Socialistisk Arbejderavis
Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 13
Syrien
Mens Aleppo græder
Charlie Lywood
Mens Aleppo græder, er der kø ved håndvasken blandt ledende politikere både her og i udlandet.
Den nyudnævnte udenrigsminister, Anders Samuelsen, siger, at der er “intet at stille op”, mens USA’s FN-ambassadør ruller det store retoriske skyts ud mod Rusland.
Og det er sandt, at Rusland har været den afgørende faktor i, at Assads lejesoldater fra Iran, Libanon og Irak har kunnet slå de forskellige oppositionelle grupperinger, som har haft kontrollen over øst-Aleppo under det meste af borgerkrigen.
Ruslands luft-bombardementer har reduceret Aleppo til Mellemøstens Tjetjenien. Derfor er det også nemt – som alle Folketingets partier har gjort (minus DF) – at tage afstand fra Ruslands ansvar for lidelserne.
Men er det rigtigt, at man “intet kan stille op”?
Tyrkiet
Tyrkiet er, som Danmark, medlem af NATO. Det er i høj grad Tyrkiets indblanding i konflikten efter det mislykkede kup i juli, der har beseglet Aleppos skæbne.
Rusland har, ifølge Financial Times, tilladt, at Tyrkiets styrker kunne operere dybt inde i Syrien for at bekæmpe kurdiske oprørere. De truede med at overtage hele grænseregionen mellem Tyrkiet og Syrien – og dermed muligheden for en de facto kurdisk stat på grænsen til Tyrkiet.
Dette er blevet billiget af USA’s udenrigsminister, John Kerry. Denne indtrængen har utvivlsomt optaget en del kurdiske oprørere, som også havde grupper i Aleppo.
Derudover har Tyrkiet trukket de oppositionelle grupper, de støtter, ud af Aleppo.
Efterfølgende har de optrådt som “fredsmæglere” ved at forhandle om, at op mod 30.000 civile og oprørere, der var fanget i øst-Aleppo, kunne forlade byen og føres i sikkerhed i en nærliggende oprørs-kontrolleret provins.
USA
USA spiller på en falsk moralsk melodi over for Rusland, mens de selv støtter Saudi Arabien i deres myrderier i Yemen.
Deres interesse ligger ikke i en konfrontation med Rusland, bare fordi det ser grimt ud med myrderierne og de uhyrlige overgreb på civile. Den politik vil Trump sandsynligvis fortsætte. Han er interesseret i et godt forhold til Rusland på det globale plan.
En del af venstrefløjen og freds-lobbyen (mest fremtrædende Jan Øberg fra Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund) er faldet for ideen om, at Assad og Rusland er det eneste bolværk mod den islamistiske fare, og ser dem som løsning af borgerkrigen.
Det er et knæfald for russisk imperialisme.
Rusland ønsker at spille en politisk, økonomisk og militær rolle i Mellemøsten med udgangspunkt i Syrien. De har i forvejen en flådebase og en militær flyvestation, hvorfra deres terror-bombninger er sket.
Knusningen af øst-Aleppo er ikke et signal om fred. Det er et signal om, at Assad med russisk støtte nu går mod alle, som er imod ham – inklusive kurderne.
Kurderne er ikke fredede. Hverken Tyrkiet eller Assad vil acceptere en selvstændig kurdisk provins op ad Tyrkiets grænser og med forbindelse til både tyrkiske og irakiske kurdere.
No-fly zone
I desperation argumenterer en del flygtninge fra Syrien og en del af den pro-amerikanske opposition i Syrien for en “no-fly” zone i Syrien.
Men det vil desværre betyde en optrapning af borgerkrigen, nu med Rusland og USA som modparter. Det ville ikke hjælpe oppositionen mod Assad.
Enhedslisten foreslår bevæbning af “pro-demokratiske” kræfter. Men der er ingen mangel på skydevåben i Syrien. Våben flyder overalt.
Der er tværtimod brug for, at de imperialistiske magter – både regionale og globale – trækker sig ud af Syrien.
Assad kan kun slås videre med hjælp udefra. Hans hær er reduceret til det halve af, hvad han havde fra krigens start. Den er desillusioneret og siver enten over til oppositionen – eller deserterer blot.
Uden Rusland, de iranske republikanske styrker, lejesoldater fra Irak og Hizbollah ville Assads regime bryde sammen.
Hvad er der brug for
Der er brug for at argumentere for kurdisk selvstændighed. Der er brug for opfordringer til, at russiske og tyrkiske fredsbevægelser presser deres regeringer ud af Syrien.
Der er brug for håbet om et nyt arabisk forår som det, hvor millioner væltede Mubarak i Egypten. Der er brug for at huske, at arbejderklassen i Egypten var hovedårsagen til hans fald.
Der er ikke brug for, at socialister skal støtte den ene eller den anden stormagt og deres regionale støtter.
Og for os i Danmark har vi først og fremmest brug for at trække Danmark ud af borgerkrigen.
Læs også interview med den syriske socialist, Ghayath Naisse: Hvad kan vi lære af den syriske revolution?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed