Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 19. august 2016 – side 10
Kupforsøg i Tyrkiet
Bo Nielsen
Det var lige ved og næsten, at en folkevalgt tyrkisk regering for femte gang siden 1960 blev væltet af et militærkup. Men folkelig modstand slog kupmagerne tilbage og viste et glimt af almindelige menneskers magt mod undertrykkerne.
Kort før midnat den 15. juli flyver militærfly ind over Ankara, imens militære styrker besætter de to store broer, der forbinder Europa og Asien i Istanbul.
I løbet af den næste time bomber militærhelikoptere strategiske mål, bl.a. parlamentet og sikkerhedspolitiets hovedkvarter.
Der foretages en række anholdelser og bortførelser af højtstående generaler, herunder de øverstkommanderende for landstyrkerne og luftvåbenet.
En nyhedsoplæser på det statslige TV tvinges til at oplæse kupmagernes budskab til nationen, der taler om at “beskytte menneskerettigheder og demokrati” og erklærer “midlertidig militær kontrol”.
Kampvogne og soldater indtager Taksim Pladsen.
Selvforsvar
Netop da det efter en times tid ser ud til, at kuppet vil lykkes, bryder demonstrationer ud flere steder i Tyrkiet.
På Taksim Pladsen konfronterer tusinder af demonstranter militæret – nogle lægger sig ned foran tanksene.
Et øjenvidne fortæller, at da soldaterne begyndte at skyde op i luften, trak mange demonstranter sig først tilbage, men at stadig flere demonstranter strømmede til og snart fik overtaget på pladsen og tvunget soldaterne ud af deres tanks.
En fantastisk sejr.
Ikke kun AKP-støtter
Blandt demonstranterne var mange, som hader Erdogans autoritære regime og vidste, at et militærregime kun ville medføre endnu mere brutal undertrykkelse.
Erdogan fører disse måneder en blodig krig mod det kurdiske folk, som ifølge regeringens egne tal har kostet over 6000 kurdere livet siden juni sidste år. Men kurdiske grupper, herunder det pro-kurdiske venstrefløjsparti HDP, var blandt de første til at fordømme kuppet.
Alligevel har der været en ophedet debat på venstrefløjen (også) i Tyrkiet:
“Da militære magtovertagelser har mistet al troværdighed i det tyrkiske samfund i de seneste år, er der ingen der åbent støtter kupforsøg her. Men de, der reelt ønskede, at militærkuppet var lykkedes, argumenter nu for, at anti-kup-demonstranterne er barbarer, fascister etc. Dele af venstrefløjen er også under indflydelse af disse argumenter.”
“Selvfølgelig var støtter og vælgere af AKP der, med alle de modstridende ideer, de har i deres sind. Men det var en afspejling af den vrede, der er i befolkningen imod militærkup i Tyrkiet.”
“Det er temmelig oprørende at ignorere de [300, red.] mennesker, som døde på gaderne i kampen mod militærkuppet. I stedet fokuserer dele af venstrefløjen på de få tilfælde, hvor folket angreb militærfolkene. Meget lignende reaktioner var i øvrigt tilfældet, da militærkuppet i Egypten fandt sted.”
Det fortæller et medlem af Internationale Socialisters tyrkiske søsterparti, DSiP i Ankara til Socialistisk Arbejderavis.
Hvem var kupmagerne?
AKP-regeringen anklager den islamiske Gülen-bevægelse for konspiration mod staten og har krævet Fethullah Gülen udleveret af USA. Tyrkiets arbejdsminister Souleyman Soylu har sågar udtalt, at “USA står bag kuppet”.
Men USA fordømte kuppet. Dog først efter adskillige timers tøven (NATO-partneren ønskede formentlig at støtte den vindende side). De sidste til at fordømme kuppet var de sekulære kemalister og endelig de tyrkiske fascister.
Mest sandsynligt er det, at kupmagerne skal findes blandt dele af de væbnede styrker.
Dele af militærets sekulære top er rasende over, at Erdogan, som de mener er for islamisk, har haft held med at bruge militæret til at booste sin egen popularitet.
Erdogan, som for millioner af troende tyrkere har symboliseret en frigørelse fra Kemal Atatürks anti-muslimske arv, lagde sig for år tilbage ud med den 'dybe stat' og det sekulære establishment, da han indledte en såkaldt fredsproces, der involverede forhandlinger med PKK.
Afsløringen af en omfattende konspiration mod regeringen, begået af en sekulær gruppering kaldet Ergekenon, førte i 2011 til, at dusinvis af generaler blev fængslet.
I den periode var Gülen og Erdogan nære allierede imod militæret. Den alliance brast med korruptionsanklagerne mod præsidenten og hans søn. Erdogan angreb gülenistiske medier og fyrede eller fængslede bevægelsens folk i retssystemet.
Generalerne blev løsladt, og Gülen var den nye skurk.
Men så vendte Erdogan i 2015 på en tallerken og blæste til brutal krig mod kurderne og positionerede sig således som nationens islamiske landsfader imod “terrorismen”.
Langt ind i militærets rækker blev dét set som en direkte islamistisk trussel imod deres (kemalistiske) nationalisme, og løsladelsen af generalerne kan meget vel have været det overmod, der ramte Erdogan 15. juli.
Til kamp mod Erdogan
Den autoritære udvikling er eskaleret under den tre måneders undtagelsestilstand, Erdogan har erklæret for at rydde op efter kupmagerne.
Tusinder er blevet anholdt, inklusive 29 topgeneraler, andre tusinder er fyret i retsvæsenet og i skolesystemet.
Egyptens blodige militærdiktatur er en påmindelse om, hvorfor det var rigtigt at gå op imod kuppet.
I Tyrkiet kan Erdogans modstandere stadig indkalde lovligt til demonstrationer og åbent organisere modstand mod regimet.
Men venstrefløjen er nødt til både at argumentere for en samling af de kræfter, der nedkæmpede kuppet, om en anden politisk vej ud af regimets autoritarisme og tilbage til fredsprocessen. Det kræver, at man træder ud af kemalismens skygge.
Ron Margulies fra DSiP peger på, at “opgaven for socialister i Tyrkiet er at finde måder at slå en kile ind mellem den ‘islamistiske’ regering og den arbejderklasse, der støtter den.”
Mange af AKP’s vælgere er utilfredse med regimet, men “venter stadig på det alternativ, der ikke ser dem som en unuanceret samling af islamistiske reaktionære, men det, der adresserer deres virkelige problemer, bekymringer og håb,” konkluderer han.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed