Både på det samfundsmæssige og politiske område, og omfatte alle aktører, bevægelser og kollektiver som eksisterer i dag eller bliver skabt i fremtiden.”
LAE har åbenbart ikke taget ved lære af SYRIZAS erfaringer med at det ikke altid er en god idé at alliere sig med ‘patriotiske og anti-memorandum kræfter’.
Bryd med borgerskabet
ANTARSYA har til gengæld holdt sit tredje landsmøde, og med 3000 deltagere overgået deltagelsen ved sidste landsmøde, hvilket gav dem fornyede kræfter. Ved samme lejlighed udtalte de:
“I dag bliver flere og flere arbejdere bevidste om, at det ikke er muligt at tilbagerulle memorandumerne uden at bryde med borgerskabet, uden at bryde med EU og uden radikalt at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismens ensretning.
Der er brug for en venstrefløj som prøver at sammenkæde ’anti-memorandum’, anti-EU, anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk kamp med det tværgående behov for at slå kapitalens angreb på arbejderklassen og folket tilbage.”
Det er nødvendigt at opbygge en styrke i arbejderklassen, da det i sidste ende kun er en organiseret arbejderklasse der kan gennemføre de nødvendige anti-kapitalistiske samfundsomvæltninger.
Selv om ANTARSYA har medvind, er der mange problemstillinger, som skal løses, før de kan udnytte tidens muligheder og sørge for at arbejderklassen kommer styrket ud af konflikten efter SYRIZAs svigt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed