Socialistisk Arbejderavis
Nr. 355 – 18. november 2016 – side 11
Film
The War Show – Venner i krig
Jens Andersen
Ny dokumentarfilm om oprøret og borgerkrigen i Syrien giver et let forståeligt og samtidig nuanceret overblik over konflikten.
Da det arabiske forår bredte sig i 2011 indså den syriske radiovært Obaidah Zytoon, at den kommende tid ville blive skelsættende. Derfor begyndte hun at optage sin hverdag for at dokumentere det for eftertiden.
Det er blevet til mange tusinde timers optagelser, som hun fik kortet ned til 85 minutter med hjælp fra venner og den danske instruktør Andreas Dalsgaard.
Selv om filmen er dokumentarisk, minder den egentligt mest om en ungdomsfilm. Den følger en gruppe venner, som er unge og har hjerterne fulde af håb og drømme for fremtiden. De tager på stranden, digter, ryger joints, forelsker sig og opfører sig som så mange unge.
Konfliktens udvikling dokumenteres
Filmen viser, at Assad allerede undertrykte befolkningen før oprøret, og hvordan de store, fredelige protester i begyndelsen skabte et enormt frirum med håb og sammenhold.
Den viser, hvordan Assad brugte bøller, politi og militær til brutalt at undertrykke protesterne. Den beskriver det stigende antal mennesker, der forsvinder i regimets torturkamre og viser, hvordan det efterhånden kom til væbnede kampe mellem regimet og befolkningen.
Man ser også de radikale islamistiske gruppers indtog i konflikten, og hvordan de, som ville vælte Assad, blev splittet.
Filmen følger vennegruppen gennem alle de forskellige stadier, og får sat ansigter på den syriske befolkning, hvilket ofte er en mangel i mediernes almindelige dækning af hvad der foregår i Syrien.
De fleste ansigter i filmen er dog slørede for at undgå, at de medvirkende bliver udsat for repressalier.
Selvom man i løbet af filmen ser forholdene blive værre og værre, efterlades man ikke helt uden håb for Syriens fremtid. De mennesker, man møder i filmen, udstråler et ukueligt håb for en bedre og fredelig fremtid.
Solidaritet og modstand mod imperialisme
Assads styre kan kun fungere, så længe en del af befolkningen ser ham som den bedste garant for deres fremtid. Strejker blandt de arbejdere, som er grundlaget for hans nuværende magt, ville kunne sætte en kæp i hjulet for hans krigsmaskine.
Vi som bor i Danmark kan dog også gøre noget for at hjælpe. Dels ved at hjælpe flygtninge og kæmpe for deres rettigheder. Dels handler det om at bekæmpe de imperialistiske interventioner i Syrien, som bl.a. den danske regering er involveret i.
Hverken vestlige, mellemøstlige eller russiske magthavere bekymrer sig for, hvordan den syriske befolkning har det. Deres interesse i konflikten er at styrke deres egen magtposition.
Filmen bliver tilgængelig fra DR2’s Dokumania, når det bliver sikkerhedsmæssigt forsvarligt at offentliggøre den der. Indtil da vises den efter aftale med produktionsselskabet, Fridthjof Film.
Se også:
SAA 355: Interview: Hvad kan vi lære af den syriske revolution?
SAA 355: Film: Major!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe