Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 1. oktober 2016 (Kun online)
Shimon Peres – krigsforbryder og bondefanger
Simon Assaf
Shimon Peres var en krigsforbryder, der bliver hyldet som fredsstifter.
Shimon Peres, der døde tidligere på ugen, var en krigsforbryder.
Foto: Chatham House / Wikimedia Commons.
Som den sidste af Israels “grundlæggere” bliver Peres fejret som arkitekten bag de historiske Oslo-aftaler – fredsaftalen mellem palæstinensere og israelere.
Hans død onsdag har åbnet for en flodbølge af værdige mindetaler, selv fra folk, der har været livslange tilhængere af palæstinensernes rettigheder.
Han huskes som kraften bag at forsøge at skabe fred med palæstinenserne. Men den Oslo-proces, han kæmpede for, viste sig at være en fælde.
Ifølge Oslo-aftalen gav palæstinenserne israelerne ret til at vende tilbage til før-1948-områderne. Til gengæld skulle der angiveligt indføres selvstyre og en nominel uafhængighed på Vestbredden og i Gaza-striben.
Men det var et bondefanger-kneb. Peres og andre “høge, der var blevet til duer” ønskede at inddæmme Intifadaen – den folkelige opstand i de besatte områder, der var ved at nå sit højdepunkt.
Oslo-aftalen købte tid for israelerne, og ikke mindst gjorde aftalen den palæstinensiske selvstyre-regering i stand til at inddæmme opstanden.
Alle de løfter og forsikringer, palæstinenserne havde fået, forsvandt som dug for solen, så snart Israel havde opnået dette mål.
En ny bølge af bosættelser og fordrivelser af palæstinensere begyndte. Den fokuserede på den systematiske etniske udrensning af Jerusalem og opførelsen af flere israelske bosættelser på Vestbredden.
Peres’ Oslo-fred var en illusion. Mange af mindetalerne henviser til denne “modige, men tabte fred”, og hvordan han var en “kriger for fred”.
Kana-massakren
Men Peres skal først og fremmest huskes for én begivenhed, der afslørede alt, hvad han var, og alt, hvad han stod for – massakren i Kana i Sydlibanon.
I april 1996 indledte Peres en offensiv i et forsøg på at kvæle en voksende modstand mod Israels besættelse af Sydlibanon. Den blev kaldt “Operation Vredens Druer”.
Gennem årtiers interventioner og besættelsen af Libanon havde israelerne dræbt mange mennesker, både civile og soldater.
Men angrebet på landsbyen Kana var præget af kalkuleret vildskab.
Hundreder af civile, der var flygtet fra israelske bomber, havde søgt tilflugt i FN-lejren i denne historiske, blandede kristen-muslimske landsby.
Frustreret over manglende held med at tæmme modstanden affyrede Israel en spærreild af “air burst” artilleri mod civile, der havde søgt ly i lejren. (‘air burst’ er når granater eksploderer i luften, inden de rammer jorden, og dermed har større effekt over et større område. Har kun til formål at ramme mennesker; red.)
Over 100 mennesker blev dræbt, sønderrevet af de byger af granatsplinter, der var designet til at eksplodere over deres hoveder. Mange flere blev forfærdeligt såret.
Peres og hans regering nægtede at acceptere noget ansvar for massakren. De lagde i stedet skylden på den libanesiske modstand og “falske oplysninger”.
Alle efterfølgende undersøgelser har afsløret dette som løgne. Angrebet på Kana ødelagde mange illusioner, som folk havde bygget op om de israelske duer og den fred, de foreslog.
Peres bør huskes for det bondefanger-kneb, han foretog mod den palæstinensiske uafhængighed.
Men frem for alt bør han fordømmes som krigsforbryder.
Oversat fra Socialist Worker(UK), nr. 2523, 30. sep. 2016 (kun online).
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed